Farvel til ’Girls’: »Hannah lærte mig, at man både kan have selvtillid og nervøse sammenbrud«

Farvel til ’Girls’: »Hannah lærte mig, at man både kan have selvtillid og nervøse sammenbrud«
’Girls’ lakker mod enden, og sidste sæson er netop startet. Clara Søgaard Krohn siger farvel til den serie, der har betydet mest for hende og hendes forhold til sine veninder.
Farvel til ’Girls’: »Hannah lærte mig, at man både kan have selvtillid og nervøse sammenbrud«
Clara Søgaard Krohn

Journaliststuderende og fast skribent for Soundvenue

»Er du en Carrie, Charlotte, Miranda eller Samantha?«

Det er en klassisk kategorisering, som mange kvinder må forholde sig til på tidspunkter, hvor det er relevant at afgøre, om de er seje, kloge, yndige eller frigjorte.

Vi kommer nok aldrig til at spørge, om man er en Hannah, Shoshanna, Jenna eller Marnie. For selvom ’Girls’ kom i naturlig forlængelse af ’Sex and the City’, slår Lena Dunhams serie ’Sex and the City’ med længder, når det kommer til skildringer af ægte kvindeliv. Så meget, at vi ikke har lyst til at identificere os med de unge forkælede kvinder. Slet ikke hvis det skal siges højt.

De fire unge kvinder, som jeg nu har fulgt gennem snart seks sæsoner, spejler alle mine værste sider og følelser, som ingen helst må opdage, men som jeg genkender lidt for godt.

Farvel til Shoshanna

Det har været befriende at kunne holde sit ansigt op for et spejl, der ikke svarer på, hvem der er smukkest i landet her, men hvem der fucker mest op på trods af perfekte forudsætninger.

Jeg mødte ’Girls’ i 1.g.

Jeg tror, det var første gang, det gik op for mig, hvor ucharmerende og akavet sex kan udspille sig. Første gang, at nogen sagde til mig, at man godt kan tage en gennemsigtig gulvlang kjole på til familiefødselsdag, hvis det er det, man har lyst til.

Første gang, min egen urimelighed og egoisme blev vendt imod mig med et spydigt, men kærligt blik.

Jeg siger farvel til Shoshanna, som jeg holder allermest af. Den speedsnakkende, velourklædte jomfru, der tror på alt, hvad hun læser i sine mange selvhjælpsbøger. Det befriende ved Shosh er, at hun anerkender præmissen i det liv, hun lever. Et pleasende liv, hvor alt skal fremstå helt perfekt på en helt naturlig måde. Et liv, hvor planen skal følges, samtidig med at man virker spontan og frigjort. Et liv, hvor der ikke er plads til at være ked af det. Kun når man er alene.

Jeg har meget respekt for Shoshanna. Hun er alle de kvinder, der aldrig er fine nok, især ikke i deres egne øjne.

Annonce

Farvel til Jessa

Jeg siger farvel til Jessa, der er en af de smukkeste kvinder, jeg nogensinde har set. Heldigvis er hun lige så irriterende som alle andre i serien. Jessa kan blive rasende på den helt barnlige ’jeg har ret – du tager fejl’ måde. Det er vildt usympatisk, og jeg elsker det.

I min blå bog fra gymnasiet står der et godt råd specifikt til mig: »Nogle gange skal man bare sige undskyld«.

Det er et dårligt råd. Jessas trodsighed er hendes drivkraft på godt og ondt. Om det så gælder valg af croissant med eller uden chokolade eller kæreste med eller uden veninde-eks, så er der ikke nogen, der skal bestemme over hende. Eller sige, hvad der er rigtigt eller forkert.

Man skal ikke sige undskyld for noget, man ikke er ked af. Heller ikke hvis andre synes, man burde være det.

Farvel til Marnie

Jeg siger farvel til Marnie, der tager rollen som første-bedsteveninden lidt for alvorligt. Marnie ser venskaber som forhold, hvor veninder skylder hinanden. Ikke fordi de har lyst, men fordi det er det, gode veninder gør.

Marnie har urealistiske forventninger til sine veninder og deres dedikation til sit liv. Marnie er en god veninde, for hun gør altid det rigtige, og hvis hun træder ved siden af, har hun en frelst og frigjort forklaring klar. Alligevel kvæler Marnie ikke venindeskabet fuldstændigt. Det kan godt være, hun kritiserer din mindste bevægelse, men i sidste ende hersker en overnaturlig lov, hvor I vil være veninder for evigt.

Farvel til Hannah

Sidst, men ikke mindst siger jeg farvel til Hannah. Da jeg mødte Hannah, så jeg for første gang, at de grimmeste og dybeste følelser kan leve side om side med de mere charmerende af slagsen. Jeg så, at hendes jalousi ikke var okay, men at den var der.

Jeg så, at hun kunne tro overmenneskeligt meget på sig selv og stadig have nervøse sammenbrud. Jeg så, at alle mennesker kan bære en crop-top, hvis bare de mener det nok.

Når jeg de sidste fem år har mødt Hannah på forskellige tidspunkter i mit liv, har jeg især forelsket mig i hendes måde at være alt for meget på. Ikke altid med ynde, men altid med fuldt overlæg. Jeg tror, Hannah kan tage lidt af æren for, at min veninde klæder sig ud til alle temafester på uni, selvom ingen andre gør det. Det gør mig glad.

Jeg er nu 20 år, flyttet hjemmefra (selvfølgelig betaler mine forældre stadig mit rejsekort, det er klart) og i gang med det helt store selvrealiseringsprojekt, der ifølge planen ender med, at jeg bliver det perfekte menneske. Alt andet vil være urimeligt.

’Girls’ favner ikke en hel generation. Den favner privilegerede, forkælede piger som mig og mine veninder. Det gør den til gengæld virkelig godt. Farvel. Tak.

Læs også: Interview med Alex Karpovsky fra ‘Girls’ – »jeg frygtede, at kun 22-årige fra Brooklyn ville være interesserede«

Læs også: Anmeldelse af ‘Girls’ sæson 6 – Lena Dunham slutter af med en kæmpe fuckfinger til kritikerne

Læs også: Interview med Lena Dunham – »mange kvinder siger, at serien har fået deres sexliv til at virke normalt«