Podcastsensation med Oscar Isaac bliver til serie af manden bag ’Mr. Robot’

Podcastsensation med Oscar Isaac bliver til serie af manden bag ’Mr. Robot’

Det nye store podcast-hit, radiodramaet ’Homecoming’, bliver nu til en tv-serie med ’Mr. Robot’-skaberen Sam Esmail ved roret. Det skriver Deadline.

Ifølge mediet har Universal Cable Prods., produktionsselskabet bag ’Mr. Robot’, sikret sig rettighederne til den omtalte fiktionspodcast, som har Catherine Keener i hovedrollen flankeret af blandt andre Oscar Isaac og David Schwimmer.

’Homecoming’, en psykologisk thriller om hjemvendte soldater fortalt i seks formeksperimenterende afsnit, har for alvor sat det hæderkronede radiodrama tilbage på podcastlandkortet, og ifølge Deadline var der hård konkurrence om rettighederne til en tv-serie. Ifølge mediet er »store A-liste-stjerner, hvoraf nogle aldrig har lavet tv før,« i spil til castet, men om Keener, Isaac og Schwimmer kan vende tilbage til universet, melder historien intet om.

Ej heller er projektet tilknyttet nogen tv-kanal endnu. Angiveligt vil den blive udbudt til salg i begyndelsen af 2017.

Foruden Sam Esmail er blandt andre ’Mr. Robot’-producer Chad Hamilton samt Eli Horowitz og Micah Bloomberg, skaberne af ’Homecoming’, inde over produktionen.

’Homecoming’ fik premiere den 16. november, og sjette og sidste afsnit udkommer i denne uge.

Sidste år sikrede Fox 21 sig rettighederne til en tv-serie baseret på podcasten, der for alvor satte gang i lydbølgen, nemlig Sarah Koenigs true crime-fortælling ’Serial’. Projektet er blevet lagt i hænderne på Phil Lord og Chris Miller, makkerparret bag ’Jump Street’-filmene’, ’LEGO-filmen’ samt en kommende ’Star Wars’-film om Han Solos unge dage.

Der har dog været temmelig stille om ’Serial’-projektet i 2016.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af