’Jackie’: Natalie Portman er Jacqueline Kennedy i en af de bedste biopics i nyere tid

Normalt hylder vi film for at fortælle noget alment menneskeligt gennem en specifik historie. Særligt biopics høster ros og priser, når de afskræller hovedpersonens facade og udstiller de følelser, vi alle sammen kan genkende. Tænk at dem fra fjernsynet også er mennesker!

Sådan er det ikke med ’Jackie’, Pablo Larrains film om den tidligere førstedame Jacqueline Kennedy og mere specifikt tiden i kølvandet på mordet på hendes mand 22. november 1963.

Det er en meget specifik film om en meget specifik situation for et meget specifikt menneske. En gådefuld figur, hvis liv er en gennemspilning af en række nøje tilrettelagte roller. Og en situation, ingen af os kan sætte os ind i.

Jacqueline er den måske mest feterede førstedame i historien: ung, smuk, et modeikon. Hun sidder centimeter fra sin mand, da han bliver skudt, hans blod tilsværter hendes røde kjole, hun kunne lige så vel selv være død. Hun gennemgår en sorgproces som ingen andre og skal både beskytte sin mands eftermæle, tage sig af sine børn, håndtere pressen og finde sig i, at en ny præsident bliver svoret ind i en hujende hast med hende selv som ufrivilligt vidne. Samtidig er hun på et splitsekund blevet subsistensløs. Med to hastigt eksekverede skud er hun uden mand, job, funktion og hjem.

Larrains genistreg består i, at han ikke anstrenger sig for at forstå eller forklare Jacqueline Kennedy gennem konventionelle fortællestrategier eller banalpsykologiske modeller. Filmen er elegant bygget op i adskillige tidsniveauer: Et interview, som Jackie giver til en reporter (Billy Crudup) nogle dage efter attentatet, danner rammen, mens vi både spoler tilbage til selve mordet, følger hende i de efterfølgende dagene og får en fornemmelse af den affekterede, men også lidt generte og stive førstedame i tv-programmet ’A Tour of the White House with Mrs. John F. Kennedy’, der blev sendt i 1962 på alle USA’s tre store networks og set af omkring 80 millioner amerikanere (det autentiske program kan findes på Youtube).

Mens interviewet med journalisten ((baseret på et rigtigt interview til Life Magazine), som Jackie styrer med skiftevis ærligt og manipulerende eftertryk, er filmens mindst interessante del, er det anderledes besnærende at overvære den maskerade, hun påtvinges og påtvinger sig at stille an i kølvandet på mordet. Hun insisterer på, at hendes mand æres med samme hesteparade gennem Washington D.C., som Lincoln fik ved sin død – og at der ikke bliver bare den mindste parallel til ceremonierne for præsidenterne Garfield og McKinley, som blev myrdet, men glemt.

Hun beholder sin blodindsmurte kjole på, så folk – med hendes berømte replik – »kan se, hvad de har gjort«, og hun ser bittert til, mens Lyndon B. Johnson bliver ny præsident i Air Force One, mens hans kone ikke kan undertrykke et tilfredst smil omstændighederne til trods.

Jackie lyder måske kynisk, men hun sørger også oprigtigt, når hun er alene. Hun er dybt nedslået, men også fast besluttet på at gøre sit arbejde, som er det samme efter som før mordet: At beskytte præsident Kennedy.

Selve attentatet er forløst med en sanselig brutalitet, som sætter os i Jacqueline Kennedys sted, og i det hele taget lykkes filmen flot med at præsentere virkeligheden gennem hendes briller – virkeligheden for et menneske, der for længst har opgivet sin ret til et privatliv og nu primært er optaget af at styre offentlighedens opfattelse af hende, fordi hun kender myteskabelsens natur til hudløshed. Hun er en kvinde, hvis liv synes at have været en kamp mellem den, hun er blevet anskuet som, og den, hun føler, hun er – og som i kølvandet på snigmordet prøver at finde en ny rolle at spille.

Går man til filmen for at genopleve eller gennemleve historien om en af de største tragedier i USA’s historie, er der således også rigeligt at komme efter. Efterfølgende vil man se de ikoniske optagelser af præsidentfruen, der kravler over bagsmækken på præsidentlimousinen, i et helt nyt lys.

Men det er det lille twist af en klassisk genre, som gør ’Jackie’ til en af de bedste biopics i nyere tid: Den manende, nærmest virkelighedsforvrængende stemning, som især kanaliseres gennem Mica Levis mesterlige score, der besidder selve nøglen til filmen. Ved første ørekast en klassisk komposition, men så med et skævt, surrealistisk vrid, der løsriver filmen fra enhver kedelig konvention.

Levi forvrængede tilsvarende virkeligheden med sit lige så sublime score til ’Under the Skin’, som handler om Scarlett Johanssons mandefortærende rumvæsen. Og det slår én, at også ’Jackie’ handler om et menneske fra en anden planet, forstærket i den smukke billedsides bevidst overdrevne brug af nærbilleder såvel som i Natalie Portmans stort anlagte, selvbevidste spil, der er rigt på manerer, men – vælger jeg at tro – helt bevidst:

Hun spiller sin larger than life-karakter larger than life og udfylder lærredet i en grad, så JFK, spillet af danske Casper Phillipson, der ligner ham på en prik, kun har to replikker i hele filmen (studser man i øvrigt over Portmans særprægede accent – og det gør man! – skal man bare finde et klip med den autentiske Jackie, hvor det står klart, at skuespilleren rammer stemmelejet beundringsværdigt rent).

’Jackie’ er chilenske Larrains første engelsksprogede film, og den er indbegrebet af, hvor godt det kan gå, når eksotiske udlændinge angriber et klassisk amerikansk materiale uden at være håndsky eller forudindtaget.

Larrain har skåret en formidabel biografifilm, lige så gådefuld som sin hovedperson.

Læs også: Se traileren til ‘Jackie’