’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 6: Symbolikken tog overhånd, men slutningen var slående
Højdepunktet:
Frederik Grønnegaard, aktivist? Det lyder langt ude, men jeg kan virkelig godt lide Frederiks akavede forsøg på at hjælpe sig selv ved at hjælpe de unge, om ikke andet fordi det i sig selv er en befrielse at se skuldrene sænke sig på den ellers så forbitrede knudemand.
Frederik har hidtil været defineret ved anspændthed, aggression og nærmest infantile sammenbrud, men det er en anden mand, vi møder i starten af aftenens afsnit. Carsten Bjørnlund får fortjenstligt nyt albuerum gennem opblødningen, og det var en fornøjelse at se ham hyggemobbe Pitu under storvasken og lokke en måbende Emil med om bord.
Der var et let tråd i disse forberedelsesscener, iblandet den smukke, tematisk vægtige gestus i, at Frederik indhenter det forsømte i sit forhold til Hannah ved at hellige sig alt det, hun interesserede sig for. Og det er netop denne sammensmeltning af det nysgerrige og poetiske på den ene side og det dybfølte på den anden, jeg indimellem har savnet i ’Arvingerne’, hvor det ofte er enten eller.
Lavpunktet:
Jeg er simpelthen for lidt investeret i Signe og Aksel, til at jeg rigtigt kerer mig om, hvorvidt han skal forske i myrer i Holland eller lave et barn med Signe på Fyn. Skitseringen af deres forhold – og af den sympatiske Aksel-figur i det hele taget – har været lidt for lemfældig til, at det føles som andet end seriens svar på en ventetone.
Kan gå begge veje:
Mens Frederik står stærkere end nogensinde før, har serien de seneste afsnit kun kradset i overfladen på den anden efterladte forælder, Solveig.
Jeg håber, vi får lov til at komme tættere på hendes indre følelsesliv end håndbolddruk og spidse albuer. Lene Maria Christensen løfter opgaven flot, men det grænser sig lige nu til klicheen. Solveig har været ladt i stikken, både af de andre figurer og af fortællingen. Forhåbentligt ændrer begge ting sig, efter hun blev puttet i en blød seng på gården.
Bundlinjen:
I store dele af denne sæson har jeg fundet mig selv tæt indifferent over for familien Grønnegaards intriger, men hver gang har Maya Ilsøe & co. alligevel serveret et overbevisende afsnit, der gør det svært ikke at hænge på.
Efter de lunt skitserede forberedelser var der neglebidende spænding med indbruddet på vandværket, hvor jeg dog godt kunne have undværet Emils pludselige turn som tankeløs voldsmand. Det virkede utroværdigt og unødvendigt.
Jeg har svært ved at vurdere, om det er meningen, at vi skal interessere os for selve kunstnergruppens mission og budskaber. Jeg ved bare, at jeg ikke gør det. Men foreningen af gruppen og det faste Grønnegaard-ensemble har dramatisk og følelsesmæssig pondus. Og selvom symbolikken tog overhånd, da Solveig betrådte en blodrød Via Dolorosa ned ad gårdspladsen, var det et slående øjeblik at se de fire søskende plus Lone kigge efter de politiafhentede unge, som pludselig er blevet en kæmpe del af deres liv.
Læs også: ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 5 – fortællingens egentlige hovedperson trådte i karakter
Læs også: Interview med Trine Dyrholm om hendes nye rolle på ‘Arvingerne’ – »det kræver gevaldige nosser«