Chris Pratt, Penélope Cruz og J.J. Abrams udfritter Daisy Ridley om kommende ‘Star Wars’-film

Chris Pratt, Penélope Cruz og J.J. Abrams udfritter Daisy Ridley om kommende ‘Star Wars’-film
Foto: Alberto E. Rodriguez/Getty Images

Hollywood er tilsyneladende lige så ivrige som sin fanbase efter at finde ud af, hvad der sker i det ottende kapitel i ‘Star Wars’-sagaen. Det har Josh Gad (Olaf i ‘Frost’) efterhånden ladet hele verden forstå, efter han begyndte optagelserne til remaket af ‘Mord på Orientekspressen’ med hovedrolleindehaveren i ‘Star Wars’, Daisy Ridley.

I løbet af fire kapitler har han udfrittet hende på forskellige måder omkring plottet i ‘Star Wars: Episode VIII’, der får titlen ‘The Last Jedi’. Og i sidste spørgsmålsrunde får han hjælp af en stærk palette af opbakning. Både Penélope Cruz, Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og instruktøren på ‘Episode VII’ J.J. Abrams er til stede.

Også musicalstjernen Leslie Odom (fra ‘Hamilton’) og Lucy Boynton (fra ‘Sing Street’ – med to drinks i hånden) har spørgsmål til plottet blandt andre. Daisy Ridley forbliver dog tavs som graven, ligesom da Judi Dench udspurgte hende – hvilket hun er under strenge Disney-ordrer om at være.

Den første trailer til ‘Star Wars: The Last Jedi’ forventes at lande i april, så indtil da er vi nok hensat til gætværk.

Læs også: Judi Dench prøver at få Daisy Ridley til at røbe ‘Star Wars: The Last Jedi’-plottet