’Nocturnal Animals’: Tom Fords kalejdoskopiske thriller med Amy Adams og Jake Gyllenhaal er mørk og lækker

4 6
Spillefilm
Instruktion

Tom Ford

Medvirkende

Amy Adams, Jake Gyllenhaal, Michael Shannon, Aaron Taylor-Johnson, Isla Fisher, Armie Hammer, Laura Linney

Spilletid

117 min.

Premiere

Den 5. januar

Texanske Tom Ford er en mand med mange talenter.

I 1990’erne reddede han som chefdesigner modehuset Gucci fra fallit og gjorde det italienske mærke synonymt med sex, en eksplosiv omsætning og provokerende reklamekampagner, der blev mødt med anklager om, at han objektificerede kvinder som underdanige ’sexslaver’.

I 2006 lancerede Tom Ford sit eget eponyme brand, og har siden klædt A-listers fra Michelle Obama til Ryan Gosling på, mens Jay Z i 2013 endda dedikerede sangen ’Tom Ford’ til den knivskarpe designer.

I 2009 sprang multikunstneren så ud som filmskaber med det usvigeligt stilige homodrama ’A Single Man’, med Colin Firth. Det var en overlegen debut, men først nu er Tom Ford tilbage i instruktørstolen med en kalejdoskopisk noirthriller.

I ’Nocturnal Animals’ agerer Amy Adams Tom Fords flammehårede muse du jour i rollen som rigmandsfruen og galleristen Susan Morrow. Susan bor med sin flotte, fallerede forretningsmand Hutton (Armie Hammer) i en designerhybel af glas og gråt cement, evigt badet i kølige blåtoner, som det så ofte hører sig, når overklassens mismod udstilles på film.

For Susan med de dybe kjoleudskæringer er selvfølgelig ulykkelig i sit glasbur, omgivet af kunst til millioner og tungt makeuppet som en klassisk teatralsk femme fatale. Mens Hutton er på forretningsrejse/knaldetur, modtager Susan en roman med posten, skrevet af hendes første kærlighed Edward (Jake Gyllenhaal). For 20 år siden droppede Susan Edward, da hans ’svage’ natur og haltende forfatterkarriere skuffede, men nu har Edward skrevet en uafrysteligt roman om sorg og hævn. Og dedikeret den til Susan, med tak for ’inspirationen’.

Som Susan går i gang med Edwards bog, starter en minifilm i filmen, hvori den blide Tony (Jake Gyllenhaal igen) er på roadtrip i Texas med sin kone (Amy Adams-klonen Isla Fisher) og teenagedatter (Ellie Bamber). Midt om natten tvinger en flok væmmelige rednecks familiens bil af landevejen, og bøllerne (ledet af Aaron Taylor-Johnson) bortfører kvinderne, mens Tony efterlades rædselsslagen i mørket. Forbrydelser begås, og Tony allierer sig med den udbrændte Texas-sherif Bobby (Michael Shannon i storform) for at se retfærdigheden ske fyldest.

Filmen springer kontinuerligt mellem tre handlingsforløb: Susan, som under læsningen tager sit eget liv op til overvejelse. Tony og Bobby på symbolsk jagt efter mandig oprejsning i ødemarken. Og endelig flashbacks til Susan og Edwards ungdom, hvor eminente Laura Linney dukker op som Susans frygtindgydende moder.

Det ambitiøse dramaturgiske format underholder med stilsikre visuelle overlap, og hvert et græsstrå, gardin og hårlok er iscenesat i sirligt artsy billedtableauer som taget ud af et modeblad.

’Nocturnal Animals’ tre historier er dog ikke lige velturnerede, eller interessante. Gyllenhaal og Shannons forrygende intense, fiktive plotspor hæver sig adskillige niveauer over Adams’ skabede tristesse-trummerum, og filmen i filmen (eller romanen i filmen) er i det hele taget mere spændende end ’Nocturnal Animals’ rammefortælling.

Som filmmager og historiefortæller er Tom Ford atter stærkt inspireret af klassisk film noir samt Alfred Hitchcock, David Hockney, Truman Capote og en snert af Jack Kerouac, mestre inden for amerikansk film, kunst og litteratur om det amerikanske samfund og dets (mareridts)drømme i det 20. århundrede.

Ligesom forbillederne søger Tom Ford også at gå Americana-mytologien på klingen via moderne takes på den hævndrevne western og femme fatalens edderkoppe-status, men i modsætning til den langt mere stringente ’A Single Man’, er der så meget på spil i ’Nocturnal Animals’, at filmen minder om en stiløvelse.

Her er kvindemishandling, kønsroller og knuste hjerter på programmet, foruden udstillinger af menneskekroppen som skiftevis grotesk og sensuel.

Filmen lægger for eksempel ud med en uforglemmelig åbningssekvens af en række voldsomt overvægtige, aldrende nøgne kvinder, der danser i slowmotion iført den slags bånd, amerikanske skønhedsdronninger dekoreres med. Up, close and personal i alle blævrende deller og skudt i bragende reklame-technicolor.

Det er en form for politisk billedsprog ikke helt uligt den kontroversielle reklameæstetik, Tom Ford fremelskede i sine Gucci-dage, og som her udmønter sig i dystre billeder på det skævvredne amerikanske samfunds perfide besættelse af uskyld og ungdom, og anfægter den vingeskudte moderne manderolle.

’Nocturnal Animal’ er ikke nær så dyb, som den gerne vil være, men ikke desto mindre uomtvisteligt dragende, med et par stærke skuespilpræstationer (Gyllenhaal er fænomenal), en drabeligt gennemarbejdet scenografi og en knapt så inciterende kvinde i centrum for al balladen.

Det er mørkt og lækkert, akkurat som en ekstravagant Tom Ford-kreation fra catwalken. Ens hjerte springer et slag over ved synet, men i virkeligheden ville de færreste vide, hvad de skulle bruge den til, andet end pynt.


Kort sagt:
Designer og filmmager Tom Fords anden spillefilm er mindst lige så visuelt slående som hans mesterlige debut, ’A Single Man’, men forsøget på at skabe en knugende kalejdoskopisk noirthriller med tre sideløbende handlingsspor lykkes kun delvis, da betændt samfundskritisk subtekst næsten druknes i reklamelækre billeder.