De 30 mest ventede film i 2017

Tænderne løber i vand, når man lader øjnene glide hen over de film, vi har at vente i de danske biografer det kommende år. Her er vores store overblik.

1. ‘Jackie’

Hvem står bag?
Den chilenske instruktør Pablo Larrain, som tidligere har skabt stærkt anmelderroste film som ‘No’, ‘The Club’ og senest ‘Neruda’. ‘Jackie’ er hans første engelsksprogede film.

Hvad handler den om?
Natalie Portman spiller førstedamen Jacqueline Kennedy, der på et splitsekund gøres til enke, da John F. Kennedy snigmyrdes for øjnene af hende. Vi følger hendes håndtering af den umulige situation, og hvordan hun tvinges til at holde sine oprevne følelser under kontrol.

Portmans præstation har høstet stor ros, og hun spås som en af favoritterne til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

Premiere
12. januar

2. ‘Train to Busan’

Hvem står bag?
Koreanske Yeon Sang-ho har tidligere instrueret en håndfuld animationsfilm for voksne, der alle tager samfundskritiske problematikker op, heriblandt ‘Tran to Busan’-forløberen ‘Seoul Station’.

Hvad handler den om?
En fortravlet forretningsmand tager sin datter med toget, da hun på sin fødselsdag ønsker sig at besøge sin mor i Busan. Et zombieudbrud lægger dog en dæmper på morskaben, og pludselig bliver togturen en kamp om overlevelse.

‘Train to Busan’ er instruktørens første spillefilm udenfor animationsgenren og er hæsblæsende underholdning fra start til slut. Vores anmelder gav den flotte fem stjerner, da den blev vist en enkelt gang på CPH PIX i efteråret.

Premiere
12. januar

3. ‘Manchester by the Sea’

Hvem står bag?
Kenneth Lonergan har tidligere stået bag den mesterlige ‘You Can Count on Me’ (2000) med Mark Ruffalo og Laura Linney samt dramaet ‘Margaret’, der gennemgik en usædvanlig svær rejse, før den så dagens lys i 2011.

Hvad handler den om?
En indesluttet mand (Casey Affleck) er nødsaget til at tage sig af sin teenagenevø, da drengens far dør. ‘Manchester by the Sea’ er blevet kørt i stilling som Oscarkandidat til bedste film, og Afflecks skuespil roses til skyerne. Derudover ses også stærke præstationer fra velkendte ansigter som Michelle Williams og Kyle Chandler (‘Bloodline’).

Premiere
19. januar

4. ‘Silence’

Hvem står bag?
Ingen ringere end Martin Scorsese, der har drømt om at realisere ‘Silence’ i årevis.

Hvad handler den om?
En loyal jesuitpræst (Liam Neeson) giver pludselig afkald på sin tro og forsvinder, mens han missionerer i Japan. Det bringer de to præster, fader Sebastião Rodrigues (Andrew Garfield) og fader Francisco Garrpe (Adam Driver), på en lang og farefuld færd gennem det 17. århundredes Japan for at opsøge mentoren, der lærte dem alt.

Premiere
26. januar

5. ‘Moonlight’

Hvem står bag?
Barry Jenkins har tidligere instrueret ‘Medicine for Melancholy’, der blandt andet handlede om at være minoritet i en foranderlig storby. Oscar-kandidaten ‘Moonlight’ må dog betragtes som hans helt store gennembrud.

Hvad handler den om?
Vi følger den sorte, homoseksuelle Chiron gennem tre faser af hans liv, der beskriver hans menneskelige udvikling over tid og den kamp, han gennemgår for at finde sig selv i et barsk Miami-nabolag.

‘Moonlight’ blev skamrost ved årets Toronto-festival, hvor den fik topkarakter fra samtlige store amerikanske medier, herunder Variety, The Hollywood Reporter og IndieWire. Sammen med ‘Manchester by the Sea’ og ‘La La Land’ regnes den som favorit i årets Oscar-ræs.

Premiere
9. februar

6. ‘Lego Batman Movie’

Hvem står bag?
Det samme animationshold, som lavede ‘The Lego Movie’, mens ‘Robot Chicken’-instruktøren Chris McKay træder til på instruktionssiden.

Hvad handler den om?
Batman skal ikke alene bekæmpe kriminaliteten i Gotham, men skal pludselig også tage ansvar for den unge dreng, som han har adopteret. Will Arnett lægger igen stemme til Batman, Michael Cera til Robin og Zach Galifianakis står bag jokeren i denne firkantede og dybt humoristiske version af den mørke ridders superheltekarriere.

Premiere
9. februar

7. ‘A Cure for Wellness’

Hvem står bag?
Kamæleonen Gore Verbinski har stået bag alt fra ‘Pirates of the Caribbean’-film til det amerikanske remake af gyseren ‘The Ring’.

Hvad handler den om?
En ambitiøs ung direktør (Dane DeHaan fra ‘Chronicle’) sendes til et mystisk wellness-center i de schweiziske alper for at finde selskabets forsvundne administrerende direktør. Der trækkes inspiration fra gotikken og til dels ‘Shutter Island’ i denne mystiske fortælling, der også har Mia Goth (‘Nymphomaniac’) og Jason Isaacs (Lucius Malfoy i ‘Harry Potter’-filmene) på rollelisten.

Premiere
16. februar

8. ‘Alletiders kvinder’

Hvem står bag?
Mike Mills har tidligere stået bag den fornemme ‘Beginners’ (2010), der indbragte Christopher Plummer en Oscar.

Hvad handler den om?
Alenemoren Dorothea Fields (Annette Bening) forsøger at opdrage sin teenagesøn blandt en broget forsamling af bohemer, der inkluderer en omrejsende tømrer (Billy Crudup), en rødhåret punkkunstner (Greta Gerwig) og dennes søns rebelske veninde (Elle Fanning).

Bening er blevet rost for sit fremragende skuespiller i ‘Alletiders kvinder’ – også kendt under sin originaltitel ’20th Century Women’ – og modtog da også en Golden Globe-nominering for bedste kvindelige skuespiller i en komedie eller musical.

Premiere
26. februar

9. ‘La La Land’

Hvem står bag?
‘Whiplash’-instruktør Damien Chazelle fortsætter i musiksporet, men i en helt ny genre og toneart.

Hvad handler den om?
Ryan Gosling spiller jazzpianisten Sebastian, som falder pladask for den aspirerende skuespiller Mia i Englenes by. Men kærligheden har svært ved at trives i en by, der er drevet af individualisme og store ambitioner.

Alle afventede spændt Chazelles næste udspil efter den forrygende trommefilm ‘Whiplash’, men den unge instruktør virker til at have levet op til forventningerne. ‘La La Land’, der er en musical med inspiration i 50’ernes Hollywood og 60’ernes Frankrig, står lige nu som den helt store Oscar-favorit.

Premiere
23. februar

10. ‘Trainspotting 2’

Hvem står bag?
Danny Boyle instruerede også den første ‘Trainspotting’ i 1996 og har i mellemtiden instrueret alt fra ‘Slumdog Millionaire’ og ‘127 Hours’ til ’28 dage senere’.

Hvad handler den om?
Det er 20 år siden, Renton (Ewan McGregor) tog pengene og løb. Nu vender han tilbage til hjemstavnen Edinburgh for at konfrontere venner og fjender. Et længeventet gensyn med Mark, Sick Boy, Spud, Franco og Tommy, der alle bliver spillet af det originale cast, inklusive McGregor, Robert Carlyle og Kelly McDonald.

Premiere
2. marts

11. ‘Gimme Danger’

Hvem står bag?
Den legendariske instruktør Jim Jarmusch har stået bag utallige spillefilm og dokumentarer, heriblandt ‘Down by Law’ (1986), ‘Dead Man’ (1995), Bill Murray-dramaet ‘Broken Flowers’ (2005) og den aktuelle ‘Paterson’ samt dokumentarsegmenterne ‘Coffee and Cigarettes’, der satte alle fra Iggy Pop og Tom Waits til Steve Buscemi i stævne.

Hvad handler den om?
Et dybdegående portræt af det legendariske punkband ‘The Stooges’, der med den karismatiske og hyperaktive Iggy Pop i front ændrede musikscenen for evigt.

Premiere
9. marts

12. ‘The Birth of a Nation’

Hvem står bag?
Nate Parker blev spået som tidlig Oscarfavorit for sin debutfilm, men hans chancer har været falmende, siden en gammel voldtægtsanklage kom frem i lyset.

Hvad handler den om?
Den belæste slave og prædikant Nat Turner, spillet af Nate Parker selv, orkestrerer et blodigt slaveoprør i håb om at bryde sit folks lænker og føre dem til frihed.

Premiere
16. marts

13. ‘Elle’

Hvem står bag?
Den talentfulde kultinstruktør Paul Verhoeven har instrueret alt fra ‘RoboCop’ (1987) til ‘Basic Instinct’ (1992), men har været relativt inaktiv efter årtusindeskiftet.

Hvad handler den om?
En succesfuld leder (Isabelle Huppert) af et videospilsfirma bliver voldtaget af en ukendt mand og fanges i en katten-efter-musen leg, da hun forsøger at opspore ham.

Huppert er i gang med en fænomenal stime af kraftpræstationer (se også ‘Dagen i morgen’) og er i spil til en Oscar-nominering for en film, der ellers af mange anses for at være for hård kost til akademiet.

Premiere
16. marts

14. ‘It’s Only the End of the World’

Hvem står bag?
Vidunderbarnet Xavier Dolan har allerede instrueret syv spillefilm i en alder af blot 27 år. Senest sammenskruede han mesterværket ‘Mommy’, der gav canadieren en pris på Cannes-festivalen og et velfortjent gennembrud.

Hvad handler den om?
Den dødeligt syge forfatter Louis (Gaspard Ulliel) vender hjem til en familiemiddag, tolv år efter han så dem sidst, for at fortælle dem, at han er dødeligt syg.

‘It’s Only the End of the World’ vandt, til trods for blandede anmeldelser, Juryens Pris ved sidste års Cannes-festival og har fransk films allerstærkeste navne – Vincent Cassel (‘La Haine’), Marion Cotillard (‘Rust and Bone’), Léa Seydoux (‘Adéles liv’) og Gaspard Ulliel (‘Saint Laurent’) – på rollelisten.

Premiere
23. marts

15. ‘Free Fire’

Hvem står bag?
Den engelske instruktør Ben Wheatley er lige så original, som hans film er underholdende, og har tidligere stået bag de voldelige ‘Sightseers’ og ‘Kill List’ samt senest det futuristiske klassedrama ‘High-Rise’ med Tom Hiddleston i hovedrollen.

Hvad handler den om?
En våbenhandel i 70’ernes Boston går grueligt galt, og en kaotisk skudveksling bryder ud. Blandt de mange dårlige skytter finder man navne som Brie Larson (‘Room’), Cillian Murphy (‘Inception’), Sam Riley (‘Control’), Armie Hammer (‘The Man from U.N.C.L.E.’) og Sharlto Copley (‘District 9’). Det ligner en underholdende one location-sag.

Premiere
31. marts

Se de 15 sidste film på næste side.

Soundvenue 1 / 2 Soundvenue