’Alle for tre’: Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg leverer komisk timing trods tamt familiedrama

’Alle for tre’: Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg leverer komisk timing trods tamt familiedrama
3 6
Spillefilm
Instruktion

Rasmus Heide

Medvirkende

Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg, Sonja Richter, Zlatko Buric, Jonatan Spang

Spilletid

90 min.

Premiere

Den 2. februar

I 2016 tog Trump røven på eliten, Storbritannien ignorerede eksperternes formaninger, og Italien sagde nej til pragmatiske reformer. Blandt andet.

Det er omtrent de samme spændinger, der dirrer i den danske filmbranche, når instruktør Rasmus Heide og producent Ronnie Fridthjof (’Blå mænd’, ’Julefrokosten’, ’Alle for én’) giver mellemfingeren til den gode smag.

’Alle for to’ blev ret urimeligt skoset i pressen, og straks udrustede Fridthjof og co. plakaten med kritikernes hårde domme (foruden ekstatiske brugeranmeldelser), som for at indgyde antielitær oprørsstemning i familien Danmark. Det ville ikke undre nogen, om det fik anmelderne til at slibe sablerne endnu skarpere til tredje tur i manegen.

Og sådan kan mudderkast hurtigt blive målet i sig selv – på begge sider af nettet.

’Alle for tre’ er ligesom de øvrige installationer i trilogien en film, der finstiller sigtet mod laveste fællesnævner og spiller ensidigt på karakterernes dumhed. Ofte er scenerne undskyldninger for, at Mick Øgendahl kan smide kludene og iklæde sig fjantede kostumer, og resten af tiden forløber mest med heist-ramasjang af den klassiske skuffe.

Men langt hen ad vejen holder filmen, hvad den lover, og det synes jeg, man skal have blik for.

Vittighederne kan med få undtagelser rubriceres i kategorierne ’Mick Øgendahl har sjovt tøj på’ og ’Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg er dumme’, men leveringen fra den umage duo er skarp, og trods enkelte gråzoner – en handicap-imitation tangerer mobning – er universet jovialt.

Når det er sagt, når ’Alle for tre’ ikke helt niveauet fra forgængerne, fordi Jonatan Spangs knudemand er trådt i baggrunden og har skænket rampelyset til kumpanerne Ralf og Timo (Øgendahl og Bjerg), to sociale udskud, hvis særheder fordøjes bedst i små doser.

Da deres far fordrukkent stiller træskoene, drager de til Italien for at gafle hans ekstremt værdifulde motorcykel, der er gået i arv til deres ældre søster, Kim (Sonja Richter), men det følgende familiedrama er ikke ligefrem bevægende, fordi karaktererne er kulørte typer snarere end mennesker, man kan tro på.

Filmen savner også en skurkeskikkelse a la Rutger Hauer og Kim Bodnias slyngler fra forgængerne, og Zlatko Buric’ pelsmogul bliver aldrig mere end en aparte parentes i familieskærmydslerne.

Men kuppene er stadig livagtigt iscenesat, særligt i finalen, hvor Øgendahls skvadderhoved vågner op til (u)dåd, mens Bjergs bryske storebror forbavset halter efter. Hvor duoen har svært ved at sælge postulatet om genfunden broderkærlighed, behersker de den fysiske lavkomik, ikke mindst Øgendahl, hvis blotte tilstedeværelse i en fisefornem pelsbutik vækker latter.

Det er måske svært at affinde sig med, at danskerne flokkes i biografen til Heides crowdpleasere, når glimrende kunstfilm spiller for tomme sale, men frustrationen skal ikke gå ud over ’Alle for tre’, en heist-komedie, der i store træk leverer den luns eskapisme, den sælger.


Kort sagt:
Trods manuskriptsjusk og et tamt familiedrama er ’Alle for tre’ en fin heist-komedie, der nyder godt af makkerparret Øgendahl og Bjergs komiske timing.

Læs også: ’Mon de kommer om natten?’: Hjerteskærende TV 2-dokumentar om svinestreg mod asylpigen Rokhsar

Annonce