’Underverden’-instruktør Fenar Ahmad: »Jeg vil være dansk films Zlatan – 100 procent«

’Underverden’-instruktør Fenar Ahmad: »Jeg vil være dansk films Zlatan – 100 procent«

Fenar Ahmad vinterbader ikke. Det ville være for mainstream. I stedet starter han ofte sin dag med at frekventere Tivoli og tage en tur med Vertigo, forlystelsesparkens vildeste rusketur. Her bliver han slynget rundt i et lille fly, der suser gennem luften med 100 km/t, mens det snurrer om sin egen akse.

»Og så tager jeg på arbejde«.

Han forklarer: »Bare for at gøre noget andet. Ruske op i tingene. Det tager kun fem minutter, hvis man har et Wild Card, og så er man i gang. G-punktet er totalt sindssygt i den dér jetjager, og det føles, som om din krop er meget tungere, end den er. Det giver en larger than life-følelse at vågne op på«.

Den 35-årige instruktør bærer en sort North Face-dynejakke med en lige så sort bomuldsskjorte inde under. Han har intense, nysgerrige brune øjne under et busket sæt øjenbryn, korttrimmet fuldskæg og en pude af kruset mørkt hår oven på hovedet. Hans temperament er flyvsk og lunefuldt. Det ene øjeblik kan hans fremtoning være kontant og opfarende med løsthængende håndtegn og gadeslang, og det næste er han blid, blød og eftertænksom.

Der er nogle oplevelser, som du sidder helt alene med ved bordet

Han lader sig rive med af pludselige indfald, og ofte siger han én ting blot for komplet at modsige sig selv et par minutter senere.

Han har en rastløs energi over sig. Den første gang vi mødes, har han glemt vores aftale, og senere bliver han yderligere forsinket, fordi han får en bøde for at cykle over for, ifølge Ahmad, gult lys. Den anden gang render vi frem og tilbage mellem en potlugtende kaffebar, Ahmads lejlighed på Nørrebro og en vaskekælder, fordi snavsetøjet er ved at vokse ham over hovedet.

Når Fenar Ahmad står stille, rokker hans overkrop frem og tilbage, som om den prøvede at vride sig fri af sine ben. Når han sidder ned, slår og klasker han hænderne i bordets birketræsfiner, og ikke bare en gang imellem som en effektfuld emfase efter en vigtig pointe: Han gør det ude af takt og så tit, at det må være et spørgsmål om at holde hænderne beskæftigede. Gøre noget. Noget andet.

Boligblokkens Batman

Det var den energi, han kanaliserede og kondenserede i sin debutfilm ’Ækte vare’ fra 2014, der fulgte den unge rapper Mikael (spillet af rapperen Gilli) fra Brøndby Strand. Det var en håndgranat af en film – lidt løs i hængslerne, måske, men aldeles uafviselig med sin in your face-attitude og sit vellignende, solidariske miljøportræt af den solblegede ghetto, hvor Mikael kom i klemme et sted mellem boligbyggeriets broderskab og stroboskopiske drømme om villige penge og hurtige damer.

Ahmads nye, fremragende film ’Underverden’ udspiller sig det samme sted. Stedet, hvor det nye luksusliv krydser og kolliderer med en fortid, man ikke kan blive fri af, fordi ingen forlader den uden blå mærker på sjælen.

Fenar Ahmad9

Zaid (Dar Salim), filmens hovedperson, har ellers forsøgt. Han har kappet sin fortid i den betongrå ghetto, lagt et kirurgisk snit og lever nu det fede liv som hjertekirurg med penthouse, rød Ducati, rødvinsmiddage, kunstnervenner og en gravid kone (Stine Fischer Christensen). Da lillebroderen Yasin (spillet af Fenar Ahmads egen lillebror Anis Alobaidi) en aften banker på døren og desperat tigger om et lån, fordi han skylder penge til boligblokkens bryske boss Semion (Ali Sivandi) efter et mislykket bankrøveri, er Zaids afvisning iskold.

Men da Yasin kort efter dukker død op på operationsgangen, starter en sneboldsagtig selvransagelse hos Zaid, som trin for trin forvandler sig til en sortklædt selvtægtshævner. En slags socialrealistisk superhelt uden superkræfter. Boligblokkens Batman.

En verden at flygte ind i

Fenar Ahmads forældre er irakiske kommunister og flygtninge fra Saddam Husseins styre. Ahmad blev født i det daværende Tjekkoslovakiet i 1981, men kom til Danmark som femårig og voksede op i en boligblok på Holmbladsgade på Amager efter et ophold i Sandholmlejren.

På Holmbladsgade var han ligesom Zaid og Yasin omgivet af kriminalitet og kranke skæbner, men Ahmad var efter eget udsagn aldrig den, der gik forrest. Han var kun en lille dreng med grønt bælte i karateklubben for enden af gaden, hvor han gik og så lidt op til ham den seje Dar Salim, der var fire år ældre og havde sort bælte.

»Jeg har da holdt vagt nogle gange, mens der skete noget skidt, som jeg ikke spurgte for meget ind til. Men jeg var ikke en af dem, der var i farezonen«, fortæller Fenar Ahmad.

Man skal holde op med at føle sig udenfor, for nogle gange kan man godt selv gøre noget ved tingene

Han var slet ikke hård nok til at være kriminel, og det interesserede ham heller ikke. Han havde et kunstnerisk sind og ville hellere tegne, male, fotografere, lave graffiti og se film, til hans øjne blev firkantede.

»Min mor kendte ikke til begrebet censur. Hun havde oplevet krig på egen krop, så for hende var det harmløst, det var bare film, bare leg. Hjemme hos mig måtte vi se alt det, vi ikke måtte hos vennerne. Vi så splattere, vi så gysere, vi så voldsfilm, vi så kungfufilm, og jeg kunne se den samme film 20, 30, 40 gange«.

»Film har altid optaget mig. Jeg tror, jeg drømte mig væk i dem, da jeg var barn, for man havde ligesom brug for en anden verden at flygte ind i«, siger han.

Fenar Ahmad1

Alligevel kunne han mærke, at tingene trak sig sammen om ham. Volden blev værre. Da han var teenager, blev en af hans venner stukket i halsen med en kniv. Fenar Ahmad vidste, at han var nødt til at komme væk. Komme videre. Iværksætte sin egen flugt – ikke bare ind i en film, men fysisk.

En dag snappede han en brochure fra et stativ og gik hjem og fortalte sin mor og stedfar, at han ville på udveksling i Austin, Texas. Ahmads mor har altid opmuntret hans kunstnerdrømme, og hun hjalp ham med pengene, så hendes Fenar kunne komme på high school.

»Det år ændrede alt for mig. Jeg kom til et nyt miljø og blev venner med alle mulige kunstnertyper, og de der amerikanere, de gør jo bare tingene. De behøver ikke de højere magters velsignelse for at lave kunst. De laver bare et band, og så tager de på turné«, fortæller instruktøren begejstret og slår i bordpladen.

Underverden fakta
'Underverden'

Fenar Ahmads anden spillefilm efter ’Ækte vare’ (2014) er samtidig Dar Salims blot anden filmhovedrolle efter ’Gå med fred, Jamil’.

Salim spiller hjertekirurgen Zaid, som alt på spil, da han går på hævntogt for at hævne sin myrdede bror Yasin.

Rollebesætningen er præget af modcastinger og nye ansigter. Roland Møller optræder som politibetjent, mens Stine Fischer Christensen, som vi ikke har set meget til siden ’Efter brylluppet’ (2006), spiller Zaids kæreste.

Ali Sivandi (’Ækte vare’, ’Eliten’) spiller gangsterbossen Semion, og blandt hans håndlangere finder man blandt andre rapperne Branco fra MellemFingaMuzik og Lord Siva.

Filmen er skrevet af Fenar Ahmad selv sammen med Adam August, Bille Augusts søn, der debuterer som manuskriptforfatter.

Filmen er fotograferet af Kasper Tuxen, mens musikken er komponeret af Jens Ole McCoy, kendt som den ene halvdel af den nu opløste hiphopduo ’Ukendt Kunstner’.

’Underverden’ har blot kostet 12 millioner at lave.

Den virketrang tog han med sig hjem til Danmark, og det var med dén, han begyndte at lave film efter gymnasiet. Han kendte ikke en sjæl i filmbranchen, men han havde hørt om Filmværkstedet og gik op og bankede på hos lederen Prami Larsen. En journalistven fra gymnasiet hjalp ham med at udfylde formularerne til ansøgningen, og så købte han et kamera og gav sig til at følge en gruppe afviste asylansøgere fra Center Avnstrup ved Hvalsø. Det blev til dokumentarfilmen ’Nice to meet you’, som han solgte til DR for 70.000 kroner.

»Jeg kunne godt mærke, at jeg havde noget talent for det. Da jeg var yngre, havde jeg prøvet at lære at spille guitar, men det droppede jeg hurtigt, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Men film kom lettere til mig. Ret hurtigt kunne jeg se: ’Wauw, det ligner rent faktisk en film, det her!’«.

Et lykkeligt liv

Hans næste projekt blev at komme ind på Filmskolen. Det kom han på, da hans daværende kæreste, med hvem han har datteren Uma på otte år, søgte ind på Statens Scenekunstskoles scenograflinje, som lå lige ved siden af.

»Jeg tænkte, at så kunne hun gå på Teaterskolen, og jeg kunne gå på Filmskolen, og så ville vi få et lykkeligt liv«, forklarer han.

Men Fenar Ahmad kom ikke ind på Filmskolen. Han nåede til sidste optagelsesrunde, missede cuttet, »græd lidt« og søgte så ind på den alternative filmskole Super16, hvor han blev optaget.

Det var på det tidspunkt, at hans blokbaggrund og hans gryende kunstnerliv begyndte at drive fra hinanden som to tektoniske plader. Fenar Ahmad har aldrig, som Zaid, skammet sig over, hvor han kom fra, men han havde svært ved at slå bro mellem blokken og filmbranchen, der syntes at befinde sig på forskellige planeter.

»Når jeg var sammen med filmfolk, var jeg den eneste indvandrer. Og når jeg var sammen med mine gamle drenge, var jeg den eneste, der lavede kunst. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle blande de to verdener, for det virkede som to paralleluniverser, der ikke havde noget med hinanden at gøre«, siger Fenar Ahmad.

»Du kan sommetider føle dig utroligt ensom, når du kommer fra en helt anden baggrund og ankommer til et nyt sted i dit liv. Der er nogle oplevelser, som du sidder helt alene med ved bordet«.

Samtidig provokerede det ham, at alle de filmfolk, han omgikkes, tog det for en selvfølge, at han skulle lave film om indvandrere.

»Jeg ville vise dem, at jeg kunne lave film om alt!«, siger han stridigt.

Jeg fik tatoveringen som 20-årig for at minde mig om, at jeg skulle blive ved med at lege

Så han lavede ’Megaheavy’, en følsom kortfilm om en indesluttet, kærlighedsrundtosset, heavy metal-hørende 14-årig pige fra Bornholm. Filmen vandt en Robert, kom på Berlinalen og blev Fenar Ahmads gennembrud. Han havde minglet sig ind i varmen i filmbranchen og ikke set meget til de gamle drenge fra Holmbladsgade imens, men nu kunne han mærke fortiden trænge sig på som en insisterende dunken i baghovedet.

Der var noget, der kaldte på ham.

Det var især to tildragelser, der inspirerede ham til at forene sine to verdener. Gilli var den ene. At høre en etnisk dansk rapper fra Husum blande danske og arabiske ord i sine tekster viste Ahmad, at blokken og kunsten godt kunne rime på hinanden. Derfor skulle Gilli selvfølgelig have hovedrollen i Ahmads hjemstavnsfilm.

Ækte vare

»’Ækte vare’ var min contribution til at skabe noget positiv energi om det at vokse op på i et boligbyggeri ude i Brøndby. Alle ville jo herregerne have, at jeg skød den om vinteren, fordi det var på blokken, og der er altid koldt og gråt. Men jeg var sådan: ’Nej-nej-nej, solen skinner også på beton!’ Det skulle være en nice ting at være fra blokken, der skulle være en stolthed ved det«, siger Ahmad.

Den anden grund var mere alvorlig. Fenar Ahmad vil ikke udpensle, men det var noget med, at hans lillebror rodede sig ud i noget lort, at episoden inspirerede Ahmad til ’Underverden’, og at der er en større mening med, at hans egen lillebror spiller Zaids lillebror i filmen.

»Det rykkede noget i mig, at det skete i en periode, hvor jeg havde været væk fra det hele. Jeg ved ikke, hvordan vi skriver det, for han er kommet videre nu, og jeg vil ikke have, han bliver husket for det. Så det er også en tillidsting mellem dig og mig«.

Instruktørstol eller ej

I interviewets faste rollefordeling spørger intervieweren, mens den interviewede svarer. Men det kan Fenar Ahmad ikke tage sig af. Han vil ikke styres. Han betegner sig selv som »antihierarkisk«, og han har eksempelvis ingen instruktørstol på sine filmset.

»Hvorfor skulle jeg sidde blødt og behageligt med en varm kop kaffe og et tæppe over mig, når resten af holdet står op? Hvis jeg ikke står op og fryser sammen med de andre, så fryser filmen heller ikke. Og så bliver den ikke god«, forklarer han.

I Fenar Ahmads brune øjne er interviewet et samarbejde. Han forbeholder sig en vetoret på visse vinkler, og han vil også have noget at skulle have sagt i forhold til emnerne. Ikke sjældent protesterer han over mine forsimplende spørgsmål eller slår dem tilbage over bordet og spørger, hvad jeg synes.

Hvis vi tænder for nyhederne, så kan du og jeg ikke lide hinanden. Vi skulle nærmest være bange for hinanden

»Det, du er i gang med lige nu, er at lave poler. ’Er der ikke nogen, der er imod dit og dat’«, efteraber han, da jeg spørger ind til, om han har oplevet det samme backlash fra blokken, som Zaid oplever i ’Underverden’.

»Systemet underviser os i at simplificere tingene og lave de sorte mod de hvide. Det, jeg prøver med ’Underverden’, er at eliminere polerne. Journalister har et ansvar for at vise en diversitet, og det har filminstruktører også. Jeg ville gerne fremstille Zaid som et menneske og vise, at der er mange måder at være indvandrer på«.

»Jeg skal lige vise dig noget«, siger han så og fisker sin iPhone frem. Han bladrer lidt og lægger telefonen foran mig. Det er filmens nye plakat, jeg skal se.

Fenar Ahmad8

Den forestiller Dar Salim som Zaid, der står i sin hvide kittel i kliniske omgivelser. Men han er hugget over på midten af en skrålinje, og i nederste højre halvdel af plakaten er han sortklædt og omsluttet af mørke skyer, mens han knuger en pistol i hånden.

»Det er yin og yang«, siger Fenar Ahmad og lægger to fingre på telefonens display, én på hver side af plakaten.

»Vi består alle sammen af både den her side og den her side. I forskellige mængder. Men du har også den her side«, siger han og peger på den mørke halvdel, »hvis nogen truer dig på livet. Vi har den alle sammen. Politiet har den. Indvandrerne har den. Det dér med, at nogen er gode og andre dårlige, det er det, jeg prøver at modgå. Forstår du?«.

Jeg tror bare, jeg prøver at finde ud af, om de poler, du taler om – om du mener, de findes?
Han kaster sig tilbage i stolen.

»Jeg føler, at de findes mere i mediebilledet end i virkeligheden. For i virkeligheden sidder vi to sammen lige nu, og jeg får mig en bajer«, siger han og dunker bunden af sin buttede IPA-flaske ned i birketræsfineren med en dump lyd.

Man skal holde op med at føle sig udenfor, for nogle gange kan man godt selv gøre noget ved tingene

»Hvis vi tænder for nyhederne, så kan du og jeg ikke lide hinanden. Vi skulle nærmest være bange for hinanden. Det er, som om vi i fjernsynet er uvenner hele tiden. Vi hører kun om voldspsykopaterne. Vi hører aldrig om indvandrerparret fra middelklassen, der passer deres job og betaler deres skat. For det er jo ikke en historie. Eller er det?« spørger han med et skalkagtigt smil og løfter sit ene buskede øjenbryn.

Han sætter flasken for munden, tømmer den og stiller den fra sig med endnu et klonk.

»Hey, kan vi lige gå ud at ryge? Så kan jeg lige gøre det dér med vasketøjet, og du kan få set min lejlighed«.

Man bærer selv et ansvar

En cigaret senere:

»Velkommen til! My humble home. Køkken, soveværelse, min datters værelse her. Ja, her er lidt rodet. Kom bare ind!«

Det er en helt gennemsnitlig, pæn lejlighed med hvide vægge, lyst trægulv og lette møbler i en minimalistisk indretning. Her bor Fenar Ahmad sammen med sin kæreste og hans datter Uma, indtil de finder noget større.

»Hun er så sjov for tiden«, bemærker han.

Han står bøjet over Umas legetøj inde på hendes værelse og spejder efter en sort stofpose fra Hay til at bære vasketøjet i.

Megaheavy

Fenar Ahmads roste kortfilm ‘Megaheavy’

Det var oplevelsen af at blive far, fortæller han på vej ned til vaskekælderen, der for alvor fik ham til at tage sig sammen og tage sig selv og sine film alvorligt.

»Jeg tror, det er svært at have den viljestyrke, det kræver, når man ikke har lært det fra barnsben af, fordi man har været igennem en proces, hvor man er flygtet med sin familie igennem forskellige lande og har mistet noget fodfæste«.

»Da jeg fik min datter, sad jeg og stirrede på hende på puslebordet og tænkte: ’Shit, mand! Jeg skal sgu til at tage mig selv seriøst, for nu skal jeg ikke bare være noget for mig selv, men også for hende.’

Hvorfor også gå og snakke om film hele tiden, film, film, film? Så vil jeg hellere høre om S!vas’ nye rim

»Jeg tror, det er et urinstinkt, der rammer alle forældre. Du skal ud at jage i skoven for at finde mere kød og pels. Jeg fik et fokus. Det slog mig, at om nogle år ville hun blive spurgt, hvad hendes far lavede, og hvad skulle hun så svare? På det tidspunkt havde jeg lavet en dokumentarfilm og var kommet ind på Super16, men jeg vidste ikke, om det rigtigt ville blive til noget. Men jeg aftalte med mig selv, at fra den dag ville jeg give den fuld gas, fuld koncentration. Fire måneder senere lavede jeg ’Megaheavy’«, fortæller Fenar Ahmad, mens han indstiller vaskemaskinen.

»Du spørger mig, hvad det kræver at ende som Zaid frem for Yasin – det er dét, det kræver. Og det er et stort krav, som ikke alle kan leve op til. Men det, jeg prøver at fortælle de unge i boligbyggerierne, er, at hvis du virkelig vil det, så er det faktisk ret ladsiggørligt i Danmark. Hvis du øver dig hver eneste dag, hvis du gør dig umage og dukker op gang på gang på gang på gang«, gentager han, og denne gang følges betoningerne og slagene i bordet ad. »Så kan det lykkes for dig«.

Er det dovenskab, der gør, at mange ikke kommer væk fra blokken?
»Ja, og en frygt for det fremmede, en frygt for at fejle. Det skal man holde op med. Og man skal holde op med at føle sig udenfor, for nogle gange kan man godt selv gøre noget ved tingene. Man bærer selv et ansvar«.

»FUCK MIT LIV!« udbryder han pludselig, så jeg uvilkårligt springer et skridt bagud. »Jeg glemte de dér mønter. Skal jeg ikke bare lige løbe op, så kan du tænke over det næste, vi skal tale om, imens?«.

Mig mod filmbranchen

Fenar Ahmad kender godt til følelsen af at være udenfor. Uønsket. Han havde den, da han kom til Danmark og var »omgivet af stemmer«, der fortalte ham, at han ikke passede ind. Og han fik den igen, da han begyndte at lave film og oplevede at blive afvist i døren.

»Da jeg var yngre, følte jeg, at det var mig mod filmbranchen. Jeg tror, det er en forestilling, alle unge instruktører har. Man får ikke noget foræret i den her branche, og sådan skal det også være. Man får heller ikke det sorte bælte i karate, før man har gjort sig fortjent til det«, siger han med sans for tematisk kongruens.

Når han skuer tilbage nu, ser han ikke et system, der har modarbejdet ham. Tværtimod. Han husker tilbage på dengang, han som nybagt filminstruktør med grønt bælte ringede til Rasmus Heisterberg og spurgte, om han ville give kritik på Fenar Ahmads første manuskript. Ahmad vidste ikke, hvem Rasmus Heisterberg var, men han kunne læse på dvd-æsken, at han havde skrevet ’Kongekabale’, så han måtte jo kunne sit kram. Og Heisterberg ville gerne hjælpe.

Jeg havde ingen at spejle mig i, da jeg var mindre. Jeg havde brug for en Kanye West

»Jeg fandt ud af, at hey, alle vil jo hjælpe én, hvis man bare ringer. Jeg kan heller ikke hate på Filminstituttet – de har altid været nice og aldrig blandet sig i mine beslutninger, som jeg ellers var blevet advaret om. Måske fordi jeg er i stand til at se tingene fra deres synspunkt. Jeg forstår godt, at filmen skal tjene nogle penge, før vi kan lave en ny«, siger Fenar Ahmad.

»Filmbranchen som social kreds var en anden størrelse at komme ind i, for man er både venner og kolleger, men samtidig er man konkurrenter. Jeg har ikke en milliard venner i filmbranchen, og jeg hænger mere ud med musikere og kunstnere i andre genrer. Hvorfor også gå og snakke om film hele tiden, film derhjemme, film på arbejdet, film til rødvinsmiddagen, film, film, film? Så vil jeg hellere høre om S!vas’ nye rim. Det inspirerer mig mere«.

Føler du dig som en outsider i filmbranchen?

Underverden-6

Ali Sivandi og Dar Salim i ‘Underverden’

»Jeg føler, at jeg er kommet lidt mere inside«, gnægger han. »Men man er jo lidt det sorte får. Jeg sidder også i en sort jakke«.

Han trækker lidt op i kraven på sin North Face-jakke.

»Tror du ikke, det kan være udfordrende for de etablerede institutioner, at man poster så mange penge ind i Filmskolen og Statens Kunstfond og lignende, og så kommer jeg rundt om hele det system? Ingen kender mig, og alligevel lykkes jeg. Hvad er det så, de lærer de steder? Jeg har været en del af en bølge, der har stillet spørgsmålstegn ved nogle af de institutioner«.

Hvilke spørgsmål?
»Ser du på et filmhold i dag, så har du stort set de samme funktioner, man havde i 70’erne, til trods for at der er sket nogle teknologiske udviklinger, som har gjort filmmediet meget mere effektivt. Hvorfor har man stadig en blok, hvor man skriver tidskoder ned, når computeren kan klare det? Hvorfor sidder der et menneske og fører metadata?

Der er for mange, der har pisset på actiongenren

Sådan nogle ting har jeg stillet spørgsmålstegn ved. Og hvad sker der så? Der ryger et job! Det er jo ikke fedt for den pågældende. Men så må den person komme ind et andet sted, for vi kan godt bruge hænderne. Der var mange, der ikke troede på, at jeg kunne lave en actionfilm som den her på et begrænset dansk budget. Men det kunne jeg, fordi jeg udnyttede de teknologiske muligheder«.

Zlatan leverer altid

Den teknologiske demokratisering af filmmediet har gjort det lettere for outsidere som Fenar Ahmad at bypasse systemet, påpeger han. Ahmad fandt selv sit publikum på Youtube, da han instruerede musikvideoerne til Kidds ’Ik’ lavet penge’ og S!vas’ ’DAUDA’.

»Det var ikke de dér kortfilm, jeg havde brugt tusind år på, der gjorde det«.

Men drengene fra blokken har brug for forbilleder, der sparker døren ind for dem og anviser en vej ud af ghettoen, mener han. Som Gilli. S!vas. Eller Fenar Ahmad.

»Se på, hvad Muhammed Ali gjorde for de sortes selvopfattelse i USA. Jeg havde ingen at spejle mig i, da jeg var mindre. Vi var alle sammen repræsenteret af Farshad Kholghi, Naser Khader og den slags, og fred være med, hvem de er, men de skulle fandeme ikke repræsentere mig. Jeg havde brug for en Kanye West«.

(Fenar Ahmads video til Sivas’ ‘Kun hinanden’ feat. Gili)

»Jeg havde brug for en Zlatan Ibrahimovic, som kom fra det samme shit i Malmø, og som havde attitude, havde et glimt i øjet, men det var ikke bare snak: Han leverede altid varen. Jeg vil gerne være dansk films Zlatan, hvis du vil have en overskrift. 100 procent«.

Hvad betyder det at have de forbilleder?
»At man føler sig mere connected med Danmark og dansk kultur. Før man kan betragte folk med brun hud som en del af Danmark, bliver vi nødt til at være en del af populærkulturen. Når DR om 20 år laver deres tilbageblik på årtiet, og de når til 2014, så vil de jo vise S!vas, som spiller ’DAUDA’ og får overrakt en pris sammen med Klaus Rifbjerg på Smukfest i Skanderborg. Det er dansk musikhistorie nu. Det er dansk kultur, du kan ikke benægte det«.

Jeg har lavet ’Underverden’ til de unge fra betonblokken for at advare dem mod at gå den kriminelle vej

»Det første halve år, jeg var venner med S!vas, vidste jeg ikke, om han var iraner, kurder, tyrker, eller hvad han var. Jeg spurgte ikke, for jeg var ligeglad. Jeg ville ikke vide, hvem han var engang – jeg ville vide, hvem han var nu.

Vi bliver nødt til at se fremad. Vi er ikke undergrund længere, og hvis andre skal anerkende det, må man holde op med at identificere sig sådan. Min datter hedder Uma Schmidt Ahmad, og hun har blå øjne og bor i København. Jeg er dansker mere end noget andet, og jeg laver danske film«.

I ’Pusher’s fodspor

For 21 år siden kom der en dansk film buldrende, som gjorde lidt af det samme som ’Underverden’.

Filmen var et hårdtslående helvedesridt ned i den københavnske underverden og et baseballbat slynget direkte i synet på dansk films etablissement. Den var lavet af et uprøvet hold anført af en ung instruktørdissident, der lød lidt ligesom Fenar Ahmad, når han talte om at ødelægge alt det bestående.

Filmen hed ’Pusher’, og det er svært ikke at sammenligne den med ’Underverden’, selvom Fenar Ahmad modsætter sig.

De to film starter endda næsten ens. I ’Pusher’ kommer Kim Bodnias Frank i knibe, da han flygter fra politiet, hopper i Sankt Jørgens Sø og hælder narkobaronen Milos heroin i vandet. I ’Underverden’ er det et bankrøveri, der går galt, så Yasin må flygte ad stort set samme rute som Frank, og selvom han slipper væk, må han efterlade pengene, hvilket sætter handlingen i gang.

Underverden-7

‘Underverden’

»Jeg synes jo, at når Yasin løber væk fra politiet, så løber jeg væk fra ’Pusher’«, smiler Ahmad.

»Men selvfølgelig er det bevidst, at Yasin løber ved den samme sø som Frank. Jeg ville gerne anerkende ’Pusher’ som værk og dens betydning for mig. Indtil ’Pusher’ troede jeg kun, man kunne lave rigtige film i USA. Jeg så ikke ret mange danske film som barn. Det var noget, der kom i fjernsynet, som jeg ikke helt kunne tage seriøst«.

»Men så en dag var jeg i Scalas biograf og se ’Pusher’. Og du ved, jeg havde de samme Adidas-joggingbukser på som Frank, og de snakkede ligesom dem fra Holmbladsgade. Jeg følte, jeg kendte de typer, der var med i filmen. Det var første gang, jeg tænkte, at det kan lade sig gøre at lave rigtige film i Danmark. Senere opdagede jeg ’Idioterne’, ’Festen’ og så videre, men det var med ’Pusher’, det startede«.

Toasts og kungfu-tricks

’Underverden’ er alt andet end en bleg ’Pusher’-kopi, men den har noget af den samme fandenivoldskhed over sig. Fra castingen af Roland Møller som politibetjent og rapperen Branco fra MellemFingaMuzik som gadegangster til de håndgribelige slåskampsscener, som den smugler ind gennem sprosser af trojansk socialrealisme, er filmen en mellemfinger til de blåøjedes filmforskrifter.

Hvis ’Pusher’ var et baseballbat i hovedet på dansk film, er ’Underverden’ et cirkelspark i dens solar plexus.

»Du ved, man kigger sig omkring og spørger: Hvad laver de andre? Jeg så en masse historiske film, en masse biografiske film og en masse dramaer. Og så tænkte jeg: ’Der er for mange, der laver film om gamle dage, så jeg bliver nødt til at lave film om nutiden’«, siger Fenar Ahmad.

»Og så synes jeg, der er for mange, der har pisset på actiongenren. Den er blevet sovset ind i dårlige plots og kedelige karakterer. Jeg savnede noget, der fangede mig, som dengang jeg så ’RoboCop’ som barn«.

Pusher 2

Nicolas Winding Refns ‘Pusher’. Foto: Dick Lyngsie

Han smøger North Face-jakkens ærme op og viser mig sin underarmstatovering. Det er en stor illustration af en selvforsvarsmanøvre tegnet af efter en kungfubog, han ejede som dreng.

»Vi plejede at se ninjafilm og spise toasts, og så gik vi ned i gården og prøvede at efterabe tricks fra filmene og kungfubogen. Jeg fik tatoveringen som 20-årig for at minde mig om, at jeg skulle blive ved med at lege«, siger 35-årige Ahmad og tager en knasende bid af den toast, han har bestilt.

Det er den legende dreng, Ahmad har lavet ’Underverden’ til, forklarer han. Den lille Fenar Ahmad fra boligblokken på Holmbladsgade, drengen med det grønne bælte, der åd toasts og så udenlandske actionfilm og spejdede efter sin Zlatan, der kunne sparke døren ind for ham.

»Jeg har lavet ’Underverden’ til de unge fra betonblokken for at advare dem mod at gå den kriminelle vej. Filmen viser jo, at det ikke er fedt. Den viser, at du kan dø af det. Den viser, hvordan de ældre udnytter de yngre. Så når de unge, der måske er i risikozonen og ikke ved, hvilken beslutning de skal træffe, ser filmen, så får de måske også lyst til at få sig en motorcykel, en penthouse og en flot kone. Ik’?« .

Ville det budskab ikke have stået stærkere, hvis du havde lavet en film om Zaids helt almindelige liv som hjertekirurg i stedet for at gøre ham til superhelt?
Han vrænger ansigtet, nærmest i væmmelse.

Fenar Ahmad3

»Det er der ingen, der gider at se. Som Marlon Brando siger: Det almindelige liv, det går rundt derude…«, siger han og peger ud mod Elmegade.

»Vi går i biografen for at se alt det, vi ikke selv tør gøre. Vi skal se Zaid gøre det, fordi vi ikke selv gør en fucking skid, og så kan Zaid inspirere os. Jeg var ikke lige så stærk som Rocky, men når jeg så ’Rocky’, følte jeg mig lidt stærkere. Hvis jeg ser på en svag mand i to timer, vil jeg føle mig svagere. Film skal ikke bare være en kopi eller et spejlbillede af virkeligheden«.

Det er det ellers tit i Danmark…
»Ja, og det synes jeg måske er lidt kedeligt«, siger Fenar Ahmad og falder igen tilbage i stolen.

»Jeg ville lave en film, der var større end det. Man skal penetrere virkeligheden, ikke bare lade den scrolle forbi. Film skal være larger than life. Det er den følelse, biografen kan give. Ligesom en tur med Vertigo i Tivoli«.

Læs også: 6 stjerner til ‘Underverden’ – Fenar Ahmads hævndrama flytter dansk film på uendeligt mange fronter

Læs også: Stort interview med Dar Salim – »Jeg forventede modstanden, for jeg har mødt den hele mit liv«