Det skal du streame i februar – fra ‘Girls’ til Brent til ‘Billions’

Det skal du streame i februar – fra ‘Girls’ til Brent til ‘Billions’
Zoë Kravitz i HBO's 'Big Little Lies'

‘Girls’ sæson 6

Efter fem år skal vi sige endegyldigt farvel til Hannah, Jessa, Marnie og Shosh. Sidste sæson af ’Girls’ er på trapperne, og de forvirrede, narcissistiske og usikre piger er endelig ved at blive voksne. Sådan da.

Sidste sæson afsluttede med Hannahs ærlige tale på The Moth, som var en kærlighedserklæring til at blive ældre og acceptere livets svære situationer. Marnie er gået fra Dessi, Shosh blev fyret fra sit drømmejob i Japan og er tilbage i kyniske New York. Jessa begyndte at date Adam og skubbede Hannah væk, ramt af dårlig samvittighed.

Alle de løse ender skal nu bindes sammen til en afslutning. Skal de stadig være veninder? Eller er kvartetten simpelthen vokset fra hinanden?

Premiere 13. februar på HBO Nordic.

‘Santa Clarita Diet’

The Santa Clarita Diet får dig til at føle dig yngre, mere energisk og mere sexet. Og det lyder jo meget godt, men der er en hage.

I en helt almindelig by bor to helt almindelige ejendomsmæglere med deres helt almindelige datter. Men en dag vågner Sheila, spillet af Drew Barrymore, i en pøl af opkast med en ustoppelig trang til menneskekød. Så hun starter på en diæt bestående af smoothies med blendede ører og en frokost bestående af de lokale bad-guys.

Sheilas mand Joel (Timothy Olyphant fra ‘Deadwood’ og ‘Justified’) og deres datter går ind i jagten på at stille hendes sult med ofre, der fortjener det. Og med en så syret præmis fortjener denne Netflix-produktion også at blive indtaget.

Premiere 3. februar på Netflix 

‘Big Little Lies’

Instruktøren bag ’Wild’ og ’Dallas Buyers Club’, Jean-Marc Vallée, står bag HBO’s nye, stjernespækkede miniserie ‘Big Little Lies’.

Set udefra er Monterey en by med smukke kvinder, rige mænd  og nuttede børn. Men under overfladen simrer løgnene og fortielserne. Den uskyldige Jane (Shailene Woodley) flytter til byen og tages i folden af byens alfahunner spillet af Reese Witherspoon og Nicole Kidman. Af en rammefortælling fremgår det, at der kommer til at ske et mord, men hvem der bliver slået ihjel, og hvem der begår det, vides ikke.

Også Alexander Skarsgård, Laura Dern, Adam Scott og Zoë Kravit er på rollelisten i den seks afsnit lange serie.

Premiere 20. februar på HBO Nordic

‘David Brent: Life on the Road’

I ’The Office’ var han en selvglad, irriterende og slesk kontorchef. 12 år efter er han tilbage – som rockstjerne.

Ricky Gervis’ film-spinoff røber i bedste mockumentary-stil, hvad David Brent har bedrevet de seneste år. Med et kamerahold i hælende er han medskaber på dokumentaren om sit liv på landevejen med et band og en meget skeptisk rapper. Han er, som altid, selvoptaget, politisk ukorrekt og fuldstændig vanvittig. Vi følger ham i hans tour-bus, på scenen og bag scenen med interviews fra hans bandmedlemmer og fans.

Om filmen helt kan leve op til fordums ‘The Office’-tider, er måske tvivlsomt, men for Brent-fans er der ingen vej udenom.

Premiere 10. februar på Netflix

Annonce

‘Last Week Tonight’ sæson 4

Den geniale britiske satiriker John Oliver vender endelig tilbage, lige i tide til at få del i opstarten på Trumps opsigtsvækkende præsidentskab.

Oliver nægtede egentlig at tale om Donald Trump, indtil han måtte indse, at ejendomsmogulen havde en reel mulighed for at vinde valget. Så Oliver gik i flæsket på ham flere gange i sæson 3, som sluttede med en lang, vred opsang til Trump, et »Fuck you 2016«, en dommerdagsbekendelse og en masse ild. Han vil næppe synes, at 2017 er kommet bedre fra start, så der er masser at tage fat i på programmet, som ellers mest er kendt for sine dybdegående takes på mere oversete emner.

Premiere 14. februar på HBO Nordic

‘I Don’t Feel at Home in This World Anymore’

Macon Blairs debutfilm er blevet rost til skyerne, vandt Sundance-festivalens hovedpris og var da også med på vores liste over året bedste film fra festivalen.

Det er en sød komedie om den regelrette Ruth (Melanie Lynskey fra ’Heavenly Creatures’) der synes, at alle mennesker er røvhuller. Da hendes hus bliver røvet, og politiet ikke gider hjælpe hende, får hun nok og beslutter sig for at tage sagen i egen hånd. Sammen med sin nabo (Elijah Wood) begiver hun sig ud for at finde tyven, så hun kan forklare, hvordan man opfører sig over for andre mennesker.

Melanie Lynskeys (‘Heavenly Creatures’, ‘Togetherness’) præstation er blevet kaldt hendes bedste i mange år, og alt i alt virker det som en lovende instruktørdebut fra Blair, som mest er kendt som skuespiller fra Jeremy Saulniers ‘Blue Ruin’ og ‘Green Room’.

Premiere 24. februar på Netflix

‘Billions’ sæson 2

Magtkampen fortsætter mellem den hårdføre statsanklager Chuck Rhoades (Paul Giamatti) og børsmilliardæren Bobby Axelrod (Damian Lewis) i den nye sæson af ’Billions’.

Sæsonen starter, præcis hvor første sæson sluttede. Rhoades vil have Axe ned med nakken, en gang for alle. Så der er dømt krig for fuld udblæsning mellem de to magtfulde mænd. En krig, hvor dollars duellerer mod loven.

Hovedforfatter Brian Koppelman har udtalt, at han har hentet inspiration fra Donald Trump, og det skal blive spændende at se hvordan det kommer til udtryk.

Premiere 20. februar på HBO Nordic

’Girlfriend’s Day’

Bob Odenkirk fra ‘Breaking Bad’ og ‘Better Call Saul’ spiller den skeptiske Ray, der bor i en by, hvor kortforfattere bliver hyldet som superstjerner. Han er tidligere Hallmark-forfatter, men har ikke skrevet i lang tid, da hans skilsmisse har gjort ham ideløs, negativ og kynisk. I forbindelse med den nye mærkedag Girlfriend’s Day får Ray fornyet forfattermod og stiller op i en konkurrence, hvor det mest romantiske kort skal findes.

Dog bliver det ikke en specielt romantisk oplevelse, da han i forbindelse med konkurrencen bliver viklet ind i et net af mord og bedrag i den lille by, han bor i.

’Girlfriend’s Day’ har premiere på Valentines Day og virker til at være en temmelig alternativ kærlighedsfilm. Hvilket er en god ting.

Premiere 14. februar på Netflix

‘Crashing’

Efter at have taget sin kone på sengen med en anden og noget mere viril mand, rammes Pete (Pete Holmes) af en identitetskrise. Men det giver ham også mulighed for at forfølge sin drøm om at være komiker endnu hårdere, selvom det på mange måder var hans fejlslagne aspirationer, der drev hans kone væk i første omgang.

Den pæne Pete er dog the odd man out i en komikerbranche præget af alkoholiserede kynikere, og hans vej mod scenen er hård og ufølsom i denne nye HBO-komedieserie, som ingen ringere end Judd Apatow producerer. Apatow var også primus motor for fødslen af ‘Girls’, og det virker oplagt, at han med Dunham-seriens afslutning forsøger at finde en afløser.

Umiddelbart befinder vi os i samme territorium som ‘Louie’, men muligvis med endnu større fokus på selve comedy-delen. ‘Crashing’ er skabt af den amerikanske komiker Pete Holmes, der har haft sit eget late night-talkshow på TBS. Showet blev taget af på grund af lave seertal, så ’Crashing’ er Holmes’ chance for et comeback.

Premiere 20. februar på HBO Nordic

’American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’

’American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’ må ikke forveksles med dokumentarserien ’O.J.: Made in America’. Begge serier omhandler den omstridte retssag, hvor football-stjernen O.J. Simpsons blev beskyldt for mordet på hans ekskone Nicole Brown og hendes ven Ron Goldman, men dette er den roste fiktionsudgave, som vi havde med på vores liste over årets bedste serier sidste år.

Fokus ligger her ikke så meget på O.J. Simpson som person, men meget specifikt på retssagen og dermed ikke mindst advokaterne, der kæmpede på hver deres side. Det er en skamløst underholdende sag, der samtidig indfanger de race- og kønsmæssige tematikker flot.

Serien var nomineret til fem Golden Globes og tog to statuetter hjem. Både Courtney B. Vance (Johnnie Cochran), Serling K. Brown (Christopher Darden) og Sarah Paulson (Marcia Clark) har vundet priser for deres præstationer, men også John Travolta og David Schwimmer leverer veloplagte præstationer.

Premiere 15. februar på Netflix

’24: Legacy’

Serien om Kiefer Sutherland og hans hastige terror-bekæmpelse i ’24 timer’ kørte måske en sæson eller to for længe, men det skal blive interessant at se, om universet kan opnå ny relevans med den nye spinoff.

Her har Corey Hawkins (’Straight Outta Compton’) hovedrollen som den unge hjemvendte krigshelt, hvis fortid forfølger ham. Som i Sutherland-udgaven af ’24′ får han til opgave at stoppe en af tidens største terrorhandlinger på blot 24 adrenalin-pumpende timer.

’24: Legacy’ har flere af de originale hovedkræfter med om bord, heriblandt Howard Gordon som producer og medforfatter. Ud over Hawkins er også Miranda Otto og Charlie Hofheimer på rollelisten.

Premiere 7. februar på Netfix

Læs også: 10 film, du skal se i biografen i februar – Oscar-film, horror og skandi-perler