Amerikanerne ser Oscar som VM i film – men hvor international er prisen egentlig?

Amerikanerne ser Oscar som VM i film – men hvor international er prisen egentlig?
'The Artist'
Der står intet i reglerne om, at Oscar primært skal hylde amerikanske film, men sådan er det ikke desto mindre. Dog har akademiet også haft blik for det udenlandske – i en enkelt vigtig kategori faktisk så meget, at amerikanerne på det seneste er blevet forbigået helt.

Det er ikke forkert at sige, at Oscar som institution grundlæggende handler om den amerikanske filmbranches fejring af egne meritter. Men det er en sandhed med modifikationer. Der står nemlig intet i vedtægterne for Akademiet om, at hensigten ensidigt er at promovere eller honorere amerikansk film.

Favoriseringen af amerikanske film er derfor udtryk for branchens præferencer for det hjemmegroede. Oscaruddelingen er omtrent, hvad man i gammel tennisjargon kaldte for ’åbne mesterskaber’. Principielt har en thailandsk film samme mulighed for at vinde Oscaren for bedste film som en tung Hollywoodproduktion. Det eneste kriterium er, at den pågældende film skal have premiere i Los Angeles-området inden for de skæringsdatoer, der udgør filmåret, som Akademiet fastsætter det.

Der er altså nogle distributionsmæssige hurdles, der skal overvindes, hvis udenlandske produktioner skal gøre sig uden for kategorien for ’bedste fremmedsprogede film’ (kandidaterne hertil bliver udvalgt af nationale komiteer), en kategori, der meget godt illustrerer Akademiets tvetydige forhold til den globale filmkunst.

The Hurt Locker

‘The Hurt Locker’

For hvorfor have en særskilt kategori for fremmedsprogede film, når kategorien for ’bedste film’ ikke eksklusivt er rettet mod amerikansk producerede film? Kategorien kom først til i 1956, mens selve Oscaruddelingen daterer sig helt tilbage til 1928. Den asymmetri er ganske sigende.

Udlændingene dominerer instruktørkategorien

Amerikanere har en forunderlig tendens til at forveksle egne nationale sportsligaer med ’verdensmesterskaber’.

Så selv om også Oscar på sin vis er et verdensmesterskab i film, forventer mange amerikanere selvsagt, at amerikanske film, filmskabere og skuespillere løber med langt hovedparten af priserne, på (næsten) samme måde som en amerikansk klub altid er garanteret trofæet i ’World Series’ (!) i baseball.

I den ånd er det måske ikke så mærkeligt, at visse amerikanske Oscariagttagere, som Sasha Stone på Awardsdaily.com, med jævne mellemrum giver udtryk for, at der foregår en negligering af amerikanske filmstemmer med henvisning til den ret forbløffende tendens, at ikke-amerikanske instruktører har vundet prisen for bedste instruktion siden 2008 – med en enkelt undtagelse: Kathryn Bigelow i 2009 (’The Hurt Locker’).

At Akademiets næstmest fornemme hæder er gået til en udlænding syv ud af de sidste otte årgange, vidner måske om, at Akademiet er blevet mindre og mindre amerikansk, både i sammensætning og perspektiv. Eller gør det?

Kollektivt mindreværd

Instruktøren udgør som bekendt kun ét led i filmproduktionskæden. Det siger ikke i sig selv så meget om, i hvor høj grad en film kan betragtes som amerikansk eller ej. Oscarvinderen i 2011 for bedste film, ’The Artist’, var måske nok en fransk produktion med en fransk instruktør, men der lå samtidig meget stærke amerikanske distributions- og kampagnemuskler bag (The Weinstein Company), og nok var filmens to hovedroller franske, men ellers var der tale om et hovedsageligt amerikansk cast.

Melina Mercouri Aldrig om søndagen

Melina Mercouri i ‘Aldrig om søndagen’

Hele filmen er desuden indspillet i Los Angeles. Og filmens mellemtekster (i bedste stumfilmstil) er på engelsk. En fransk stumfilm om et hvilket som helst andet emne end Hollywoodnostalgi havde ikke haft en ærlig chance for at vinde Oscaren for netop bedste film.

Det er værd at bemærke, at Hollywood altid har kigget udenlands efter instruktører, som om man på direktionsgangene i den ellers så selvbevidste by er i besiddelse af en form for kollektivt mindreværd, når det kommer til troen på, at hjemmegroede talenter kan forlene en film med en aura af noget større: den magiske ingrediens.

Mange af de store instruktører fra Hollywoods klassiske epoke før, under og efter krigen var europæere, der fik tilbudt eksil i USA, som regel på flugt fra det nazistiske barbari (Ernst Lubitsch, Billy Wilder, Fred Zinnemann, Otto Preminger, Elia Kazan etc.).

Arven fra Europa

Det var dog ikke kun de ofte jødiske instruktører og manuskriptforfattere med europæisk baggrund, der sørgede for en vitaminindsprøjtning til Hollywoodsystemet.

Oscar gjorde også sin del ved i 60’erne og 70’erne at åbne dørene for international filmkunst i form af et forholdsvis rundhåndet antal nomineringer til ikke-amerikanske instruktører og skuespillere i fremmedsprogede produktioner (så længe disse talte fransk, italiensk, græsk eller – på grund af Ingmar Bergmans indflydelse – svensk).

Græske Melina Mercouri var med til at bane vejen på skuespillerfronten, da hun blev nomineret for bedste kvindelige hovedrolle i 1960 for ’Aldrig om søndagen’, og Sophia Loren vandt en Oscar i kategorien allerede året efter for ’To kvinder’.

I årene efter fulgte nomineringer til stjerner som Marcello Mastroianni og Anouk Aimée (og Sophia Loren igen) i fremmedsprogede film. 1970’erne bød på nomineringer til blandt andet Liv Ullmann (to styks), Mastroianni og Isabelle Adjani – 10 i alt (heraf de syv alene i årene 1974-76!). Imellem 1978 og 1987 blev ikke en eneste fremmedsproget præstation fremhævet i Oscarregi, indtil Max von Sydow løb med en nominering for rollen som Lassefar i Bille Augusts ’Pelle Erobreren’ (1988).

Annonce

Op- og nedture for udenlandske skuespillere

1980’erne og 90’erne markerer en klar nedgang i fokusset på international filmkunst i forbindelse med Oscaruddelingen. Det var et resultat af, at filmkunstens store modernistiske fornyere fra 50’erne og frem ikke længere var aktive eller helt så dagsordensættende som tidligere.

80’erne bød således på kun tre nomineringer til fremmedsprogede præstationer, mens Akademiet i 90’erne tog sig lidt mere sammen (seks nomineringer, herunder til den Oscarvindende Roberto Benigni for ’Livet er smukt’).

Roberto Benigni

‘Livet er smukt’

00’erne bød på ni nomineringer – og tilmed fire vindere i skuespillerkategorierne: Benicio del Toro i ’Traffic’, Marion Cotillard i ’Spurven’, Penelope Cruz i ’Vicky Cristina Barcelona’ og Christoph Waltz i ’Inglourious Basterds’.

Her er det værd at bemærke, at tre af præstationerne foregik i amerikanske film. Det forhold understreger, at internationaliseringen har taget en lidt anden form i det 21. århundredes Hollywood, nemlig at det amerikanske filmpublikum, branchen og Akademiet ikke lader sig afskrække af tanken om vægtige fremmedsprogede roller inden for rammerne af Hollywoodproduktioner.

Bemærkelsesværdigt er det også, at mexicanske Alejandro González Iñárritus (der vandt Oscaren for bedste instruktion i både 2014 og 15 for henholdsvis ’Birdman’ og ’The Revenant’) ’Babel’ i 2007 hev hele to nomineringer i land for fremmedsprogede præstationer: Rinko Kikuchi på japansk tegnsprog og Adriana Barraza på spansk.

I 10’erne er det gået forsigtigt slag i slag med fremmedsprogede nomineringer i alle syv årgange hidtil (Bardem, Bichir, Riva, Abdi, Cotillard, Huppert) – på nær i 2015.

Topscorere: Antal Oscar-nominerede præstationer (antal vindere i parentes) fordelt efter sprog

Samlet antal nomineringer (og Oscars)

Fransk: 10 (2)

Italiensk: 9 (3)

Spansk: 8 (2)

Svensk: 4 (0)

Alene i det 21. århundrede

Fransk: 5 (2)

Italiensk: 0 (0)

Spansk: 8 (2)

Svensk: 0 (0)

Tabellen her er bemærkelsesværdig. Den viser, at der er sket en meget tydelig forskubbelse fra en klar italiensk dominans i retning af en fornem spansksproget opblomstring i det nye årtusinde (samtlige otte spansksprogede nomineringer har fundet sted siden 2000!) samt en fornyet fransk påvirkning i de senere år (takket være Cotillard, Waltz – der også taler fransk i ’Inglourious Basterds’ – Riva og Huppert). Til sammenligning har der ikke været en italiensksproget nominering siden 1998, da Benigni vandt. 

Da Akademiet var fremsynet

Vi har allerede fastslået, at Hollywood befinder sig i en interessant fase i disse år med hensyn til instruktionskategorien med en næsten ubrudt række af internationale vindere (dog i engelsksprogede film) siden 2008.

Bonnie and Clyde’

’Bonnie & Clyde’

Historisk skete der en opblomstring med Fellini/Bergman/Truffaut-generationen, som Hollywood næsten ikke kunne undgå at reagere på, og som også satte sig varige mærker i amerikansk filmproduktion (det er ikke tilfældigt, at Warren Beatty ihærdigt, men forgæves, forsøgte at skaffe Jean-Luc Godard som instruktør på ’Bonnie & Clyde’ i midt-60’ernes opbrudstider i Hollywood).

Inspirationen fra især italiensk nyrealisme og den franske nybølge satte sig mærkbart igennem i kategorierne for bedste originale manuskript og bedste instruktion. Allerede i 1959 (et af den europæiske filmmodernismes helt store år) blev både Truffaut og Bergman nomineret for manuskripterne til ’Ung flugt’ og ’Ved vejs ende’. Her var Akademiet decideret fremsynet, selvom man ikke gav de to mesterinstruktører medfølgende instruktionsnomineringer.

Først i 60’erne kom de internationale auteurs dog også med i kategorien for bedste instruktion: Fellini snuppede to nomineringer (’Det søde liv’, 1961 og ’8 ½ ’, 1963), og både græske, japanske og franske instruktører sejrede.

Fellini modtog sin tredje nominering for ’Satyricon’ (1970) og en fjerde for ’Amarcord’ (1975). Svenske Jan Troell blev nomineret i 1972 (’Udvandrerne’), mens hans mere kendte landsmand, Ingmar Bergman, hentede nomineringer i 1973, 76 og 83 (’Hvisken og råb’, ’Ansigt mod ansigt’ og ’Fanny og Alexander’). Francois Truffaut blev nomineret i 1975 for ’La Nuit Americaine’ og Eduard Molinaro for ’La Cage aux Folles’ i 1979. Et gyldent kvart århundrede for fremmedsprogede film slutter med nomineringerne til tyske Wolfgang Petersen for ’Das Boot’ i 1982 og til Akiro Kurosawa for ’Ran’ i 1985.

Hul på ni år

Herefter er der et hul på ni år, før polske Krzysztof Kieslowski opnåede en nominering for den fransksprogede ’Rød’ i 1994. Året efter fik engelske Michael Radford én for den italiensksprogede ’Postbudet’.

Roberto Benigni føjede sig til listen i 1998 med ’Livet er smukt’. Ang Lee blev nomineret for ’Tiger på spring, drage i skjul’ i 2000, Pablo Almodóvar for ’Tal til hende’ i 2002 og Fernando Meirelles for ’City of God’ i 2003. Clint Eastwood opnåede en nominering for sin japansksprogede ’Letters from Iwo Jima’ i 2006 og Julian Schnabel for ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ i 2007. I de sidste ni sæsoner er det kun blevet til én nominering for en fremmedsproget film, nemlig til Michael Haneke for ’Amour’ (2012).

Rød

‘Rød’

Til gengæld har internationale instruktører (hvoraf de ikke-engelsksprogede af dem udgøres af Michel Hazanavicius, Ang Lee, Alfonso Cuarón og to gange Alejandro González Iñárritu) altså klaret sig mægtigt godt for deres arbejde på engelsksprogede film. Og den udvikling er en anden del af succeshistorien om internationale instruktørers arbejde. Italienske Michelangelo Antonioni, Franco Zeffirelli og Bernardo Bertolucci blev nomineret for primært engelsksprogede film allerede i løbet af 60’erne og 70’erne.

Bertolucci vandt endda en Oscar for ’Den sidste kejser’ i 1987. Tjekkiske Milos Forman har vundet instruktør-Oscar’en to gange for engelsksprogede produktioner (’Gøgereden’, 1975, og ’Amadeus’, 1984) og Roman Polanski vandt i 2002 (’Pianisten’).

Antallet af nomineringer til fremmedsprogede værker inden for de tre kunstneriske hovedkategorier:

Bedste originale manuskript (antal fremmedsprogede film)

1950’erne: 6

1960’erne: 16

1970’erne: 9

1980’erne: 4

1990’erne: 2

2000’erne: 6

2010’erne: 2

Bedste instruktion (antal fremmedsprogede film)

1950’erne: 0

1960’erne: 9

1970’erne: 7

1980’erne: 3

1990’erne: 3

2000’erne: 5

2010’erne: 1

Bedste film (antal fremmedsprogede film)

1950’erne: 0

1960’erne: 2

1970’erne: 2

1980’erne: 0

1990’erne: 1

2000’erne: 2

2010’erne: 1

De eneste fremmedsprogede film, der har opnået en bedste film-nominering siden 70’erne (hvor ’Udvandrerne’ og ’Hvisken og råb’ klarede cuttet), er den italienske ’Postbuddet’ i 1995, ’Tiger på spring, drage i skjul’ (2000) (der vandt fire Oscars, og dermed deler førstepladsen for mest vindende fremmedsprogede film i Oscarregi med ’Fanny og Alexander’), ’Letters From Iwo Jima’, ’Babel’ og ’Amour’.

Crouching Tiger, Hidden Dragon

‘Tiger på spring, drage i skjul’

Som skemaet ovenfor viser, er det slående, hvor ringe overensstemmelse der er mellem bedste film- og bedste instruktion-kategorien, når det kommer til fremmedsprogede film. Traditionelt flugter de to kategorier ellers overvejende med hinanden. Men Akademiets medlemmer er er åbenbart mere villige til at stemme på et individ, der repræsenterer et fremmedsproget værk, end på værket som helhed.

Det britiske indtog

På tværs af skemaets tre kategorier (med tiltagende prestige fra venstre mod højre) ser vi et dalende antal nomineringer til fremmedsprogede film. Det er således forholdsvist lettere at opnå en nominering for et fremmedsproget værk, jo mindre ’tung’ kategorien er.

Det lader sig også nemt dokumentere, at 60’erne for alvor udgjorde startskuddet til bølgen med fremmedsprogede film i Oscarsammenhæng (ved en simpel sammenligning med 50’erne), og det er evident, at 80’erne og 90’erne udgør et pludseligt dødvande i den fremmedsproglige repræsentation siden da. I 00’erne sker der en fornuftig stigning på ny, som 10’erne ikke helt ser ud til at kunne matche (selvom det er for tidligt at drage konklusioner).

Det kan måske være værd at nævne, at en alternativ form for internationalisering tog fart i 90’erne med introduktionen af britiske produktioner i Oscarsammenhæng, særligt Merchant/Ivory-produktioner som ’Howards End’ og ’Resten af dagen’ i begyndelsen af årtiet.

Tendensen har ikke just været aftagende siden. Mange Oscarvindende skuespillere siden 1990 har britisk, irsk eller australsk pas (Judi Dench, Helen Mirren, Geoffrey Rush, Colin Firth, Daniel Day-Lewis, Russell Crowe, Nicole Kidman, Kate Winslet, Eddie Redmayne, Mark Rylance – blot for at nævne et par håndfulde).

Pans

‘Pans Labyrint’

Gennem årene har man desuden set flere eksempler på, at fremmedsprogede film har klaret sig særdeles glimrende ved Oscaruddelingen og har hjemtaget trofæer uden for kategorien ’fremmedsprogede film’ – uden af den grund at blive inviteret ind i Akademiets ’allerhelligste’, bedste film-kategorien. Nedenstående tabel fremhæver nogle eksempler.

Film

1963: ’8 ½’

1983: ’Fanny og Alexander’

1998: ’Livet er smukt’

2006: ’Pans Labyrint’

2007: ’Spurven’

Antal vundne Oscars

1963: 2 (fremmedsprogede film og kostumedesign)

1983: 4 (fremmedsprogede film, production design, fotografering og kostumedesign)

1998: 2 (mandlige hovedrolle, score)

2006: 3 (production design, fotografering, makeup)

2007: 2 (kvindelige hovedrolle, makeup)

Så – hvad har vi lært?

Skal vi sætte tendenserne lidt på spidsen, kan man fortælle historien om internationaliseringen af Oscarakademiets  – og den amerikanske filmbranches – præferencer gennem disse punkter.

1. Bedste film-kategorien betragtes af Akademiet som ’det allerhelligste’. Her ser man helst ikke fremmedsprogede film repræsenteret, heller ikke selv om de vinder adskillige andre Oscars i mindre kategorier (grelleste eksempel: ’Fanny og Alexander’).

2. Der er en bemærkelsesværdig forskel på de to topkategorier for bedste film og bedste instruktion, når det kommer til antallet af nominerede fremmedsprogede produktioner i sidstnævntes favør, hvilket tydeligt bekræfter konklusionen i punkt 1.

3. Manuskriptkategorien er mindre tung end instruktionskategorien og kan derfor fremvise endnu flere fremmedsprogede indsatser. Hvilket bare bekræfter den overordnede logik.

4. Det ville være interessant at se, hvordan Akademiet ville gribe nomineringsprocessen an, hvis man afskaffede kategorien for ’bedste fremmedsprogede film’, for hvor denne ganske givet bidrager til at henlede opmærksomheden på internationale produktioner, synes den i lige så høj grad at ’ghettoisere’ ikke-engelsksprogede film (så behøver man nemlig ikke at tage dem så alvorligt andre steder).

5. Den modernistiske europæiske bølge satte sit tydelige præg på den amerikanske filmbranche i 1960’erne – og var indirekte medvirkende til opgøret med det gamle studiesystem – en ændring, der også påvirkede Oscar som institution. Tendensen tog kraftigt af i 80’erne og 90’erne (især ved et mærkbart forbehold over for at nominere præstationer i fremmedsprogede film i 80erne), men i det 21. århundrede har en ny internationalisering manifesteret sig i form af især engelske skuespillere og instruktører, men også med adskillige fransk- og spansksprogede kræfter både foran og bag ved kameraet.

6. Et godt billede på internationaliseringen af den amerikanske filmbranche er det store antal fremmedsprogede instruktører, der sættes i spidsen for store produktioner. En tendens, der bestemt ikke er aftagende i det 21. århundrede. Spørgsmålet er, om den dækker over en reel vilje til kunstnerisk nysgerrighed og nye perspektiver, eller om den dækker over en indforstået forventning om, at udenlandske instruktører er nemmere at styre (norske Morten Tyldum på ’The Imitation Game’ for eksempel) end mere forvænte brancheinsidere?

7. Hvis man taler spansk, er man væsentligt bedre stillet i det 21. århundrede end i det 20.

8. Hvis man taler italiensk, er man væsentligt dårligere stillet i det 21. århundrede end i det 20. (Kan det have noget at gøre med arven fra Roberto Benigni – historiens værste vinder af prisen for bedste mandlige hovedrolle…?)

7. Englændere – eller andre engelsktalende nationaliteter – er bedre stillet end alle andre ikke-amerikanere.

8. Og så er vi tilbage ved begyndelsen Oscar er på sin vis et verdensmesterskab i film med amerikanerne selv i rollen som ’The Dream Team’.

Læs også: De største nulevende skuespillere, der aldrig har været nomineret til en Oscar

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.