’Silence’: Scorseses indre brydekamp trænger igennem stilheden

’Silence’: Scorseses indre brydekamp trænger igennem stilheden
4 6
Spillefilm
Instruktion

Martin Scorsese

Medvirkende

Andrew Garfield, Adam Driver, Liam Neeson, Tadanobu Asano, Yôsuke Kubozuka, Ciarán Hinds

Spilletid

161 minutter

Premiere

Den 26. januar

Der er så stille i ’Silence’.

Scorsese har før testet biografernes lydsystemer med nævekampe, skyderier og hård rock på soundtracket, men i hans seneste film høres kun bølger og blade i vindens greb. Så insisterende er stilheden, at man næsten kan høre filmmageren afsøge sin egen sjæl.

Man hører hans tvivl og tro i de indre monologer, som Andrew Garfields missionær fremstammer i pinslens stund, og man hører ham meditere i scenernes evindelige tålmodighed. Resultatet er udmagrende personligt, passioneret på godt og ondt.

Så snart jesuiterpræsterne Rodrigues (Garfield) og Garupe (Adam Driver) drager ud for at redde deres læremester Ferreira (Liam Neeson) i 1600-tallets Japan, hvor katolikker forfølges brutalt, kvæles fortællingens fremdrift og afløses af duoens natlige missionærarbejde hos de lokale japanere, der deler deres tro. Tågen tager fat om kysten og indvarsler den forestående ulykke, men det varer længe, meget længe, før Garfields katolske ledestjerne kommer i inkvisitionens varetægt.

SilenceDet er her, passionen arbejder imod Scorsese. Han føler for hver en scene, for hvert et ord, så meget, at han ikke har evnet at kassere dem på klippebordet, selv når de gentager, hvad vi allerede har set og hørt. Garfield og Driver prædiker solen sort, de japanske kristne tvinges til at træde på inkvisitionens Jesus-kobberplader (en måde at forsage troen på), og Kichijiro, japaneren uden religiøs rygrad, går fra kujonhandlinger til syndsforladelse og tilbage igen.

I 28 år har Scorsese ventet på at forløse sit passionsprojekt, men det forsvarer ikke spilletiden på 161 minutter, flere af dem seriøst tålmodighedstestende.

Omvendt gør scenernes sagte langsommelighed, at voldshandlingerne slår én i ansigtet med tusinde knytnævers kraft, fra faklen, der sætter ild til levende mennesker, til den ene gang, fjendens sværd forlader skeden. Hvis volden gennemsyrer Scorseses gangsterfilm, er den her henlagt til djævelske forskrækkelser, der flår os ud af trancen og minder os om, at alt er på spil.

Dem, der begår volden, de buddhistiske inkvisitorer, er fascinerende skikkelser, fordi Scorsese nysgerrigt lader dem fremføre deres sag. Japan er en sump, der ikke kan nære kristne rødder, siger de, forståelsen af det guddommelige transcenderer ikke naturen, men Rodrigues parerer blot med religiøs arrogance.

SilenceVreden forvrænger kun i portrættet af fjendens overhoved, en sært flegmatisk afstraffer med pibestemme, der leverer comic relief, hvor den ikke hører hjemme. Det skæmmer diskussionerne med Garfields tilfangetagne jesuiterpræst, hvor de to kulturer og religioner ellers kolliderer med nerve og nuancer.

’Silence’ er en religiøs film, noget, der måske kan provokere et vestligt publikum opdraget uden for de store fortællinger, men Scorsese prædiker ikke med samme skråsikkerhed som filmens missionærer. Han lader sin undren vise vej, mens han leder efter svar på de spørgsmål, han altid har stillet sig selv: Findes Gud i stilheden, og hvor langt rækker hans tilgivelse? Kan frelsen opnås, selv hvis man har forsagt ham?

I ’Silence’ reflekterer instruktøren så meget for sig selv, at han ofte glemmer at tale til os, men man hører et levet livs indre brydekamp i stilheden, og det er interessant i sig selv.


Kort sagt:
Scorseses passionsprojekt er en langtrukken meditation over tro og tvivl, men selv om instruktøren tester sit publikum mere, end godt er, gør hans dybt personlige undren over Guds stilhed ’Silence’ til en kompleks og nuanceret behandling af emnet.

Læs også: Før ’Silence’ – Martin Scorseses anden lidenskab er nøglen til hans film

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold