Drew Barrymore er zombie med familieværdier i første trailer til Netflix’ ‘Santa Clarita Diet’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Netflix går efter at slå alle konkurrenter af banen med deres rekordstore 41,8 milliarder (!) kroner store budget til originale tv-serier i 2017. ‘A Series of Unfortunate Events’ fik debut i sidste uge, og nu venter Netflix’ næste satsning, der er noget så sjældent som en sort familiekomedie om en kødædende mor.

Ægteparret Sheila, spillet af en seriedebuterende Drew Barrymore, og Joel, spillet af Timothy Olyphant (‘Justified’, ‘Deadwood’), er begge ejendomsmæglere i det solrige Santa Clarita i Californien, hvor de bor med deres to børn.

Men en morgen brydes den idylliske tilværelse, da Sheila vågner op dækket i uhyrlige mængder opkast. Det viser sig, til alles overraskelse, at Sheila pludselig er død – og genopstået som levende død.

»Vi skal dræbe nogen, som fortjener det«, lyder det kort efter fra den hjælpsomme Joel, og derfra er scenen sat til en skæv komedieserie, der virker om en splattet blanding mellem ‘Dexter’ og ‘Modern Family’.

Serien er skabt af Victor Fresco, der tidligere har skabt ‘Better Off Ted’ og produceret ‘My Name Is Earl’. Drew Barrymore er også med til at producere serien.

Første sæson af ‘Santa Clarita Diet’ får premiere på Netflix 2. februar.

Læs også: Anmeldelse af ‘A Series of Unfortunate Events’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af