Navnet er Kælling. Sindssyg Kælling.
Det er der i hvert fald en del mennesker, især mænd*, der har kaldt Sanne Søndergaard igennem hendes liv. Så nu har den 36-årige standupkomiker, forfatter og feministiske debattør taget det lidet flatterende øgenavn til sig og navngivet sit tredje onewomanshow derefter.
’Sindssyg Kælling’ har premiere den 26. januar og turnerer efterfølgende rundt i hele landet frem til den 29. marts.
*Sanne Søndergaard vil gerne understrege én gang for alle, at hvis hun i løbet af interviewet kommer til at sige ’mænd’, så mener hun altså ’nogle mænd’, ikke ’alle mænd’. »Det kan være lidt træls, at man aldrig kan fortælle om en ubehagelig oplevelse med en mand, uden at en masse mænd straks råber, at sådan er det altså ikke alle mænd, der er. Det sagde jeg jo heller ikke. Jeg plejer at drysse en masse af de her disclaimers ud over mine shows, men jeg kan jo ikke stå med en pik i munden, mens jeg fortæller mine jokes«.
»Showet handler om, hvordan det føles at blive stemplet som en sindssyg kælling**«, fortæller hun.
»Om alle de situationer, hvor folk mener, jeg er skør eller kællingeagtig, mens jeg selv mener, at jeg opfører mig helt normalt, for eksempel ved at sætte grænser eller sige, hvordan jeg har det«.
**Eksempler på folk, der har kaldt Sanne Søndergaard en sindssyg kælling: Klassekammerater, kollegaer, familiemedlemmer, kærester, Facebook-trolls, ham fyren fra baren, der blev sur over, at Sanne Søndergaard ikke kunne lide at få spildt en drink ud over sig, og ham fulderikken fra Istedgade, der gramsede på Sanne Søndergaards veninde, så Sanne Søndergaard bad ham om at skride.
Dørmåttepositionen
Vi er taget hjem til komikeren på Vesterbro for at få opklaret, hvor sindssyg og kællingeagtig hun egentlig er, men først må vi lige få præciseret anklagen. ’Sindssyg’, det giver næsten sig selv, men betegnelsen ’kælling’ er faktisk afledt af det oldnordiske ’karl’ (mand) og har oprindeligt betydet noget i retning af: Kvinde, der opfører sig som en mand. Betegnende, mener Sanne Søndergaard.
»Min påstand er, at der er en forventning*** om, at jeg skal opføre mig kvindeligt, og at kvindeligt er meget anderledes fra menneskeligt. Det er bemærkelsesværdigt, at så snart en kvinde opfører sig ’normalt’, så bliver hun stemplet som skør, for det bliver mænd jo ikke.
Hvis nogen skriver nedladende til mig på Facebook, så har jeg det med at spejle deres nedladende tone, og så spørger folk, hvordan det dog er, jeg taler til folk. Men de blev vel at mærke ikke forargede over det oprindelige indlæg. Der er en forventning om, at sådan må mænd gerne tale til kvinder, men kvinder må absolut ikke tale sådan til mænd«, lyder det.
***Fem forventninger til kvinden ifølge Sanne Søndergaard: 1) Hun skal tale sagte og ikke alt for meget. 2) Hun skal gøre sig smal og samle benene, når hun sidder ned. 3) Hun må ikke brokke sig. 4) Hun må ikke være for fysisk stærk. Drengene blev stiktossede, da Sanne Søndergaard plejede at slå dem i hurtigløb i folkeskolen. 5) Hun må ikke afbryde en mand, men han må godt afbryde hende, hvis hun bryder første punkt.
»Det bliver ofte nævnt, at hvis kvinder vil have mere i løn og vil have deres grænser respekteret, så må de selv kræve det. De må slå i bordet og sige fra ligesom mændene. Men det er en catch-22, for når kvinder opfører sig sådan, bliver vi stemplet som sindssyge kællinger. Og hvis vi gør det kvindelige, som er at smile og undskylde og glide af, får vi at vide, at vi ikke markerer os nok. Der er noget galt, hvis man skal stemples som en sindssyg kælling, fordi man prøver at komme ud af den dørmåtteposition, som kvinderollen er«.
Er det din påstand, at mænd kan slippe af sted med mere?
»Ja. Det bedste eksempel er vel præsidenten****. Havde en kvinde sagt bare halvdelen af det, Trump har sagt, var hun blevet slagtet. For Trump har det været konsekvensløst. Jeg har en amerikansk faster, som sagde, at hun ikke kunne få sig selv til at stemme på Trump, men hun kunne godt nok heller ikke lide Hillary, fordi hun var så kold.
Det ville man aldrig sige om en mandlig politiker, der opførte sig ligesom Hillary. Der er nogle forventninger til Hillary, som hun ikke har en chance for at leve op til. Hvis hun er følsom og kvindelig, vil hun blive anset for at være for svag til at blive verdens leder, og hvis hun udtrykker værdighed og styrke, så bliver hun anset for at være kold. Hun kan enten være en dørmåtte eller en kælling, og ingen af delene vil folk have som præsident. Hvorimod Trump kan være total psykopat, og det er åbenbart okay. Det var jo også vanvittigt, hvad Helle Thorning-Schmidt måtte lægge øre til af øgenavne og andre ting, der intet havde med hendes politik at gøre«.
****Det næstbedste eksempel: Ole Birk Olesen (LA), Danmarks nye transport-, bygnings- og boligminister, som Sanne Søndergaard betegner som »bimlende sexist«: »Når han kan blive minister, er det, fordi folk ikke tager det, han siger, alvorligt. ’Nå ja, så anklager han kvinder for at være uden moral, men det er jo bare sådan noget, man siger – det er bare lidt hyggeligt.’ Gu er det ej hyggeligt!«.
Mænd ligger vel også under for en masse forventninger, som så bare handler om at være stærke og machoagtige?
»Selvfølgelig, og det er lige så stort et problem. Kvinderollen kommer aldrig til at rykke sig for alvor, før manderollen rykker sig, for fællesnævneren er, at det feminine har lavere status end det maskuline. Hvis en mand skal være en rigtig mand, skal han tage afstand fra de bløde værdier, og han må ikke være svag, syg, skrøbelig og sårbar.
Det er for eksempel derfor, mænd dør tidligere – det er et statustab for dem at tage til lægen og bede om hjælp. Mænd har også brug for de bløde værdier, så det er vigtigt for begge køn, at det feminine og det maskuline får lige stor status«.
(Hvid, heteroseksuel mand afbryder:)
Men har vi ikke et tilsvarende nedladende sprog, vi lige så gerne hæfter på mænd? Så er det måske ikke ’sindssyg kælling’, men ’klam stodder’ eller lignende…
»Selvfølgelig bliver mænd også kaldt grimme ting, men det går ikke lige så meget på køn som med kvinder. Jeg får voldtægtstrusler, pikbilleder og kønnede ord som ’kælling’, ’luder’, smatso’ og ’kost’ smidt i hovedet. Med mænd er det mere ’idiot’ og ’røvhul’. Det vil jeg da nok hellere kaldes«, siger Sanne Søndergaard.
»Men jo, magt er jo noget rodet noget, og kvinder kan også tromle mænd. For eksempel har kvinder en stor magt i følelseslivet og i hjemmet, og det kan være svært for manden at komme på banen og kræve plads til sine følelser. Men det er jo i det store billede en meget lille trøstemagt, som kvinder har taget, fordi det var den, de kunne få«.
Du har på papiret haft en ret tryg parcelhusopvækst, du har en succesrig karriere, og du har taletid i medierne. Kan du godt forstå, hvis der sidder nogle mænd, som føler, at du selv er en del mere magtfuld og privilegeret end dem?
»Ja, jeg tror ikke, at særlig mange mænd har en oplevelse af at besidde magt, fordi de har en chef, der bestemmer over dem på arbejdet, og en kone, der bestemmer over dem i hjemmet. Derfor forstår de ikke, at en i deres øjne ret magtfuld kvinde som mig trækker offerkortet.
Jeg er jo privilegeret på alle andre områder, end at jeg er kvinde. Jeg er hvid, jeg er heteroseksuel, og jeg bor i Vesten og er forholdsvis velhavende. Men det, jeg kritiserer, er jo den strukturelle magtulighed. En svag, marginaliseret underklassemand fra udkants-Danmark er stadigvæk en lillebitte smule bedre stillet end en svag, marginaliseret underklassekvinde fra udkants-Danmark«, siger Sanne Søndergaard og tilføjer:
»Der er et feministisk statement, der går sådan her: Der er ingen, der siger, at det ikke kan være hårdt at være mand. Det er bare ikke hårdt, fordi du er en mand«.
Ikke Lasse Rimmers skyld
Til gengæld kan det være hårdt at være en kvinde i den danske standupbranche, mener Sanne Søndergaard, som blandt andet begyndte at optræde, fordi hun syntes, der manglede en kvindelig stemme i den mandsdominerede genre. Hun føler, at hendes vej til standupsucces har været belagt med flere forhindringer end hendes mandlige kollegers.
»Der er en forestilling om, at kvinder ikke er sjove, som man har bekræftet ved ikke at give dem muligheden for at være det. Når jeg endelig har været med i noget, har jeg oplevet, at mine jokes blev klippet ud, eller også har jeg skullet være stereotyper – den dumme blondine eller den sure kælling.
Til Zulu Comedy Galla sidste år ville de have mig til at deltage i en sketch, hvor det eneste, jeg skulle, var at løbe ind, sparke en mandlig kollega i bollerne og løbe ud igen. Jeg skulle ikke selv være sjov. Imens får mine mandlige kollegaer lov at fortælle deres egne jokes. Det er grotesk, hvad jeg har mødt af begrænsninger. Det kræver eddermaneme nogle æggestokke at blive ved«.*****
*****Til gengæld er det en misforståelse, siger Sanne Søndergaard, at det er de mandlige standupkomikere, der spænder ben for de kvindelige. De fleste er faktisk mægtig søde. »Det bliver nogle gange udlagt, som om Lasse Rimmer er skyld i alting. Men så meget magt har Lasse Rimmer slet ikke. Uanset hvor meget han ville ønske det«.
Der er sket meget siden 2005, hvor Sanne Søndergaard startede, erkender hun. Både på hendes egen standupscene, hvor hun har fået selskab af andre feministiske stemmer som Sofie Hagen og Ane Høgsberg, og på den større samfundsscene, hvor de gamle kønsroller er i stadigt opbrud. Men hun er samtidig bekymret for, om Trumps sejr er udtryk for et backlash, der ulmer blandt de samme frustrerede stemmer, som kalder hende for ’sindssyg kælling’ på Facebook.
»Jeg ser en masse gode mænd i min egen generation, men når så Trump vinder, kan jeg godt blive bange. Der er ingen af de rettigheder, kvinder har opnået, som ikke kan blive taget fra os igen. Vi ser det nu i USA – det første, der sker, når et land bliver nationalkonservativt, er, at de vil fjerne den fri abort«, lyder det.
»Feminisme er ikke en kamp mellem mænd og kvinder, men mellem progressive og konservative mennesker. Man er nødt til at tænke en masse andre faktorer end køn ind, såsom race og økonomisk ulighed. I USA er der en masse mænd og kvinder, som har interesse i at bevare det patriarkalske system på grund af den position og de privilegier, det giver dem.
Det føles altid som et tab at skulle afgive magt og erkende, at man har fået nogle forlommer igennem livet. Jeg synes ikke, hvide mænd skal rende rundt og undskylde, for man kan ikke gøre for, at man har fået de forlommer. Men du kan i det mindste være opmærksom på dem og lade være med at træde på dem, der ikke har fået dem«.
Glider lettere med en pikjoke
Og det er her, komikken kommer ind i billedet. I en tid med stigende politikerlede og polarisering har comedy fået fornyet satirisk relevans, mener Sanne Søndergaard.
»En af grundene til, at Trump vandt, er, at mange føler sig afkoblet fra eliten – den her veluddannede, kulturradikale flok med alle de rigtige holdninger, som ekskluderer folk, der ikke kan deres Foucault-fodnoter******. Jeg kan selv blive helt blank i blikket, når jeg møder feminister, der taler om ciskønnethed og heteronormativitet og så videre*******. Det bliver enormt knudret at tale sammen, fordi det kræver en masse forforståelse at være med i samtalen. Så for mig handler det meget om at sige tingene i et normalt sprog og med humor. Der er meget, der glider lettere ned med en pikjoke«.
******Michel Foucault er omtrent kønsstudiernes stamfader og et hotshot på RUC.
*******Om kønsneutralitet: »Jeg oplever det som en debat for de få, for vi lever i en verden, hvor køn findes, og jeg tror, de fleste mennesker identificerer sig med et køn – og de fleste med det køn, de er født med. De andre skal selvfølgelig have lov at være her, men jeg vil bare gerne have, at debatten ikke sætter flertallet af. Jeg tror, flertallet oplever køn som en begrænsning, men ikke så stor en begrænsning, at de helst var foruden«.
»Komik var engang en overskudsting, men i dag er det en nødvendighedsting, som må ind at kommentere på et underskudssamfund, hvor folk føler, at både medierne og politikerne lyver for dem. Når alle de fire statsmagter fucker med deres magt, kommer komikken ind som en femte statsmagt. Det er de tendenser, vi også ser internationalt med navne som Amy Schumer og Louis C.K., der kritiserer den systemiske magt«, siger hun.
Er der ikke en overhængende fare for, at mange af dem, du egentlig gerne ville nå ind til, bare vil afvise alt, du siger, som det rene klynk?
»Jo! Og det må de da gerne. Mit publikum er ikke dem, der synes, jeg er gakkelak. Man kan tvinge hesten hen til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Det er spild af tid at prøve. Så dem, der synes, jeg er pisseirriterende, vil kun finde bekræftelse i mit show og den her artikel. Man er meget velkommen til at mene, jeg er en sindssyg kælling. Jeg synes så måske bare ikke, man behøver at skrive det til mig hele tiden«.
Læs også: Interview med den danske komikerkomet Sofie Hagen – »man skal have selvhad for at være blevet sjov«