Danica Curcic: »Hallo, jeg sidder lige her, det er pænt mærkeligt, du snakker om mig i tredjeperson«

Danica Curcic: »Hallo, jeg sidder lige her, det er pænt mærkeligt, du snakker om mig i tredjeperson«

Juni 2016: Islands Brygge, København

Danica Curcic sad i en sminkevogn og kiggede ind i sit eget ansigt, da mailen tikkede ind. Hun havde lige skudt de sidste optagelser til Birgitte Stærmoses balletdrama ‘Darling’ og var næsten ikke til at kende. Den mørke hårpragt var farvet ildrød, og ansigtet var afpillet og indsunket efter måneders barsk ballettræning.

PLING!

Hun fiskede sin iPhone frem fra lommen. Mailen var fra hendes amerikanske agent. Det var svaret, hun havde ventet på. Hun havde sendt adskillige båndede auditions af sted til ‘The Mist’-folkene de seneste uger og var blevet holdt på pinebænken, mens de overvejede, om hun nu lød lidt for europæisk til at spille en amerikaner.

»The part is yours! We need to sign the contract in a few days. They want you in Halifax in ten days«.

Hendes hjerte bankede. ‘The Mist’ var en stor chance for hende. Stor produktion, fed rolle, og med danske Christian Torpe som showrunner følte hun sig tryg ved projektet.

Men det var, som om hun først nu indså, hvad hun var ved at begive sig ud i. Var hun klar til at tage springet? Rejse langt væk fra sine venner, sin familie, sit liv og tilbringe fire måneder i Nova Scotia, Canada? Binde sig til fire år?

Danica Curcic så sin livsvej dele sig forude og kunne ikke vælge en vognbane. Et mylder af modstridende tanker og følelser løb gennem hendes hoved. Det var skæbnens ironi, at hun havde holdt ved den samme skillevej før.

Juli 2007: Blue Lake, Californien

Hendes hoved og hendes mave var i krig med hinanden, mens hendes lejede bil tøvende nærmede sig skolen.

Hun var blevet tilbudt en toårig masteruddannelse på Dell’Arte, den fysiske teaterskole i den lille stationsby Blue Lake, hvor hun havde gået de seneste 12 måneder. Egentlig var hun kun startet der, fordi det lød sjovt, når hendes første store kærlighed fortalte om skolen, der lå lige over for hans barndomshjem. Skuespiller havde hun aldrig drømt om at blive. Et år senere var der ingen tvivl: Det var dét, hun skulle være.

Men skulle det være her? 8.500 kilometer væk hjemmefra i en pittoresk lilleby på den amerikanske vestkyst? Var hun klar til at tage springet? Til at forlade familien og vennerne for altid og slå et nyt liv op i USA?

danicacurcic_ianposner.jpg

»Gør det!« kommanderede hovedet. »Det er en once-in-a-lifetime chance«.

»Vend om!«, skreg maven og snørede sig sammen. »Jeg vil hjem«.

Hvis hun havde lært noget i løbet af det seneste år, var det at lytte til sin krop. Det var også derfor, hun aldrig faldt til på Film- og Medievidenskab dengang: For meget hoved, for lidt krop. Hun standsede bilen ved en tankstation. Ringede til skolen, sagde tak, men nej tak, ringede til sin lillebror, sagde: »Jeg skal på Statens Teaterskole«. Resten er, som man (cirka) siger, nyere dansk filmhistorie.

Jeg var styret af mine ambitioner. Jeg ville det hele

Hvad var der sket, hvis hun var blevet? Hvis hun havde lyttet til hovedet, valgt eventyret, forfulgt sin amerikanske drøm?

Ville hun, som nu, have en Robert og en Bodil boende på bogreolen hjemme i sin spraglede bohemelejlighed på Nørrebro? Ville hun have indtaget film-Danmark med brune, brændende øjne og en glubskhed i sit kropssprog som en tornado, der kræver sin ret?

Ville hele Danmark have lært at kende – om ikke udtale – navnet Danica Curcic?

Februar 2015: Tivoli Hotel & Congress Center, København

Hun havde nippet til maden hele aftenen uden at kunne få noget ned. Det var aftenens første pris, men hun havde allerede bællet tre glas hvidvin for at tage toppen af nerverne.

Lars Hjortshøj, aftenens konferencier, åbnede kuverten og fiskede papiret med vindernavnet op. Det er meningen, at navnet skal basuneres med en vis kraft og vægt. Men Lars Hjortshøj måtte kaste et ekstra blik på papiret, da han skulle udråbe vinderen af årets Robert for bedste kvindelige birolle.

Danica hvadfornoget?

»Surtjitsj«, fremstammede han.

Danica Curcic (som i øvrigt udtales Daanitza, med tryk på første stavelse, Churchich) havde tænkt lidt på, hvad hun ville sige, hvis hun vandt, men hun havde ikke turdet skrive noget ned. Come on, hun var oppe imod Trine Dyrholm og Paprika Steen, selvfølgelig vandt hun ikke! Så ordene fossede ucensureret ud af hende, da hun besteg scenen.

»Ej, hvor er det vildt, nej, hvor er det vildt, nej, nej, nej! Tak, tak, tak, fuck, fuck, fuck, det er for vildt! Jeg er meget glad, jeg er meget nervøs. Der er mange kameraer. Jeg står med en ROBERT-PRIS!«, skreg hun med udbredte arme, mens hun fniste vantro.

Tak, tak, tak, fuck, fuck, fuck, det er for vildt!

Hun fattede det ikke. For tre år siden gik hun stadig på Statens Scenekunstskole, og nu stod hun her som dansk films ubestridte it-girl.

Det er svært at komme i tanke om et mere kometagtigt gennembrud i nyere dansk filmhistorie end det, Danica præsterede i 2014. Pilou Asbæk kommer tæt på, men det var over længere tid, mere etapevist. Danica dukkede op som ud af ingenting. Pludselig var hun der bare, og hun var kommet for at blive.

Et år forinden var hun blevet udpeget som shooting star på Berlin-festivalen. Det var, før det danske biografpublikum havde set hendes ansigt på det store lærred – med mindre de havde set den lidet velanmeldte psykothriller ‘Over kanten’ fra 2012. Så blev det sommer. Og så eksploderede det.

all inslusive Happy Ending Film Directed by Hella Joof

Danica Curcic i ‘All Inclusive’

Premiererne faldt som perler på en snor. Fire på seks måneder. Hun var drømmepigen, der kom imellem Cyron Melville og Jakob Oftebro i Christian E. Christiansens benzinpumpende ungdomsfilm ‘Lev stærkt’. Forhutlet og furiøs som hævneren Kimmie i ‘Fasandræberne’. Forgrædt og forgræmmet som datteren, der skal tage afsked med sin mor i Bille Augusts følelsesladede kammerspil ‘Stille hjerte’. Og lidenskabelig og hedonistisk i Hella Joofs publikumspleaser ‘All Inclusive’.

Nu havde kun de færreste ikke set Danicas ansigt, som glimtede om kap med sølvkjolen fra scenen i Tivoli Hotel & Congress Center. Halvt lykkelig, halvt i chok.

»Det har virkelig været en ilddåb«, siger hun, når hun ser tilbage på gennembruddet, der i 2015 fortsatte med en Bodil og Nordisk Film Prisen (som første kvinde siden 1998 og første skuespiller overhovedet) samt roller i ensemblekomedien ‘Lang historie kort’ og Daniel Denciks febrile slavedrama ‘Guldkysten’.

»Jeg havde det, som om jeg var spændt fast til en raket. Det gik så stærkt, at jeg aldrig havde tid til at zoome ud og nyde, hvor jeg var. Hvis jeg kunne rejse fire år tilbage i tiden og give mig selv et råd, ville det være: Træk vejret. Slap af. Pas på dig selv og på dem omkring dig.

På den anden side fortryder jeg ikke noget. Jeg ville ikke have været noget af det foruden, og jeg kan se, hvordan de valg, jeg har truffet, har bragt mig til der, hvor jeg er i dag. Jeg er ambitiøs, og jeg ville gerne gribe alle de muligheder, der kom min vej«.

Så Danica takkede ja til det hele. Ja til fastansættelsen på Det Kongelige Teater, som hun blev tilbudt, allerede inden hun var færdiguddannet. Ja til passionsprojekterne på mindre teatre. Ja til seks spillefilm på to år. Selv når forpligtelserne møvede sig ind ved kalenderens overmalede margener, sagde hun ja. Så blev det trangt for de private aftaler. Eller søvnen blev skubbet ud.

November 2013: Østerbro/Kiel

I efteråret 2013 levede Danica Curcic et dobbeltliv. Om dagen var hun Kimmie i ‘Fasandræberne’. Om aftenen skulle hun stå på scenen i Teater Republique, hvor hun spillede med i forestillingen ‘Spørg de voksne’. Det havde som sådan ikke været noget problem, hvis altså det ikke lige var, fordi Republique ligger på Østerfælled Torv i København, mens ‘Fasandræberne’ optog i Kiel i Nordtyskland. Hun måtte pendle frem og tilbage. I en uge så hendes hverdag sådan her ud:

05:30: Mobilens alarm kimer. Danica vågner op på sit hotelværelse, vælter klatøjet ud i sminkerummet.

08:00: Efter to timer i sminken er smukke, smilende Danica forvandlet til den afrakkede desperado Kimmie fra ‘Fasandræberne’. Optagelserne begynder.

15:00: Syv timers drænende optagelser er overstået. Danica kaster sin trætte krop ind på bagsædet af Zentropa-bilen, der venter utålmodigt på at fragte hende til Østerbro. Fuld fart fremad.

18:55: Pitstop og proviantering ved 7 Eleven på Østerbrogade.

19:00: Ankomst Østerfælled Torv. Bremserne hviner, Danica stormer ud af bilen og ind i sminkerummet.

20:00: Forvandlet for anden gang går Danica ind i sin nye rolle, samler sig, finder fokus, går på scenen, spiller.

22:00: Tæppefald. Zentropa-bilen brummer ude foran, kalder på hende. Hun slænger sig på bagsædet som en zombie og bliver afleveret tilbage til filmfolkene i Kiel. Hun forsøger at sove lidt på vejen.

02:00: Ankomst til hotellet i Kiel. Danica tager elevatoren op til etagen med hummertapet på væggene, finder sit værelse og dratter om i sengen.

05:30: Mobilens alarm kimer. Dagen starter forfra.

Danica Curcic Fasan

‘Fasandræberne’

»Det var for voldsomt«, erkender hun. »Det kunne gå i en uge, men jeg ville blive sindssyg af at leve sådan i længere tid«.

Hun kan ikke love sig selv, at det aldrig bliver så stakåndet igen, for nogle gange sker der bare noget uforudset, som river pløkkerne ud af de ellers så sirligt lagte planer. Men hun vil gøre sit til, at der fremover bliver mere tid til venner og familie, til at trække vejret, til at sove. Mens hun slider for at perfektionere sin amerikanske accent, som i mine ører lyder rimelig flawless, når hun henkastet spreder engelske gloser ud over sine sætninger, så øver hun sig samtidig på et lille ord, hun skal blive bedre til at bruge i fremtiden: N-e-j.

»Det handlede om karriere, karriere, karriere, og mine tanker løb hele tiden i forvejen: Hvad skal være det næste, det næste og det næste? Jeg var styret af mine ambitioner. Jeg ville det hele, og i min iver efter at vise, hvad jeg duede til, fortabte jeg mig til tider i arbejdet«, medgiver hun og tilføjer:

»Mine venner fortæller mig nu, at de kan mærke, jeg har været mere til stede det sidste års tid end tidligere. Jeg er akkurat lige så ambitiøs, som jeg altid har været, men jobbet kan være altopslugende, og jeg er blevet bedre til at passe på mig selv og disponere over min tid. Den følelse af rastløshed, af at skulle skynde sig at nå det hele, som jeg havde, da jeg kom ud fra Statens Scenekunstskole, den er aftaget. Fordi jeg allerede har nået så meget nu. Men også fordi jeg har fået nogle slag i ansigtet af livet«.

Juni 2016: Nørrebro, København

Danica Curcics viltre talestrøm er mere tøjlet end ellers, når spørgsmålene banker på privatsfærens dør. Hun er ikke brysk eller defensiv omkring det, bare økonomisk med sine svar, som udsættes for en streng sikkerhedskontrol, før de bliver lukket ud af munden.

»Det har været et turbulent år med dødsfald i den nærmeste omgangskreds og sygdom i den nærmeste familie. Der har været meget sorg, meget given slip. Det har sat en masse tanker i gang. Jeg er blevet mindet om, at jeg ikke er helt så uendelig, som jeg følte mig, da jeg var 23. Og jeg har måttet spørge mig selv: Hvad er mine værdier? Hvad betyder noget i mit liv? Hvem er jeg ud over mit arbejde?«, undrer hun sig, som om hun prøver at fremmane svarene.

Og så kom ‘The Mist’-mailen. Og tvivlen.

Danica Curcic lang historie kort

Danica Curcic med Trine Dyrholm i ‘Lang historie kort’

»Tænk, hvis jeg skal være i Nova Scotia fire måneder om året i fire, fem eller seks år. Kan jeg det? Vil jeg det? Er det det rigtige tidspunkt?«, spurgte hun sig selv.

Hun havde jo også set et glimt af den kyniske konsumerismes kontrafej året forinden. På det, hun kalder sin »ung-skuespiller-tager-til-Hollywood-og-møder-en-masse-agenter-turné«. Langt de fleste af de amerikanske agenter, hun trykkede hånd med, var søde og forekommende. Men der var også nogle, der ikke havde værdiget hendes cv og showreel et blik. I stedet sad de i deres stive jakkesæt og mønstrede hende, mens de henvendte sig til hendes agent, som om Danica var en tom skal.

»Oh, she’s so pretty«.

»Oh, I love her dress«.

»Oh, she has a great accent«.

»Det er utroligt så sexistisk, det er«

»Det var… specielt«, siger Danica. »Man kan godt mærke, at man er mere produkt her, end man er hjemme i Danmark. Man er nødt til at se det som et spil, hvor man tager en maske på og smiler, og det spil kan jeg godt spille. Men det var da ret akavet at sidde der, mens de talte til min agent om mig – hallo, jeg sidder lige her foran dig, det er pænt mærkeligt, du snakker om mig i tredjeperson«.

Var hun ved at sælge sin kunstneriske sjæl til Djævlen?

På den anden side: Hun havde altid været en fri fugl. Altid haft en rastløshed i kroppen, en udlængsel, en glubende appetit på eventyr, på at rejse, på at se, lugte og smage verden. Hun havde en amerikansk drøm, og her var chancen for at udleve den. Chance nummer to, endda. Hvem vidste, om der kom en tredje? Hun skrev under, to uger før optagelserne begyndte.

Oktober 2016: Halifax, Nova Scotia

Så her står hun nu igen. I en ny pittoresk by langt væk hjemmefra.

Byen hedder Halifax, hovedstad i den naturskønne canadiske provins Nova Scotia. Det er her, Danicas udlandseventyr begynder med rollen som junkien Mia Lambert i ‘The Mist’, Christian Torpes tv-udgave af Stephen Kings gysernovelle fra 1980, som får premiere på Spike TV og Netflix i 2017.

Men det er også her, ensomt omkranset af himmelstræbende nåletræer og Atlanterhavets uendelighed, at hun har fundet tid og ro til at bearbejde de omtumlede år, hun har været igennem.

»Det er hårdt at være afskåret fra familie og venner. Men det er også sundt for mig med den alenetid. Jeg føler, at jeg har fået en ro i kroppen, som jeg ikke har haft før. Her er ingen forstyrrelser, ingen støj, og jeg har en masse fritid til at reflektere over alt det, der er sket de sidste fire år. Hvor har jeg været, og hvor er jeg på vej hen?«, siger hun og fortsætter:

»Det var som en genfødsel, da jeg kom ud fra teaterskolens trygge rammer og blev kastet ud i den ilddåb, jeg blev. Jeg havde det, som om jeg skulle lære at gå uden forældrenes hjælp. Og det har taget tid for mig at finde ud af at stå på egne ben. Derfor er det skræmmende, men også befriende at skulle starte forfra helt alene et sted, hvor jeg ikke er bundet til min fortid og det, jeg har lavet før. Det er, som om jeg får lov at skrive mig selv forfra: Hvem er jeg som menneske og som skuespiller uden mit stærke netværk?«.

Foto: Ian Gavan/Getty Images

Foto: Ian Gavan/Getty Images

Danica Curcic kort fortalt

Hun blev født i Beograd den 27. august 1985. Kom til Danmark, da hun var ét år gammel.

Som barn ville hun gerne være dyrlæge eller pianist, men dramatimerne i gymnasiet åbnede hendes øjne for filmens verden. Siden tog hun en bachelor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

På sit tredje studieår var hun på udveksling i Granada, hvor hun legede sigøjner og forelskede sig i en amerikaner, der fortalte hende om den fysiske teaterskole Dell’Arte i Nordcalifornien.

Efter et år på skolen søgte hun ind på Statens Scenekunstskole, hvor hun gik hun fra 2008 til 2012. Efterfølgende blev hun fastansat på Det Kongelige Teater.

Filmkarrieren tog fart i 2014 med fire premierer på et halvt år: ‘Lev stærkt’, ‘Fasandræberne’, ‘All Inclusive’ og ‘Stille hjerte’, som hun vandt en birolle-Robert og en hovedrolle-Bodil for.

I 2017 har hun sin første rigtige filmhovedrolle i Birgitte Stærmoses balletdrama ‘Darling’, og så debuterer hun på amerikansk som junkien Mia Lambert i tv-serien ‘The Mist’.

Hun er svært begejstret for den chicken bowl, der bliver serveret på ‘The Mist’-settet.

Danica har altid haft nemt ved at omstille sig til nye omgivelser. Hun er født i Beograd, men kom til Danmark med sine forældre, da hun var ét år gammel, og siden hun var barn, har hun følt, at hun havde mere end ét hjem.

I Halifax har hun skabt sig et nyt. Hun takkede nej til tv-selskabets tilbud om en stor, steril, sjælløs penthouse med gigantisk fladskærmsfjernsyn på 13. sal downtown og fandt i stedet en lille lejlighed med falsk pejs, alt for laksefarvede vægge og en diskret dunst af kattepis i det kvarter, der mindede hende mest om Nørrebro. Den har hun indrettet Danica’sk med en fotografivæg, en grim indianerfigur i plastik, mexicansk broderi og tre tegninger, hun har købt af en 14-årig pige på den lokale café.

Der er intet fjernsyn, så når hun ikke triller rundt på sin nye cykel og beundrer naturen, fordriver hun fritiden med at læse, tegne, spille musik, skype med dem derhjemme og klimpre løs på en antik skrivemaskine, hun har købt, som hun bruger til at fange, fæstne og formgive de tanker, der hvirvler omkring i hendes hoved.

»Her er ikke vildt kønt, men stedet har sjæl. Det føles hjemligt. Jeg kan godt lide, når det er uperfekt – når man kan mærke, at nogen har levet her før«, siger hun.

På settet bor hun i en trailer, der også stinker af pis. ‘The Mist’ er en stor produktion, langt større end hvad Danica tidligere har oplevet, men det er ikke det mest glamourøse sted at tage sit første spæde skridt mod Hollywood. Og det er netop det, hun godt kan lide.

Det er både sundt og rart, synes hun, at blive mindet om, hvor heldig hun er at have opnået det, hun har. Det giver hende en følelse af ydmyghed og taknemmelighed at være en nobody igen. At være nummer 2.430, der skriver sig på listen til en åben casting, mens der sidder 100 andre ventende kvinder udenfor, lige høje, lige gamle, lige mørkhårede, lige lækre. Eller at træde ind på ‘The Mist’-settet, hvor der er trailere alle vegne, kæmpemæssige telte, bjerge af sandwicher og tacos (hun har taget alle balletkiloene på igen) og over 200 øjne, der stirrer på én.

»På min første optagedag skulle jeg lave en stor, dramatisk soloscene, og jeg var nervøs. Det plejer jeg ikke at blive, når folk kigger – det er jeg ligesom vant til. Men det tog mig tid at vænne mig til hele maskineriet. Du har bare at være på, når der bliver sagt go. Der er to takes, to chancer, og så videre. I starten var jeg så benovet, at jeg havde meget svært ved at bede om fem minutters pause, når jeg trængte til det, for så lod jeg et hold på 150 mennesker stå der og hænge«, fortæller hun.

»Jeg har også skullet vænne mig til at tænke på engelsk. Når jeg siger ordet ‘mor’ eller ‘død’, så sender det nogle signaler til nogle emotionelle kamre inde i mig. Men når jeg siger ‘mother’ eller ‘dead’, så skaber sproget en distance«.

2017: ?

Danica Curcic er ikke ved at forlade Danmark for altid. I 2017 vender hun tilbage til Det Kongelige Teater for at spille Shakespeare, og på filmlærredet har hun sin – utroligt nok – første reelle hovedrolle i Birgitte Stærmoses ‘Darling’.

»Det er en rolle, jeg er meget stolt af. Det var en ekstrem fysisk transformation, og så er det en kvinderolle, man ikke ser så ofte i dansk film. En tredimensionel, kompleks karakter, der ikke nødvendigvis er særlig sympatisk. Jeg synes stadig, der er en tendens til, at mænd må være mere mystiske, grimme, usympatiske, hele end kvinder i dansk film. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan«, siger hun.

Herhjemme har Danica dog aldrig følt, at hendes køn, udseende eller etnicitet har dikteret de roller, hun har fået tilbudt.

»Selv om det er sjovt«, indskyder hun, »at se, hvordan medierne kan spinne det med etniciteten. For et par år siden var jeg ifølge en avis den mest anvendte ikke-vestlige skuespiller i dansk film. Nu hvor jeg begynder at få større roller i udlandet, er det, som om jeg pludselig er meget dansk«.

»Der er en tendens til, at mænd må være mere mystiske, grimme, usympatiske, hele end kvinder i dansk film«

I USA er det en anden sag. Hendes indbakke flyder over med self-tape-auditions med karakterbeskrivelser a la ‘den mørke, eksotiske skønhed, mid-thirties but still stunning, sexy but dangerous – dangerous because she’s sexy’.

»Det er utroligt så sexistisk, det er«, kommenterer hun opgivende.

Drømmen er, at Paul Thomas Anderson eller Martin Scorsese ringer en skønne dag. Men lige nu står hun for foden af den amerikanske drøm, og hun ved godt, at opstigningen bliver længere og sejere, end den var i Danmark. At de første roller ikke nødvendigvis bliver drømmeroller. At hun må være fleksibel. Stå til rådighed. Måske få sig en lejlighed i New York?

»Availability, availability, availability! Det er agenternes buzzword herovre, og det betyder bare, at du skal være klar til at smide alt, du har i hænderne, og hoppe på det første fly, når de kalder. Det passer hammerdårligt til mit temperament at sidde og trille tommelfingre og vente på, at telefonen ringer. Og hvis den rigtige teaterrolle kommer i Danmark, vil jeg til enhver tid kæmpe for, at det kan lade sig gøre. Men jeg er nødt til at tænke mere strategisk, for der er et momentum lige nu, som jeg gerne vil udnytte. Og jeg tror på, at jeg kan nå langt«, siger hun.

Darling

Danica Curcic i Birgitte Stærmoses kommende ‘Darling’

Men egentlig bryder hun sig ikke om at lade tankerne løbe så langt i forvejen. Det er en af de ting, hun har lært i Halifax.

»Da jeg kom ud af skolen, ville jeg gerne kontrollere alting, holde krampagtigt fast i alle muligheder. Men livet er et stort kontroltab. Jeg kunne aldrig have forudset det, der er sket de seneste fire år. Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer til at ske – kun forholde mig til, hvad der gør mig lykkelig lige nu«, siger hun.

»Jeg er stadig meget passioneret omkring min karriere, men det må ikke fylde alt. Det må ikke være for enhver pris. Det er gået op for mig, at det er mine venner og min familie, som giver mig benzin til at gøre det, jeg elsker. Jeg øver mig i ikke at fortabe mig i arbejdet. At tage tingene, som de kommer, og være til stede, hvor jeg er, når jeg er der«.

Lige nu er det en havneby i naturskønne Nova Scotia. Halifax ligger halvvejs mellem Nørrebro og Hollywood. Cirka 5.000 kilometer fra hver. Det minder om en skillevej, men Danica Curcic vil ikke vælge vognbane. Ikke endnu.

»Det er et ret spændende tidspunkt i mit liv. Det er en enorm frihedsfølelse at stå på egne ben som fuldvoksen kvinde i et fremmed land. En følelse af, at verden står ret åben lige nu«.

Både ‘The Mist’ og ‘Darling’ forventes at få premiere i løbet af året.