Adam Driver: »Jeg havde ingen retning i livet, før jeg meldte mig til hæren«

Adam Driver: »Jeg havde ingen retning i livet, før jeg meldte mig til hæren«

Meget kan ske på fem år. Spørg bare Adam Driver.

Siden vi fangede det første glimt af hans lange, blege fjæs i Clint Eastwoods ‘J. Edgar’ i 2011, er Driver gået på omgang mellem USA’s mest navnkundige mandlige filminstruktører. Snart kan han opleves i Jim Jarmuschs ‘Paterson’ som godmodig og tilbagelænet buschauffør med en lyrisk åre, og Martin Scorseses ‘Silence’, hvor Driver spiller jesuiterpræst i 1600-tallets Japan, er også lige på trapperne.

Desuden har Spielberg, Coen-brødrene, Noah Baumbach, Jeff Nichols og (om filmguderne vil) Terry Gilliam alle sendt bud efter den 33-årige, californiskfødte skuespiller. En blockbusterfranchise med egen actionfigur har Driver også hakket af på listen med rollen som Kylo Ren i ‘Star Wars: The Force Awakens’.

Min opgave som skuespiller er at spionere. Når andre folk pludselig observerer mig, bliver jeg meget forlegen

Drivers disciple oplevede deres åbenbaring i 2012 uden for biograflærredet. Som Adam Sackler, Hannahs kæreste i ‘Girls’, leverede han et ukonventionelt bud på en moderne mandighed: Kantet, kejtet og lunefuld. Rollen, der forfremmede Driver til sexsymbol for millennials, har inspireret utallige oder til hans komplekse udstråling og, ikke mindst, hans løjerlige udseende. Et mashup mellem huleboer og hestemule.

På bloggen Awkward Adam Driver analyseres skuespillerens kontrafej ud fra kunstteoretiske principper. Hemmeligheden ligger angiveligt i kontrasterne. »Han er stærk og dog sårbar. Han er intens og dog kærlig. Han er akavet og dog elegant. Han er let at forholde sig til og dog gådefuld. Han er dorsk og dog sprængfuld af energi. Han er intimiderende og dog elskelig«, står der.

Enorme hænder

Lukket inde med tre journalister i en suite på Torontos Fairmont Royal York virker den 33-årige Adam Driver sky og dog imødekommende. Måske en anelse nervøs over, at kameraobjektivets buffer mangler mellem ham som afsender og os som modtager.

Og så er han stor. Det er det første, man bemærker. 190 cm krop påsat lange, veltrænede lemmer. Men Driver er ikke typen, der naturligt tager lokalet i besiddelse og ruller karismaen ud som væg til væg-tæppe. Han er ikke Leonardo DiCaprio. Eller George Clooney. Snarere fremstår han undskyldende, som om han prøver at fylde mindre. Ligesom granddanoisen, der er bevidst om sin størrelse og gør sig umage for ikke at dominere.

Også hans hænder er enorme. Han rækker højre lab frem til et kort, blødt håndtryk. Ikke slattent, blot venligt. Blidt.

PATERSON_D06_0197.ARW

Adam Driver som poesiskrivende buschauffør i den aktuelle ‘Paterson’

Vi møder ham i anledning af ’Paterson’, hvor han spiller manden Paterson, der bor i byen Paterson! Han er buschauffør, skriver små fine digte til skrivebordsskuffen og lever et roligt liv med sin søde hustru, der både drømmer om succes som cupcake-bager og countrysanger, og deres bulldog Marvin, der skumler olmt på ham fra lænestolen. Hver dag består af de samme rutiner: Busruten, frokosten, gåturen med hunden, en (én!) øl på den lokale bar. Det er en humoristisk hyldest til hverdagslivet, der undervejs udvikler sig i overraskende men dog aldrig overdramatiske retninger.

Din rolle i ‘Paterson’ har skruet helt ned for tempoet som en reaktion på det moderne samfund. Han er en analog type, der gør tingene på sin egen måde og har en skæv, kritisk vinkel på verden. Hvad tiltalte dig ved ham?
»Paterson har struktureret sit liv og sin dagligdag på en måde, der gør, at han kan tillade sig at drive bort og skrive sine digte. Det kunne jeg godt lide. Jeg syntes, det var modigt af Jim (Jarmusch, red.) at have en hovedperson, som det meste af tiden bare lytter og betragter. En film, hvor observation er den primære handling, virker ret uforenelig med vores her og nu-kultur og dens overeksponering.

Men Jim satte sin lid til, at resultatet ville blive filmisk, og at publikum ville lade sig opsluge af tankens kraft og selv lægge mening i det, der foregår i Patersons hoved. Samtidig er der plads til mystik. Som da Paterson pludselig møder et par tvillinger, uden at det bliver forklaret. Tilværelsen er fyldt med tvetydighed og nuancer, og ikke alle lever eksplosive liv. Det gælder også parforhold. Ironisk nok er det modigt at skildre et velfungerende forhold på film, sådan som Jim gør det i ‘Paterson’. De findes i virkeligheden. Man ser dem bare sjældent i fiktionen«. 

Pascal Le Segretain/Getty Images)

Foto: Pascal Le Segretain / Getty Images

Både filmen og hovedpersonens liv er bygget op omkring fastlagte mønstre. Der er en beroligende regelmæssighed over Patersons daglige rutiner – armbåndsuret på natbordet, gåturene med hunden, besøgene på den lokale bar. Genkender du selv det behov for holdepunkter i hverdagen?
»Helt sikkert. Skuespillere har i sagens natur en nomadisk levevis. Lige nu indspiller jeg en film i Atlanta (Steven Soderberghs kupfilm ‘Logan Lucky’, red.). Jeg har lige arbejdet seks måneder i London, og om lidt tager jeg til New York.

Det får mig til at længes efter en selvpålagt struktur, en base eller nogle ritualer, som gør, at jeg føler mig knyttet til mit hjem. På den måde kan jeg slippe de bånd og føle mig fri, når jeg er på job. Faren er, at man nogle gange kan komme til at ville styre tingene for meget, så man reelt oplever et kontroltab i sit arbejde. Men… kontrol er alligevel en illusion«. 

Hvad gør du rent praktisk for at føle dig forankret?
»Jeg bestræber mig på at lave morgenmad hver dag. Også selv om vi har catering på filmsettet. Desuden holder jeg af at styrketræne, ikke kun for helbredets skyld, men også for at få afløb for noget af det pres, jeg føler. De sidste par år har jeg haft så travlt, at mit livs kontrolpunkter har været defineret af filmindspilninger. Måske bør jeg finde en anden balance? Måske bør jeg holde noget ferie, så jeg er fri for at blive fulgt til toilettet af folk, der lader alle vide, at nu skal Adam på toilettet! Det ville være rart til en afveksling. Men lige nu er mine hjemmelavede morgenæg en daglig, personlig sejr«.

Hvordan foretrækker du dine æg?
»Som røræg, fordi det er nemmere. Jeg bruger seks æg og drysser lidt salt i, lige før jeg rører dem sammen på panden«. 

Du bør nok tjekke dit kolesteroltal.
»Jo, men det er faktisk ikke så slemt, sammenlignet med andre ting jeg kunne lave. Eller… måske er jeg bare ved at slå mig selv langsomt ihjel, bare for at bevare kontrollen over det ene ritual«. 

Militæret som skuespilleruddannelse

Det milde tårn for enden af bordet stemmer umiddelbart skidt overens med fantasien om en hårdkogt marinesoldat. Men det er et fast indslag i fortællingen om Adam Driver, at han kort tid efter 11. september 2001 meldte sig til flådens infanteri som mortérskytte. Ditto hører det med, at underkorporal Driver aldrig nåede i aktion i Irak eller Afghanistan. Han var tvunget til at afmønstre, efter at han rev sit brystben af led i en mountainbikeulykke.

Ikke mange nutidige Hollywoodstjerner har en fortid ved militæret. Bogart tjente i Første Verdenskrig, Paul Newman og Charlton Heston i efterfølgeren. James Stewart fløj bombefly over Nazityskland og blev tostjernet general. Henry Fonda, Clark Gable. Rigtige mænd. Tom Cruise? Bruce Willis? Will Smith? Civilister hele bundtet. Igen står Adam Driver alene, et skridt uden for mængden. Han passer ikke ind.

Det var strukturen, militærlivets orden, der havde tiltalt ham. Senere kanaliserede han sin energi ned i skuespillet, da han fik plads på den hæderkronede Juilliard-teaterskole i New York City. Inkongruensen mellem marinesoldaten og Juilliard-eleven er endnu en af de pirrende brikker i puslespillet Adam Driver – og dén, som fik Jim Jarmusch til at give ham rollen som poetisk proletar i sin aktuelle film.

PATERSON_D26_0049.ARW

Adam Driver og Golshifteh Farahani som mand og kone i ‘Paterson’.

Fotografiet af Paterson i flådeuniform, der står indrammet på hans kommode i filmen, er Drivers eget. Jarmusch insisterede på at få det med.

»Jeg kunne godt lide, at Jim vender publikums forventninger på hovedet med det billede«, siger Driver. »Selv om Paterson er tidligere soldat, er det ikke det eneste, der definerer ham som person. Han kører bus, men han er også digter og har tilfældigvis været i hæren«.

En mand fuld af modsætninger. Som Adam Driver. 

Hang din tid i marineinfanteriet sammen med ønsket om at bringe orden i dit liv?
»På en måde. Jeg havde ingen retning i livet, før jeg meldte mig til hæren. Men der var mange ting i militæret, som jeg anser for den bedst tænkelige skuespilleruddannelse. Jeg lærte i en meget ung alder, at det ikke drejer sig om individet.

Adam Driver Girls
Tre sider af Adam Drivers skuespiltalent 

Humor
Det kræver en spiller af et vist format at overskygge Oscar Isaac og Justin Timberlake, men det er netop, hvad Adam Driver gør i en lille scene i Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’. Som langlemmet cowboyhat-beklædt country-sanger dekorerer han musikindspilningen med et genkommende goofy »shoooout« og animerede mundbevægelser, der vidner om en komisk timing, som også ‘Girls’ nyder godt af. Dæmoni og komik lyser om kap fra Drivers mimik.

Aggression
En af Drivers store styrker er følelsen af uforudsigelighed, hver gang han indtager billedet. Hvornår slår den henslængte quirkiness gnister? Hvor eksploderer han? Som Adam i ‘Girls’ pisser han helt bogstaveligt på Hannah i badet, storgrinende, og aggressionen viser sit allergrimmeste ansigt i det episke skænderi med Jessa i slutningen af femte sæson, hvor en hel lejlighed raseres. Og behøver vi nævne Kylo Ren?

Følsomhed
Hvis man primært kender Driver fra ‘Girls’ og ‘Star Wars’, kan rollen i den aktuelle ‘Paterson’ føles atypisk: Her er han afdæmpet, almindelig og afbalanceret i rollen som poetisk buschauffør, og Driver viser, at det excentriske langt fra er hans eneste modus. Allerede i den italienske ‘Hungry Hearts’ fra 2014, afslørede han dog, at han sagtens kan være agere central straight guy. Her spiller han en mand, der må tage affære, da hans kone bliver psykotisk i kølvandet på deres første barns fødsel. Hans desperate afmagt er fortrinligt formidlet, og han vandt skuespillerprisen på Venedig for rollen.

Selv på en produktion som ‘Paterson’, hvor min rolle lægger navn til filmen, udfylder jeg en funktion på et hold. Hvis jeg ikke gør mit job ordentligt, får andre svært ved at udføre deres. Vi leverer en fælles indsats for at fuldføre en mission eller fortælle en historie, som er større end den enkelte.

Selvfølgelig står der en person i spidsen for det hele, og der er en kommandovej, som man skal følge. Men hvis lederen ved, hvad han foretager sig og er interesseret i samarbejdet og den slags improvisation, hvor man tilpasser sig efter de problemer, der måtte opstå på settet, så føler man, at man udretter noget aktivt, relevant og nødvendigt.

Hvis lederen derimod ikke ved, hvad han laver, virker alting pludselig som et nytteløst spild af energi, ressourcer og tid. Er man så heldig at arbejde med en, der har en klar vision – en mission – så går man efter den oplevelse. Forhåbentlig lærer man noget af det«. 

Må gøre oprør mod Scorsese

Var det sådan en oplevelse, du havde, da du medvirkede i Martin Scorseses ‘Silence’?
»Scorsese er toppen af pyramiden. Da jeg mødte på optagelse, var min første impuls at gøre alt, hvad han bad mig om. Men det er ikke det, Scorsese er ude efter. Han ansætter skuespillere for deres holdningers skyld, og han vil gerne høre dem. Han ønsker, at man tager ejerskab over sin rolle. En mand som ham, der har udrettet så meget og har en så dybtgående viden om filmhistorie, kunne med nogen berettigelse opføre sig som en diktator. Men han er interesseret i samarbejdets proces. Det var en kæmpe lektie for mit vedkommende«, siger Driver og fortsætter:

»Filmoptagelser har i forvejen noget underligt faderligt over sig, hvor man i starten bare ønsker at gøre instruktøren glad. Sådan havde jeg det også med Scorsese. Men hen ad vejen er man nødt til at gøre oprør mod ham og nogle gange ikke gøre det, han vil have én til.

Som skuespiller når man et punkt, hvor man ved mere om den person, man spiller, end nogen andre gør, fordi man lever inde i ham. Og det er netop, hvad Scorsese vil opnå. Han har ikke lyst til at diktere, hvad skuespilleren skal gøre, for han leder selv lige så meget efter svarene.

Alle de instruktører, jeg har arbejdet med, fra Jarmusch til Soderbergh, har vidt forskellige måder at opnå det samme på. Nogle taler gerne om det, andre gør ikke, og for nogle er det et socialt eksperiment. Men den kollektive energi og meningsudvekslingen er de alle optaget af«. 

Silence

Adam Driver og Andrew Garfield i Martin Scorseses ‘Silence’ (dansk premiere 26. januar)

Og nu venter du på at spille Sancho Panza i den Don Quixote-film, som Terry Gilliam har forsøgt at lave de seneste 18 år (den hjerteskærende dokumentar ‘Lost in La Mancha’ fra 2002 skildrer et af instruktørens tidligere, katastrofalt kuldsejlede forsøg på at realisere sit ønskeprojekt, red.). Hvordan går det med den?
»Øhm, vi er en smule forsinkede. Men det bliver helt sikkert til noget. Håber jeg!«.

Du er klar over, at der hviler en forbandelse over den film?
»Åh ja! Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare kaster en masse penge efter Terry og siger, gå ud og vær kreativ. Det virker absurd, at han skal gå igennem alle de strabadser. Men det siger noget om mig, at jeg alligevel valgte at sige ja til det projekt«. 

Forstår ikke overeksponering

Adam Driver indtager typisk roller, der lever efter deres egne regelsæt. Som ikke underordner sig konventionerne, men er ligeglad med dem eller måske dårligt nok ved, at de eksisterer. Fra den analoge og selvforsynende überhipster Jamie i ‘While We’re Young’ til Adam i ‘Girls’, hvis excentriske adfærd kolliderer med New Yorks subtile sociale spil, og Kylo Ren, der godt nok lever i henhold til et tvivlsomt forbillede i Darth Vader, men samtidig har en ganske kompromisløs tilgang til tilværelsen.

Buschaufføren Paterson – hans måske mest forfinede præstation i karrieren – er på samme måde netop defineret ved sit stilfærdige, rutineprægede liv, der er så systematiseret, at det bliver poetisk.

Også som privatperson har man fornemmelsen af en mand, der nærmest stoisk-anakronistisk er hævet over al Hollywood-hypen, ikke af arrogance, men simpelthen fordi det ikke ligger til ham at lade sig rive med. 

CANNES, FRANCE - MAY 16: (L-R) Director Jim Jarmusch, Golshifteh Farahani and Adam Driver attend the "Paterson" premiere during the 69th annual Cannes Film Festival at the Palais des Festivals on May 16, 2016 in Cannes, France. (Photo by Clemens Bilan/Getty Images)

Jim Jarmusch, Golshifteh Farahani og Adam Driver under Cannes-festivalen, hvor ‘Paterson’ fik verdenspremiere sidste år. Foto: Clemens Bilan/Getty Images

Der lader til at være er en del fællestræk mellem Patersons livssyn og dit eget?
»Jeg er ikke helt så tålmodig som Paterson. Han er afgjort mere eftertænksom, og det karaktertræk var med til at sætte farten helt ned under optagelserne. Når man først kommer ind i den mentalitet, hvor man slet ikke kan undgå at lægge mærke til alle de smukke ting, der omgiver én, er det svært ikke at lade det påvirke sin hverdag«. 

Du bruger heller ikke sociale medier?
»Nej, jeg deler ikke noget på nettet. Jeg føler, at den slags går ud over vores måde at leve på«. 

Alligevel er du blevet et kæmpe ikon for onlinekulturen gennem de seneste fem år. Hvordan forholder du dig til den slags berømmelse?
»Det er et mærkværdigt fænomen. Også fordi det hele er sket så hurtigt. Jeg forstår ikke overeksponering. Jeg har svært ved at få det til at give mening. Min opgave som skuespiller er at spionere. At observere. Når andre folk pludselig observerer mig, bliver jeg meget forlegen og bevidst om det, og jeg mister lysten til at gå ud og leve mit liv og høste erfaringer. Men det er jo, hvad mit arbejde består i, ligesom det er en forfatters arbejde at leve, at begå fejltrin«.

»Er det berømmelsens eneste nytteværdi? At prostituere sig selv?«

Hvad har det betydet for dit liv ved siden af skuespillet?
»Når man begynder at strukturere sit liv på en måde, hvor man undgår den slags, bliver det sværere at udføre ens job. Min kone (skuespilleren Joanne Tucker, red.) og jeg bestyrer også en almennyttig organisation, Arts in the Armed Forces, der opfører teater for militærtropper rundt omkring i verden.

Jeg stiftede organisationen for syv-otte år siden, da jeg var andetårsstuderende på Juilliard. Men siden ‘Star Wars: The Force Awakens’ fik premiere, har det frivillige arbejde ændret karakter. Nu hører jeg folk sige: Vi støtter din sag – som ikke er min, det er soldaternes – hvis du gør noget for os. Det kan for eksempel være at tage et billede sammen med deres datter eller søn.

Så begynder jeg at tænke: Er det meningen, at man skal spekulere i berømmelse ved at udnytte den til de ting, man ikke har lyst til at gøre? Er det berømmelsens eneste nytteværdi? At prostituere sig selv? Er der ingen, der vil give for den gode sags skyld? Det er virkelig mærkeligt«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Paterson’

Læs også: Se traileren til Martin Scorseses storværk ‘Silence’