»I suppose I’ve created an atmosphere where I’m a friend first and a boss second. Probably an entertainer third.«
Citatet stammer fra David Brent i ‘The Office’, men det kunne lige så godt tilskrives Barack Obama. Igennem sine otte år som præsident har han tydeligt bevist, at han har været en glimrende ven for Joe Biden, en rimelig fremragende chef for USA og sidst, men ikke mindst en fremragende entertainer.
Ved adskillige lejligheder har han bevist, at han er født (i USA!) med funny bones. Både i optrædener hos late night shows, i satireprogrammer og under offentlige taler har han ladet sine tørre jokes falde som dronebomber i Afghanistan.
1. Correspondents dinner – med/mod Trump i 2011
Første gang vi rigtig fik smag for Obamas komiske timing og selvironi var til de såkaldte White House Correspondents’ Dinners, der hvert år afholdes i Det Hvide Hus med journalister, politikere og præsidenten for at styrke samarbejdet.
Der langes som regel ud efter medierne, men i 2011 gik Obama mere efter Donald Trump, der også var til stede i salen. Det var dog både smagfuldt, sjovt og veloplagt.
Straks værre var Seth Meyers’ 20 minutter lange monolog, der kredsede meget om Donald Trump. Man kan næsten mærke hadet ulme. Og således var kimen lagt til Donald Trump som præsident.
2. Selvironi på ‘The Colbert Report’
En selvironisk version af Barack Obama besøgte Stephen Colberts tidligere program ‘The Colbert Report’ i 2014, var det en præsident, der lå ned. Han havde historisk lave popularitetsratings og det betyder som regel, at man som politiker dukker sig. Man sørger for ikke at komme i medierne på nogen som helst måde.
Barack Obama gjorde det modsatte og tog tykt pis på sig selv og de beslutninger, der havde sat ham i den position. Han forsvarede blindt the Affordable Care Act – bedre kendt som Obamacare – og i dag mener fire ud af fem amerikanere, at det er et positivt tiltag.
POTUS Interruptus var altså en god ting.
3. Som en lus mellem to bregner
Da Obama besøgte Zach Galifianakis mellem to bregner var det formodentlig det mest grænseoverskridende interview, han har givet. For selvom det “bare er for sjov”, så kommer man let til at stå i et dårligt lys, når man bombarderes med semi-rigtige beskyldninger. Ligesom Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms journalistiske magt er reel, selvom det “bare er satire”.
Ikke nok med at Obama overlever Zach Galifianakis tåkrumningstortur, han leverer også nogle svinere retur – og det var dengang befriende upræsidentielt. Med den kommende præsident bliver det hverdagskost.
4. Slowjammer de lumre nyheder
At lade sit eftermæle blive opsummeret med lumre undertoner kræver præsident-nosser. Det er ikke desto mindre det, Barack Obama indvilgede i, da han hos Jimmy Fallon slowjammede nyhederne i samarbejde med The Roots.
Det var egentlig en gentagelse af segmentet fra 2012 (der er prøvet med mange andre politikere), da Barack Obama var blevet genvalgt, men denne senere sketch er meget mere spot on og under bæltestedet.
5. I bil med kaffe
Barack Obamas møde med amerikansk comedys consigliere Jerry Seinfeld emmer mest af alt bare af coolness – altså, alene at han har sagt ja til at være med er jo cool. Men nogle af præsidentens
Jerry Seinfelds pernitne observationskunst matcher Barack Obama perfekt. Han beviser også, at han mestrer kunsten at dybdeanalysere bittesmå detaljer, holder sig til skæve principper og bider mærke i de komiske aspekter af vores ulideligt lette tilværelse. Behovet for at bande som præsident. Såsom at han kun har et mærke underbukser. At Larry David bruger vanvittige mængder solcreme, når de spiller golf.
Da han snakker om, at han får et godt glas middags-gin af sine assistenter. Guld. Da han snakker om, at børn kan lide ham på grund af hans ørestørrelse. Guld. Da han sætter sig bag rattet. Coolness.
Hop in a 1963 Corvette with @JerrySeinfeld & @POTUS in the latest episode of Comedians in Cars Getting Coffee. https://t.co/RIJqFqB0f4
— The White House (@WhiteHouse) 31. december 2015
Se den fulde video gratis HER.
6. Correspondents’ dinner 2015 – med Luther
Hvad der let kunne være faldet til jorden som en NASA-sonde, blev et af Obamas stærkeste komiske øjeblikke som præsident.
Nuvel, Barack Obama skriver ganske givet ikke sine egne jokes til sine Correspondents’ Dinner-taler, men hans komiske timing fejler nul og niks. Det er netop det, han beviste i 2015, da Keegan-Michael Key assisterede ham som anger manager Luther. Det er en joke, der bygger op, så se den endelig til ende.
En af årsagerne til at den virker, er ganske givet, at den er indstuderet. Keegan Michael-Key taler om processen her.
To fesne farhumor-incidents
Det har ikke været én lang ubrudt sejrsparade for den afgående POTUS. Han er flere gange faldet i farhumor-fælden – særligt når han hvert år til Thanksgiving skulle benåde kalkuner foran Det Hvide Hus.
Men også to segmenter fra talkshow-fladen blev mere brød end den præsidentielle ovn kunne rumme. De kommer her.
1. Dans hos Ellen DeGeneres
Barack Obama er ikke nogen decideret dårlig danser. Det beviste han allerede, da han tog en sagte svingom med Michelle efter den første valgsejr til tonerne af Beyoncé, der synger ‘At Last’. Men selvom hans dans vidner om, at han er alt andet end selvhøjtidelig, er det også en lille smule kikset på ‘Malia og Sasha skammer sig’-måden.
Dansen blev et meme og et evigt tilbagevendende kneb for Obama og hele administrationen. Og netop derfor blev det hurtigt ret metaltræt at se på.
2. Mean Tweets hos Jimmy Kimmel
Late night shows er umulige at komme uden om, når man er præsident eller præsidentkandidat, men Barack Obama i Jimmy Kimmels vante mean tweets-segment er en tynd kop te. Det er som om, de rigtig lede tweets er sorteret fra, så det ender som et politisk værktøj, der skal få ham til at ligne en populær hyggeonkel. I stedet mister det fuldstændig bid og humoristisk værdi. Hans levering blegner også ved siden af skuespillere og musikere.
Læg så dertil, at han var en anelse hovmodig, sidste gang han var gæst og insinuerede, at Donald Trump aldrig ville blive præsident. Det gør ondt at se i dag.
Læs også: Drake takker og hylder Barack Obama efter afskedstalen: »Big up yaself O«