’Lovesick’: Netflix-serie er endnu en sjov britisk triumf

’Lovesick’: Netflix-serie er endnu en sjov britisk triumf
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Tom Edge

Medvirkende

Johnny Flynn, Antonia Thomas, Daniel Ings

Spilletid

14 afsnit á 24 min.

Premiere

Den 30. november på DR2 – vises to afsnit ad gangen hver onsdag

’Lovesick’ er endnu en britisk komedie om kærlighed, i hvad der sammen med serierne ’Catastrophe’ og ’Fleabag’  ligner spydspidsen af en veritabel nybølge indenfor britcoms. Helt samme højder som de to smågeniale titler når ’Lovesick’ ikke, men det er en yderst fornøjelig og binge-værdig serie, som leverer suveræn underholdning fra start til slut.

Sæson 1 blev oprindelig vist på engelske Channel 4 med den gakkede titel ’Scrotal Recall’, inden den blev opkøbt af vores store tv-mæcen Netflix, fik en sæson 2 og en ny, mere familievenlig titel oven i købet.

Dylan er en ung romantisk mand, der får konstateret klamydia og alfabetisk skal igennem listen med tidligere engangsknald og kærester for at informere dem og give dem mulighed for at blive testet. Det bliver en rejse igennem det moderne datingliv, ofte pinefuldt, akavet og angstprovokerende og engang imellem sødt og smukt. Tom Edge er manden bag, og han har leveret en yderst velskrevet komedieserie, hvor replikkerne sidder lige i skabet, men seriens helt store es er dens flashback-struktur.

Hvert afsnit er navngivet efter en kvinde på Dylans liste og forløber i et nutidsplan, hvor Dylan informerer den tidligere flamme, og et fortidsplan, hvor Dylan knaldede/kærestede med afsnittets titelkvinde. Dette greb gør, at serien konstant virker frisk, fordi vi ikke er bundet af en nutidstråd og én lokation, men fleksibelt kan skrue på alle variabler, samtidig med at vi får et indblik i karakterernes baggrundshistorie, og hvorfor de er endt, hvor de er.

Annonce

Strukturen gør det også elementært spændende at finde ud af, hvordan Dylan ender i seng med kvinden. Serien leger på snedig vis med vores forhåndsviden, så der næsten går krimi i at gætte, hvem Dylan ender i kanen med. Sådan er det i seriens første afsnit ’Abigail’, hvor Dylan tropper op til en vens bryllup med en forfærdelig kæreste på armen. Da hun slår op med ham under ceremonien, går der gættekonkurrence i den: Hedder den flirtende præst Abigail? Eller er det en af brudepigerne? Bartenderen?

Man kunne godt forestille sig, at strukturen hurtigt blev for skematisk, men den fælde slipper Tom Edge også uden om ved konstant at ryste posen og lege med skabelonen. Det er drøngodt skrevet, og når jokesene også er af så høj kvalitet og så godt leveret, er det en stensikker formel på succes. Endnu bedre bliver det, når karaktererne ikke bare er komiske rekvisitter, men føles som ægte afrundede personer.

Udover Dylan har vi hans to bofæller, som også på hver deres måde kæmper med kærligheden. Dylans wingman, skørtejægeren Luke, som står for seriens sjoveste replikker, og som er dybere, end man umiddelbart tror, og Evie, som i al hemmelighed er forelsket i Dylan.

Når alt dette er sagt, mangler der noget forløsning af seriens grundlæggende problemstilling, som ikke skal røbes her, men som driver begge sæsoner af ’Lovesick’ frem, og som irriterende nok stadig ikke er forløst ved udgangen af anden sæson (og det ser p.t. ikke ud, som om serien er blevet forlænget). Anden sæson rammer heller ikke så rent som første og er mærket af et par svage afsnit.

Men ellers er der ikke meget at udsætte på ’Lovesick’, som brillerer inden for sin ramme og genre. Den er smitsom som en kønssygdom.


Kort sagt:
’Lovesick’ er endnu en trumf i bølgen af britiske kærlighedskomedier, der især udmærker sig med sin nytænkende flashback-struktur, der gør hvert afsnit friskt og overraskende. Og så er den suverænt skrevet, med karakterer der både leverer jokes og dybder.

Anmeldt på baggrund af hele sæson 1 og 2.