‘Bleed for This’: Miles Teller bokser liv i vild comeback-fortælling

‘Bleed for This’: Miles Teller bokser liv i vild comeback-fortælling

Fra Sylvester Stallones skuespillergennembrud i ‘Rocky’ (1976) og Robert De Niros dyriske Jake LaMotta i ‘Raging Bull’ (1980) til Jake Gyllenhaals kraftpræstation i den middelmådige ‘Southpaw’: Boksefilmen har altid været en sikker arena for mandlige skuespillere, der ville demonstrere deres acting chops.

Denne gang er det Miles Teller (‘Whiplash’, ‘War Dogs’), som træder ind i bokseringen for at vise sit værd i det biografiske drama ‘Bleed for This’, inspireret af den sande historie om den professionelle bokser Vinny Pazienza, der gjorde mirakuløst comeback efter at have brækket halsen i en bilulykke. Det er en comeback-fortælling så vild, at man ikke ville tro den, hvis ikke det var sket i virkeligheden.

Teller spiller den unge Pazienza, der med en fandenivoldsk tilgang til boksning tager imod hvert eneste slag i ringen, mens han uden for ringen er selvsikker afholdsmand og hjemmeboende søn, der har far som manager og inviterer træneren til ugentlig familiemiddag. Et kontrastfyldt forhold, som Teller behersker til fulde, når han gnidningsfrit skifter fra manien i ringen til den beherskede søn derhjemme.

Det er dog først, når Pazienzas lange og hårde genoptræning efter ulykken starter, at Teller virkelig får lov til at træde i karakter. Her balancerer han ypperligt den pludselige skrøbelighed, der for første gang gør sin entre i Pazienzas liv, med den ukuelige selvtillid, der driver ham. Man føler virkelig med ham, når han banker det store jernstativ, lægerne har skruet fast til hans skalp, ind i biltaget, og smerten er større, end da han blev sønderbanket i filmens indledende kamp mod Roger Mayweather.

‘Bleed for This’ forsøger ikke at genopfinde boksefilmen eller prøve grænser af. Virkeligheden rammer alle klicheerne, og man kan ikke for alvor klandre filmen for derfor at gøre det samme. Instruktør og manusforfatter Ben Younger, der også har stået bag ‘Boiler Room’ (2000) og ‘Prime’ (2005), leverer en sikker film, som hverken støder eller imponerer ud over det sædvanlige.

Det er derfor først og fremmest i kraft af Miles Tellers mesterligt kontrollerede præstation, at ‘Bleed for This’ er en anbefaling værd.


Kort sagt:
‘Bleed for This’ genskaber en af de vildeste sande comeback-fortællinger i historien, men det er kun takket være Miles Tellers fremragende præstation, at filmen når i mål.

Spillefilm. Instruktion: Ben Younger. Medvirkende: Miles Teller, Aaron Eckhart, Katey Sagal, Ciarán Hinds. Spilletid: 117 min.. Premiere: Den 12. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af