Scarlett Johansson er årets mest indtjenende filmstjerne – se hele listen

Scarlett Johansson er årets mest indtjenende filmstjerne – se hele listen

Det er de store navne, der dominerer Forbes’ liste over årets mest indbringende filmstjerner (målt på deres films samlede indtjening, altså ikke deres løn). Scarlett Johansson fører an med 1,2 milliarder dollar i samlet omsætning, mens hendes to medskuespillere i ’Captain America: Civil War’, Robert Downey Jr. og Chris Evans, indtager anden- og tredjepladsen (Johanssons medvirken i Coen-brødrenes ’Hail, Caesar!’ var afgørende).

Amy Adams imponerede i ’Arrival’, men er primært med på listen grundet ’Batman v Superman: Dawn of Justice’, der også har givet Ben Affleck og Henry Cavill plads på listen. Ryan Reynolds (’Deadpool’) indtager en ottendeplads, mens Felicity Jones klemmer sig ind på listen, selv om ’Star Wars: Rogue One’ fortsat hiver biografgængere til salene i hobetal (hun medvirkede dog også i ‘Syv minutter over midnat’ og ‘Inferno’).

Jones er samtidig den eneste skuespiller på listen, der ikke kan takke en tegneseriefilmatisering for sin placering.

Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, hvor retvisende listen er. Få vil hævde, at Felicity Jones er årsagen til, at ’Rogue One’ skovler massive summer ind i biograferne, mens Amy Adams og Scarlett Johansson indtager biroller i henholdsvis ’Batman v Superman’ og ’Captain America: Civil War’. Samtidig lader det til, at Forbes kun lukker store stjerner ind i det fine selskab. Man kan kun gisne om, hvor de sætter skellet.

Mere end noget andet indikerer listen, at det fortsat er klogt at være i DC’s eller Marvels folder, hvis man vil optræde i årets største billetbaskere. Se den herunder.

1. Scarlett Johansson
2. Chris Evans
3. Robert Downey Jr.
4. Margot Robbie
5. Amy Adams
6. Ben Affleck
7. Henry Cavill
8. Ryan Reynolds
9. Felicity Jones
10. Will Smith

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af