De bedste film vi så på årets Sundance Film Festival – fra Instagram-stalker til hiphopdrømme og homoerotisk vidunder

De bedste film vi så på årets Sundance Film Festival – fra Instagram-stalker til hiphopdrømme og homoerotisk vidunder
Sundance Film Festival 2017 er forbi, priserne er uddelt, og frøene til det kommende års indiefilmsucceser er sået. Vores udsendte, Ditte Fiil Ravn, gør bordet op og udpeger de ti stærkeste film fra årets festival.

1. ’Ingrid Goes West’

Alene med vores Instagram-feed i nattens mørkeste timer er vi alle lidt som Ingrid: Liker alt på vores vej, mens vi misunder den lækre avocado-opstilling over for vores egen slatne ostetoast. Men for Ingrid er Instagram et skridt på vejen mod menneskeligt forfald i denne rammende og dystert komiske fortælling om vores virtuelle virkelighed.

Instruktør Matt Spicers spillefilmdebut er en satirisk beretning om stalkeren Ingrid (Aubrey Plaza), der bliver besat af Instagram-dronningen Taylor (Elizabeth Olsen). Hun tager til Venice Beach for at gå i Taylors fodspor og kidnapper hendes hund for endelig at møde sin besættelse. Et venskab udvikler sig, som Ingrid gøre alt for at holde fast i.

På trods af Ingrids forstyrrede handlingsmønster gør Aubrey Plaza (’Parks and Recreation’) hende på imponerende vis særdeles elskværdig. ’Ingrid Goes West’ er fyldt med intelligente iagttagelser og lattervækkende symboler på en overfladisk livsstil – og med rette en af festivalens mest hypede film.

Danielle Macdonald appears in Patti Cake$, an official selection of the U.S. Dramatic Competition at the 2017 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute.

2. ’Patti Cake$’

En svært overvægtig pige fra Dirty Jersey med en alkoholiseret mor og en syg mormor leverer de svedigste svinere i de rapbattles, hun stiller op til, ligesom hun har notesbøgerne spækket med rapsange. Og når først du har oplevet Patricia Dombrowski aka. Killa P aka. Patti Cake$, kan du ikke tage øjnene fra hende igen.

’Patti Cake$’ er en film om store drømme, hvor målet ene og alene er at flygte fra tilværelsens ulidelighed – »white Precious« kalder selv hendes haters hende. Og med sin autotunede omkvædslyriker Jheri (Sid Dhananjay) ved sin side får Patricia (spillet formidabelt af Danielle MacDonald) mulighed for at indspille en EP og komme tættere på en alternativ livsbane.

Det er i bund og grund en klassisk coming-of-age historie. Men ’Patti Cake$’ har en stor hiphop-fan, Geremy Jasper, ved roret og en uanet mængde selvironi og swag i sin levering af historien. Der er en forfriskende mangfoldighed i rollebesætningen, der alle deler en overvældende kærlighed til og forståelse for musikkens forundelige eskapisme. ’Patti Cake$’ er en crowdpleaser, der utvivlsomt vil falde i god jord mange steder i verden, og ikke kun hos hiphop-fans.

Jeremy Renner appears in Wind River by Taylor Sheridan, an official selection of the Premieres program at the 2017 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute.

3. ’Wind River’

Afslutningen på Taylor Sheridans American frontier-trilogi er værd at glæde sig til. Efter en årrække som skuespiller i eksempelvis ’Sons of Anarchy’ og ’Veronica Mars’ viste Sheridan sig som et manusforfatter-naturtalent med filmene ’Sicario’ og ’Hell or High Water’, som han nu følger op med ’Wind River’, som han tilmed selv har instrueret.

’Wind River’ er navnet på et reservat i det iskolde Wyoming, hvor en række indfødte folk lever langt fra deres naturlige habitat. Det er i dette område, at jægeren Cory (Jeremy Renner i en vigtig præstation) en dag finder liget af en ung, indfødt kvinde i sneen – frosset ihjel. Den nyudklækkede FBI-agent Elizabeth Olsen sendes til det ubarmhjertige Wyoming for at opklare hændelsen, men får brug for Cory til at komme i snak med indbyggerne og begå sig i den bidende kulde.

Sheridans instruktørdebut er en solid præstation, en whodunit med et twist af social bevidsthed og mindeværdige præstationer fra særligt Renner. Som Indiewires David Ehrlich skriver:

»’Wind River’ blæser dig nok ikke bagover, men denne bitre, viscerale og intense thriller ved, hvad der skal til for at overleve«

Olivia Cooke and Anya Taylor-Joy appear in Thoroughbred by Cory Finley, an official selection of the NEXT program at the 2017 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute | photo by Claire Folger.

4. ’Thoroughbred’

Der er et Hitchcock’sk mordplot og old school-noir på spil i Cory Finleys debutfilm ’Thoroughbred’, hvor to teenage-femme fatales planlægger et mord i Connecticuts forstæder.

Finley har en teaterbaggrund, og det står da også klart i historien om den bogstaveligt talt følelsesløse Amanda (Olivia Cooke) og hendes venskab med den mere forfinede Lily (Anya Taylor-Joy). Deres venskab stoppede brat år tilbage, da Amanda skamferede en fuldblodshest til ukendelighed, men Lily får nu brug for Amandas skæve tilbøjeligheder for at fuldføre en nederdrægtig og noget uigennemtænkt plan: Mordet på hendes svin af en stedfar.

’Thoroughbred’ leverer to fremragende bærende præstationer fra Cooke, som fik sit gennembrud i ’Me and Earl and the Dying Girl’, og Taylor-Joy, som slog igennem med ’The Witch’. Og det er i det hele taget en absurd, komisk begavet krimi.

Og så leverer ’Thoroughbred’ en af den alt for tidligt afdøde Anton Yelchins sidste roller som pigernes kriminelle skødehund.The Big Sick

Sponsoreret indhold
Portræt af Carcels kreative direktør Louise van Hauen
Hun fortæller om sin proces og kampen for at gøre det "godt nok". Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

5. ’The Big Sick’

Årets første rigtige buzz-titel, som allerede på dag tre var blevet købt af Amazon for et historisk højt beløb på 83,4 mio. danske kroner. Og jeg forstår så sandelig godt, hvorfor Amazon ville have fat i dette romcom-hit.

Kumail Nanjiani (’Silicon Valley’) og hans kone Emily V. Gordon står bag den varme og originale film, der fortæller, hvordan virkelighedens Kumail (Nanjiani) og Emily (i filmen spillet af Zoe Kazan) mødte hinanden. Det involverede en pakistansk familie, tvangsægteskaber, et koma og et overordentligt ydmygende standup-show.

Ud over parrets enorme donation af hjerteblod til filmen deler de også de racistiske kommentarer og den generelle stigmatisering, Kumail har oplevet gennem sin karriere som komiker. Det er denne bund af alvor i det velskruede manuskript med velleverede jokes på stribe, der gør ’The Big Sick’ til en crowd-pleaser af en helt særlig kaliber.

A Ghost story

6. ’A Ghost Story’

IndieWire har kaldt David Lowerys film for festivalens bedste, og vi har da også allerede skamrost Casey Afflecks spøgelsesfigur fra ’A Ghost Story’.

Historien om C (Affleck), der efter en fatal bilulykke vender tilbage som et spøgelse og hjemsøger det hus, han delte med sin kæreste M (Rooney Mara), er både i sin stemning og det næsten kvadratiske Academy Ratio-format en klaustrofobisk fortælling om at være både mentalt og fysisk bundet til fortiden. Lowerys film gør ikke stort væsen af sig, men skaber alligevel en forunderlig, empatisk forbindelse til et hvidt lagen med to sorte stoflapper.

’A Ghost Story’ er næppe en film for utålmodige sjæle med sin meditative vandring gennem sorgen, men for mig – og mange andre – var det en af festivalens mest seværdige oplevelser.

 7. ’I Don’t Feel At Home in This World Anymore’

I vinderen af årets hovedpris er alle mennesker nogle røvhuller. De springer over i køen, begår masseskyderier, og selv de gamle damer har fået en beskidt mund. Men bægeret flyder for alvor over for den godt opdragede Ruth (Melanie Lynskey), da hun har haft indbrud i sit hjem, og der ikke er megen hjælp at hente fra politiet.

Så hun tyr til selvtægt med naboen Tony (Elijah Wood) ved sin side for at lære tyven, at man er nødt til at opføre sig ordentligt.

Macon Blair, der har spillet med i ’Blue Ruin’ og sidste års ’Green Room’, har kastet sig hovedkulds ud i instruktionshvervet og lander sikkert på fødderne med sin debut. Vigtigst af alt giver han Melanie Lynskey (’Heavenly Creatures’, ’Togetherness’) en rolle med kød på, når hun som Ruth sætter fanden løs i jagten på sin bedstemors sølvtøj. Hun bærer filmen.

Blairs debut er en quirky lille Netflix-komedie, hvis titel må resonere i en del amerikaneres hoveder for tiden.

’I Don’t Feel At Home in This World Anymore’ får premiere på Netflix 24. februar i 2017.

Garrett Hedlund and Jason Mitchell appear in Mudbound by Dee Rees, an official selection of the Premieres program at the 2017 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute |photo by Steve Dietl.

8. ’Mudbound’

Selvom du har fået nok af film som ’12 Years a Slave’, ’The Help’ og ’Hidden Figures’, der direkte tematiserer undertrykkelsen af afroamerikanere, skal du alligevel se Dee Rees roste ’Mudbound’. Den er baseret på Hillary Jordans bog af samme navn fra 2008 og vækker historien til live med en både medfølende og hårdfør instruktion.

Rees (’Pariah’, ’Bessie’) har beholdt de seks forskellige hovedpersoner fra forlægget og lader deres fortællerstemmer guide os gennem historien. Hvor omstændeligt det end lyder, skaber det en kompleks forståelse for historien om to familier i 40’ernes Mississippi. Den ene hvid, den anden sort. Den ene gårdejer, den anden slave. Begge har en søn i tjeneste under Anden Verdenskrig.

Carey Mulligan, Garret Hedlund og Jason Mitchell (’Straight Outta Compton’) er bare et udpluk af de skuespillere, der fornemt portrætterer et splittet USA, hvor vold og racisme dominerer over samtale og tålmodighed.

Der er stadig gode og onde karakterer i ’Mudbound’, men der er også kærlighed og medfølelse for hver eneste skæbne.

9. ’Casting JonBenet’ 

26. december 2016 markerede 20-året for mordet på den lille skønhedsdronning JonBenet Ramsay, der siden sin død er blevet en populærkulturel besættelse.

De amerikanske tv-kanaler har i år bugnet med nye efterforskninger af den lille piges død, men australske Kitty Greens ’Casting JonBenet’ vil ikke kaste brænde på bålet. Den vil slukke det helt.

I et nyt og spændende dokumentarisk format leger Green med grænserne mellem virkelighed og fiktion. Hun leder efter folk i Boulder, Colorado, hvor JonBenet boede, for at finde personer, der vil spille Patsy, John, Burke og JonBenet Ramsay i en fiktiv rekonstruktion af mordaftenen. Undervejs taler hun med sine amatørskuespillere om deres liv, minder om sagen og diverse teorier. På godt og ondt udfolder der sig ikke en efterforskning af mordet, men i stedet en universel fortælling om mennesket selv og meningsløsheden i de uendelige spekulationer.

’Casting JonBenet’ er en innovativ og effektiv dissekering af menneskets bedste og værste sider, men uden at miste fokus på den seksårige JonBenet, der mistede sit liv for 20 år siden. En skuespiller demonstrerer sin sexpisk, og en kvinde fortæller om dengang, hendes far hamrede en økse i hovedet på hende, men alligevel formår Greens dokumentar at give JonBenet den fred, hun fortjener.

’Casting JonBenet’ får premiere på Netflix i 2017.

Michael Stuhlbarg, Timothée Chalamet and Armie Hammer appear in Call Me by Your Name by Luca Guadagnino, an official selection of the Premieres program at the 2017 Sundance Film Festival. Courtesy of Sundance Institute.

10. ’Call Me By Your Name’

Luca Guadagninos ’Call Me By Your Name’ fik Sundance til at tabe kæben og blive hovedkulds forelsket.

Italienske Guadagnino slog igennem internationalt med Tilda Swinton-dramaet ’I Am Love’ i 2008 og oplevede i 2015 en mere blandet modtagelse af intimthrilleren ’A Bigger Splash’. Men med topkarakterer fra både The Guardian, Variety, The Playlist, The Hollywood Reporter og Indiewire er der ingen tvivl om, at ’Call Me By Your Name’ er en af de film, man må regne med når frem til de danske indhegninger.

Med afsæt i 80’ernes italienske riviera følger filmen Elio (Timothée Chalamat) og hans først sitrende, men senere stormfulde forelskelse i den amerikanske husgæst Oliver (Armie Hammer). Kemien mellem de to mænd er intet mindre end fænomenal, og Guadagnino indkapsler den ideelle, og oftest flygtige kærlighed til perfektion.

Læs også: Se alle årets Sundance-vindere – flere danske islæt