Ole Bornedal: »Jeg bliver nødt til at provokere mig selv, når jeg skriver mine film«

Ole Bornedal: »Jeg bliver nødt til at provokere mig selv, når jeg skriver mine film«
Foto: Henrik Petit
Den danske instruktør har lagt kritikken og kontroverserne omkring ’1864’ bag sig. Nu er han tilbage med en ny film, ’Dræberne fra Nibe’. En grotesk og kulsort Bornedal-classic om to pussy whipped jyske mænd, der beslutter sig for, at nok er nok.

»Hej Anders«.

»Hej Ole. Og tillykke med din nye film«.

»Tak. Er du gift, Anders?«

»Ja«.

»Tillykke med det. Får du nok sex?«

»Øhh, ja«.

Der sidder han så, Ole Bornedal. Godt et år er gået, siden hele miseren omkring ’1864’ havde nået en eller anden form for primetime-højdepunkt, da Bornedal smed vand ud over Clement Kjersgaards papirer i talkshowet ’Vi ses hos Clement’.

Nu er han tilbage. Med krimikomedien ’Dræberne fra Nibe’, en film om undertrykte mænd i et vindblæst lokalsamfund i Nordjylland. Nærmere betegnet håndværkerne Ib og Edward, der pludselig indser, at de lever et »tomt og fisseløst liv«, og derfor beslutter sig for at hyre en russisk lejemorder til at gøre det af med deres hvidvinsdrikkende koner Gritt og Ingrid.

Ib og Edward spilles af Nicolas Bro og Ulrich Thomsen og er de to vel nok mest pussy whipped mænd, vi nogensinde har set i dansk film. Det er det første, jeg spørger Ole Bornedal om.

»Ja, de er jo ret undertrykte og lever uden sex i deres parforhold. Det kommer ud af en skør fantasi. Men vi kan fortælle alle de mænd, der lever i et dejligt, saftigt ægteskab, at det jo nok også bliver svært for dem på et tidspunkt. Det gør det nok for de fleste. Nogle gange er det selvforskyldt, andre gange fordi man er et stakkels, sølle mandeoffer for en kvindes frigide lune.

Budskabet i filmen er vel egentlig til dels, som en af mine medarbejdere på filmen formulerede det helt seriøst og begejstret på samme tid: ‘Ja, den handler vel bare om, at hvis man ikke får sex nok, så bliver man sindssyg!«

En sætning, der fungerer godt i Jylland

’Dræberne fra Nibe’ er Ole Bornedals ottende spillefilm, og historien om de to undertrykte håndværkere fortælles på klassisk Bornedal-facon, hvor alt vendes grotesk på hovedet, og absurditeterne pibler frem bag den pæne, danske hverdagsfernis.

Vi er langt ude på landet, både i tanke og i tone, og komedien, som Bornedal selv har forfattet, byder blandt andet på oneliners som:

»Jeg kan ikke tænke uden Chardonnay«, »hold op med at tale til min bagdel, som om jeg var et kæledyr« og »bare jeg beder ham vande potteplanterne, får han ståpik«.

»Det var forløsende at lave en film uden undertekster«, siger Ole Bornedal, holder en kort kunstpause og fortsætter:

»En film, hvor tingene bliver sagt. Hvor alt lægges frem, og hvor der ikke er noget mimik i ansigtet på karakteren, der udtrykker noget andet, end det karakteren synes. Det hele er 1:1. Vi lever et tomt og fisseløst liv, vi må stoppe det her, siger Ulrich Thomsen karakter. Og sådan har jeg jo skrevet det«.

Ja, hvor kommer sådan en sætning fra?
»Selve ordet fisseløst, det kan jeg godt lide. For man må ikke rigtigt sige fisse, det er sådan et grimt ord. Og så ‘fisseløst’. Og så når det er sagt med Ulrich Thomsens totale alvor. Det er jo ikke for sjov, han siger det, det er tredje verdenskrigsalvor. Jeg har en kæmpe sympati for den der enkle måde at udtrykke sig på. Det er sikkert også derfor, jeg har henlagt historien til Jylland, hvor jeg selv kommer fra. Et miljø, med en ret ligetil og direkte tilgang til problemerne, som jeg meget ofte savner«.

Dræberne fra Nibe

Ole Bornedal under optagelserne. Foto: Henrik Petit.

»Det, der bliver sagt, er det, der skal siges. Jeg lever jo nu i København i et miljø omgivet af kunstnere, kreative, intellektuelle, hvor der bliver diskuteret, lyttet og overtalt. Der, hvor jeg kommer fra, i min familie, der talte man meget lidt. Der var en stilhed i væggene. Det var meget enkelt, zenbuddhistisk næsten. Så når Ulrich siger ’vi lever et tomt og fisseløst liv’, så er det en sætning, der helt klart fungerer rigtigt godt i Jylland. Fordi den er så direkte. Den er så direkte og indiskutabel«.

Den svage mand

Den nu 57-årige filminstruktør har været vidt omkring i sin lange karriere. Han er opvokset i Nørresundby ved Limfjorden. Som ung kom Ole Bornedal til København og slog sine første folder i mediebranchen som autodidakt instruktør og producer.

Han forsøgte forgæves at komme ind på filmskolen, men havnede i stedet ved et tilfælde på Danmarks Radio, hvor han gjorde lynkarriere og blandt andet høstede hæder for radiomontagen ‘Knust kværn og kvæstet’.

Herefter begyndte Bornedal at lave tv og satte sit aftryk som redaktør og hovedforfatter bag satireprogrammet ’Den gode, den onde og den virkelig sjove’.

Gennembruddet på den helt store scene kom med spillefilmen ’Nattevagten’ med de purunge Kim Bodnia og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne og med roadmovie-serien ’Charlot og Charlotte’, før han senere skabte storfilmen ’Jeg er Dina’ og i et par år besad stillingen som teaterdirektør for Aveny-T sammen med Jon Stephensen.

Han drog på eventyr i Hollywood med den amerikanske version af ’Nattevagten’ (’Nightwatch’) og som producer på Guillermo Del Toros første amerikanske film, ‘Mimic’, og har siden excelleret i en række danske genrefilm, hvor kompromisløsheden, de makabre voldsscener og den distinkte humor konstant har tittet frem bag den joviale, pæne overflade. Såsom ’Kærlighed på film’, ’Fri os fra det onde’ og den kommercielt indbringende amerikanske gyser ’Possession’.

Pilou Asbæk 1864

Bornedals omdiskuterede ‘1864’

Og gennem det hele, fra machokonkurrencen i ’Nattevagten’ over ’Fri os fra de onde’, hvor en vattet mand skal træde i karakter på bedste ’Straw Dogs’-maner, og til 1864’s stærke billeder af soldater i krig, har han forsøgt at afdække mandens rolle – og maskuliniteten som begreb. Eller hvad? Det er det næste, jeg spørger Ole Bornedal om.

»Jeg synes egentlig ikke, manderollerne har ændret sig i mine film. Jeg har tit lavet nogle ret svage mænd. Martin i ’Nattevagten’. I ’Charlot og Charlotte’ er alle mænd vel egentlig ret slatne. I ’Kærlighed på film’ er Anders W. Berthelsens karakter en mand, der ikke kan finde ud af, hvor han står i forhold til sig selv. Set fra min side af bordet, er min mandekarakter nok blevet forvirret over sin egen rolle gennem 30-40 års feministisk kamp.

Mange mænd tvivler måske på sig selv, og hvad de må og skal og kan i forhold til kvinder. De skal både nurse hende, forstå hende og lægge under for hende samtidig. Komplicerede dilemmaer, som de færreste kan leve op til. Det har handlet meget om skyld, tror jeg. I Danmark har vi jo en offerkultur, som er fuldstændig fantastisk. Den er baseret helt ned i vores protestantiske gen: At vi har en skyld for et eller andet. At indvandrere ikke er integrerede, det er din og min skyld, ikke deres skyld. Der ligger hele tiden en eller anden kritik og uro og summer et sted, som vel egentlig meget ofte er helt urimelig«.

»Hvornår startede dit kvindehad?«

Men mændene, Ole. Er manden presset i dagens samfund, og går vi i det hele taget rundt og undertrykker vores indre maskulinitetsdrifter? Er det det, du vil vise med de pussy whipped mænd i ’Dræberne fra Nibe’?
»Nej, nej. Denne her film er først og fremmest lavet for sjov. At der ligger nogle kønspolitiske lag, er vel bare det, der gør den satirisk – men det er ikke noget, jeg har tænkt over. Men jeg tror da, at de fleste i et forhold kender følelsen af, at nu går det lidt i stå. Også sexlivet. Det bygger jeg på, at jeg selv var i et ægteskab i flere år, hvor der næsten ikke var noget sex. Det skyldtes hende, mig, os, travlhed og alt muligt.

Jeg er jo ikke en særling, så det er noget, de fleste kender. Jeg kan godt lide, at Edward i ’Dræberne fra Nibe’ ikke bruger 10 gange 800 kroner på at gå til psykolog og sidde over for Anni Annani, som hun hedder i filmen. Det prøvede jeg selv engang i et ægteskab over for en kvindelig parterapeut til 800 kroner i timen, hvor jeg tænkte, hvad er det dog i alverden, jeg laver her? Er vi ikke bare et par, som ikke elsker hinanden længere?

Jeg sad der, helt jysk og pragmatisk, og tænkte kun på, hvad det kostede. Da jeg mødte hende terapeuten første gang, kiggede hun på mig, og hendes første spørgsmål var: Ole, hvornår tror du egentlig, dit kvindehad startede? Wow – så var stilen ligesom lagt«.

Komedien er den sværeste genre

Ole Bornedal griner og tænker sig længe om, før han fortsætter:

»I denne her komedie taler mændene og kvinderne bare to forskellige sprog og forbi hinanden. Mændene klæder sig røvkedeligt og er ulækre og vasker sig ikke engang under armene. Som kvinderne siger: De har ikke andet end rockwool i hovedet. Og så må de finde sig nogle mænd, der går på kunstmuseum og ser Nils Malmros-film.

En komedie skal jo helst have nogle elskelige, men ikke nødvendigvis særligt begavede folk i hovedrollerne. Mennesker, som tager sig selv og deres projekt enormt alvorligt, men som kører helt forkert. Og så må det gerne blive farligt«.

Hvad er budskabet i ’Dræberne fra Nibe’ så?
»Der er ikke noget budskab, andet end at jeg har forsøgt at lave noget meget, meget svært: nemlig at få folk til at grine. Det er ikke svært at gøre folk bange eller lave en tragedie, hvor du får folk til at føle rædsel eller græde. Det er ret nemt. Folk vil altid fascineres af det sorte og det grusomme.

Draeberne fra Nibe Per Arnesen 3

‘Dræberne fra Nibe’. Foto: Per Arnesen

Men at få folk til at grine, det har ikke nogen formel. Du kan ikke bare sige, fortæl mig en vittighed eller lav en situation, der er morsom, og så få mig til at le.

Jeg har en stor respekt for de store standuppere, der kan det der og få tingene til at leve på scenen. Det tenderer kunst, når det er rigtigt overskridende. At tage noget, som er utroligt enkelt, utroligt plat, og meget forbudt, og så ophøje det på et andet niveau, så platheden ophører med bare at blive plat – og næsten bliver en sproglig provokation, der udvider universet og får en provokerende, grænseoverskridende effekt på krop og sjæl. Det er der, at komedien, i modsætning til så meget andet, virkelig kan provokere dig«.

Kunsten i fire kvinders tyndskid

Gør du det også for at provokere? I filmen bliver der gjort grin med en spastiker, og du har en homoseksuel svensker, som svanser rundt i en kirke?
»Det skriver jeg ikke med en hensigt. Det gør jeg, fordi jeg synes, det er sjovt. Jeg bliver nødt til at provokere mig selv, når jeg sidder og skriver. Ellers er det ikke interessant. Men Spasser-Bent og Svanse-Malthe er samtidig filmens to eneste virkelig kompetente og kloge karakterer.

Men det her er ikke en kompliceret film. Den er lige ud af landevejen. Og at folk siger noget, der egentlig er forbudt at sige, det er ekstremt morsomt. Hvis du ser en Haneke-film, så siger du: Wow, det er en Haneke-film og et utroligt spændende psykologisk univers, og du iagttager den rimeligt intellektuelt. Der er også altid en kvinde i en Lars von Trier-film, der bliver pint, og det kan være nok så interessant og spændende forløst og bygget op.

Draeberne fra Nibe Per Arnesen

‘Dræberne fra Nibe’. Foto: Per Arnesen

Men det, som nogle af de bedste komedier gør, det er, at de forfører dig ud i det absurde. Tænk bare på ’Bridesmaids’. Her har du fire kvinder i de fineste, dyreste kjoler på Rodeo Drive, som har tyndskid og må sætte sig ud på gaden. Det er et billede, Salvador Dalí kunne have lavet. Det er surrealisme på et helt særligt niveau. Og man må tage sig til munden og tænke: ’Det kan ikke være muligt. Gjorde de virkelig lige det?’«.

Men Ole, nu bliver jeg nødt til lige at spørge en gang til. Er ’Dræberne fra Nibe’ ikke også en film om sex?
»Når du stiller spørgsmålet på den der måde, så oplever jeg det, som om jeg er i gang med at lave et interview til Alt for Damerne. Det er ikke nogen kritik af dig, Anders, men det bliver sådan lidt, at vi tager en film, der egentlig er enormt simpel og er en komedie, og så skal det ophøjes til noget kønspolitisk kompliceret noget. Og det er det jo slet ikke. Og du ligner i øvrigt heller ikke én, der skriver for Alt for Damerne«.

Læs også: Interview med Lene Maria Christensen – »det skal stå i Grundloven, at jeg er færdig med at spille kone«