’Passengers’: Chris Pratt og Jennifer Lawrences rumromance vækker til eftertanke

4 6
Spillefilm
Instruktion

Morten Tyldum

Medvirkende

Chris Pratt, Jennifer Lawrence, Michael Sheen, Laurence Fishburne

Spilletid

116 min.

Premiere

Den 20. december

Det var formentlig ikke just den norske, Oscar-nominerede instruktør Morten ’The Imitation Game’ Tyldums intention, at sci-fi-dramaet ’Passengers’ skulle oppiske så megen kontrovers, som filmen i skrivende stund genererer i USA, hvor rumromancen mellem superstjernerne Jennifer Lawrence og Chris Pratt blandt andet er blevet kaldt en »perverteret kidnapningsfantasi«, der på uheldig vis illustrerer, hvorledes den moderne mand trods sin bedre dømmekraft til stadighed gør sig til kvindens herre og mester.

Selvom der i et vist omfang kan være noget om snakken, er den amerikanske kritik dog først og fremmest endnu et eksempel på et stykke debatskabende kulturs bratte kvælningsdød ved hysterisk politisk korrekthed.

’Passengers’ er ikke nogen fejlfri film, og vi er milevidt fra sidste måneds subtile sci-fi-mesterværk ’Arrival’ (Chris Pratts medvirken alene bør være et clue). Men Tyldums popcornsblockbuster rejser immervæk flere knaldromans-saftige eksistentielle spørgsmål, end de fleste mainstream Hollywood-film har formået i år, og det er velkomment her på falderebet.

I en ikke så fjern fremtid er menneskene ivrigt i gang med at kolonisere fjerne planeter, og eventyrlystne sjæle kan købe sig billet om bord på enorme, luksuriøse rumfartøjer, der fragter udflytterne sikkert til deres nye hjem blandt stjernerne. Rejserne tager typisk over 100 år, så passagerer og besætningsmedlemmer lægges i dvale for først at vågne fire måneder før ankomsten.

En sådan rejse er håndværkeren Jim Preston (Chris Pratt) på sammen med 4.999 andre passagerer, da hans sovekapsel pludselig går i stykker og vækker ham før tid – nærmere bestemt 90 år før tid.

Jim kan ikke genstarte sin kapsel, og gennemgår alle stadier af voksende rædsel, fra hovedløs panik til praktisk tænkende idealist til grænsende vanvid, mens situationens alvor synker ind: Han skal leve resten af sine dage på rumfærgen, med en bartender-robot (Michael Sheens øvre halvdel) udstyret med banale høflighedsfraser som eneste selskab.

Mad og underholdning er der nok af, sågar en blæret pool med univers-udsigt, og Jim forsøger for en stund at favne sin skæbne og få det bedste ud af sit ensomme luksusfængsel.

Men mennesker trenger mennesker, og i takt med at månederne går og Robinson Crusoe-økulleren sætter ind, vender Jim blikket mod de mange sovende medpassagerer. Måske man kunne vække bare en enkelt? Jim ved udmærket, at en sådan handling ville være regulært mord, men da han selv når selvmordsgrænsen, vokser tanken insisterende.

Det er på dette tidspunkt i ’Passengers’, at flere amerikanere har fået kaffen galt i halsen, for Jim zoomer ind på et særdeles smækkert hunkønsvæsen blandt passagererne, Aurora (Jennifer Lawrence), som han grundigt googler, indtil han har overbevist sig selv om, at hun er drømmepigen over dem alle.

Der er noget creepy over måden, hvorpå Jim kigger længselsfuldt på den sovende Aurora, og man fornemmer flere indirekte formaninger til Tinder-generationerne, for hvem ideen om den ’perfekte partner’ kan udspringe af et enkelt heldigt profilbillede, lidt online-stalking og en livligt lysten fantasi.

I og med Aurora netop deler navn med Tornerose, hinter manuskriptet dog også kraftigt og slet skjult provokerende til, at Jim på seriøst twistet vis er skønhedens egoistiske prins! Skal prinsen ’redde’ prinsessen, hvis hun ikke selv har bedt om det?

De moralske tømmermænd tilsidesættes på et feberhedt øjeblik: Aurora vækkes, panikker og stikkes en plade af Jim, som forklarer, at hendes kapsel beklageligvis er gået i stykker, præcis som hans egen. I rummet kan ingen høre dig lyve – eller hvad? Mere skal ikke afsløres af handlingen i ’Passengers’, udover at hverken rumfærgen eller Jims hemmelighed selvfølgelig er helt så skudsikker som håbet.

Til trods for et par flygtigt påklistrede actionscener og et tredje akt, der fortaber sig i generisk lyserød romance, er det overordnet Jims forbrydelse, der driver Tyldums film og prikker huller i ens egen moral undervejs i en grad, så man næsten glemmer at følge med på lærredet: Hvor langt ville man selv gå for at afværge et liv i total isolation?

Jim er en mand, der bevidst stjæler en kvindes liv, og det inviterer altså til hadske konklusioner om hulemænd, Stockholm-syndrom og macho-dominanssyge. Men menneskets behov for selskab har mig bekendt ikke kønsfortegn. Havde det været mere kønspolitisk ’spiseligt’ eller sympatisk, hvis Aurora havde vækket Jim?

’Passengers’ er et flot produceret mainstreamprodukt med et dilemma, der i sidste ende er mere mindeværdigt end både filmen selv og dens to velgroomede hovedroller. Lawrence og Pratt viser godt nok åbenbar kemi, men vælter ikke nogen bagover med deres præstationer, der i forhold til eksempelvis Sam Rockwells intense tour de force som ditto solomand i rummet i den dystre ’Moon’ må betegnes som temmelig familievenlige.

Alligevel er filmen glimrende, diskussionsvenlig juleferieunderholdning – ikke mindst fordi Jim og Auroras beslutninger om at forlade jorden til fordel for en ny, håbefuld verden synes uhyggeligt forståelige i lyset af 2016’s kaos.


Kort sagt:
’Passengers’ er ikke en fejlfri rumromance, men giver saftigt stof til interessante – og måske afslørende – samtaler om julemiddagsbordet. Hvis man da ikke som flere amerikanske politisk korrektheds-paver går i frådende selvsving over historiens Stockholm-syndrom-plot og undertoner af mandlige kidnapningsfantasier. Der er med andre ord dømt tveægget underholdning for alle popcornspengene.

Sponsoreret indhold