‘Born to Be Blue’: Ethan Hawke spiller jazzlegenden Chet Baker i skæv biopic

‘Born to Be Blue’: Ethan Hawke spiller jazzlegenden Chet Baker i skæv biopic
4 6
Spillefilm
Instruktion

Robert Budreau

Medvirkende

Ethan Hawke, Carmen Ejogo, Callum Keith Rennie, Tony Nappo, Stephen McHattie

Spilletid

97 min.

Premiere

Vises i Cinemateket lørdag den 11. februar 19.30 som led i Copenhagen Jazz Film Festival

Stream filmen:

Se 'Born To Be Blue' hos Blockbuster

De fleste biopics samler en falleret musiker op på et afgørende tidspunkt og serverer en comebackhistorie, iblandet tilbageblik fra den lange vej dertil. Det er ikke uvant at se en heroinafhængig musiker, hvis storhedstid var nogle sæsoner siden. ’Born To Be Blue’ åbner dog med en scene, der hører til de mere mærkværdige.

Chet Baker (Ethan Hawke) ligger i en italiensk fængselscelle og ryster. Et årti forinden var han indbegrebet af 50’er-chic. Dengang kunne trompetisten tryllebinde. Natklubejerne ville have ham, kvinderne bød sig til i lind strøm. Miles Davis og Charlie Parker var både konkurrenter og åndsbrødre. Det var før stofferne blev vigtigere end talentplejen.

Fremme ved 1966 har kanylen kortsluttet det hele, men i fængselscellen er det stadigvæk trompeten, han ser under den spruttende elpære. En fugleedderkop kravler ud af mundingen, og alligevel famler han efter instrumentet. Så går gitteret op, og vagterne annoncerer, at der er besøg fra Hollywood. Det er så sært, at man spørger sig selv, om besøgsgæsten mon kan være en del af febervildelsen.

’Born to Be Blue’ glider dernæst over i sort-hvide flashbacks, ganske som vi filmgrammatisk forventer det – men igen er der en modhage. De viser sig nemlig at indgå i en biopic, hvor Baker spiller sig selv. Hollywood-producenten var altså ægte nok.

Udenfor filmstudiet går det stadig skidt for Chet. En narkohandler smadrer hans øverste tandrække som kompensation for udestående gæld, hvilket skærer ned på trompetøvelserne. Øvelser, han mere end nogensinde behøver, hvis han vil tilbage i rampelyset. Baker er begyndt i metadonbehandling, og tilsynsværgen er ikke sådan at besnakke.

På optagelserne har han forelsket sig i Jane (Carmen Ejogo), der på metaplan spiller hans ekskone. Jane bliver en skytsengel, kvinden der måske kan genrejse den forhenværende Prince of Cool.

Det er på dette punkt, at ’Born To Be Blue’ bekender endelig kulør og bliver et kunstnerportræt, der ligner de andre. Begyndelsen flirter med en formeksperimenterende legesyge, midterdelen ikke lever op til. Den stiller en slags ’All That Jazz’ i udsigt for så at finde kalkerpapiret frem. Som havde nogen skiftet mening under tilblivelsen. Valget er ikke fatalt, bare en smule skuffende.

I de yngre år placerede Hawkes sarte udstråling ham i rollen som den sjælfulde knægt, og det er samme energi, han spiller på her. Baker må lide den ene uværdighed efter den anden, så musestemmen og det hjemsøgte blik virker ikke påtagne. Filmen igennem ligner han én, der har overordentligt brug for en krammer.

Baggrundsdetaljerne i jazzlegendens liv er uklart fortalt. Hvordan han havnede i Italien, vender vi aldrig tilbage til. På samme måde alluderes der til, at han er smuttet fra kone og barn. Fordi Ejogo varetager en dobbeltrolle, er der reelt ingen informationer at hente i flashbacksne.

’Born to Be Blue’ henvender sig mest til de allerede indviede, men i den rørende slutscene gives der svar på ét vigtigt spørgsmål. Chet fremfører ’I’ve Never Been In Love’, og Jane forstår, at det er løgn.

Om kærligheden falder ud til hendes fordel, må du selv gå i biografen og se.

Læs også: ’Jackie’: Natalie Portman er Jacqueline Kennedy i en af de bedste biopics i nyere tid

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold