Fem ting, du skal holde øje med under Oscarnatten

Fem ting, du skal holde øje med under Oscarnatten
Jimmy Kimmel
Hvad er særligt interessant at bide mærke i, når filmstjernerne samles i Dolby Theatre natten til mandag? Vores Oscar-ekspert guider.

1. Præsterer ’La La Land’ et historisk sweep?

Allerede tidligt på natten vil man så småt kunne begynde at drage de første væsentlige delkonklusioner, for de mindre priser kan fungere som en strømpil også for de tungere af slagsen. Læg derfor nøje mærke til, hvor mange af de mindre tekniske priser Damien Chazelles musical er i stand til at skrabe sammen.

Vær særlig opmærksom på priserne for kostumedesign (der plejer at gå til periodefilm) og lydklipning (der plejer at gå til larmende actionfilm). Hvis ’La La Land’ vinder de to priser, kan du godt så småt regne med, at filmen står med en reel chance for i det mindste at tangere den rekord på 11 Oscars, der pt. deles af ’Titanic’, ’Ben Hur’ og ’The Lord of the Rings: The Return of the King’.

Hvis den derimod taber de to priser, er der er en mulighed for, at det forplanter sig som en dominoeffekt, så den også kan tabe for production design (scenografi), klipning, fotografering og – hvem ved – kvindelig hovedrolle.

Med andre ord: Lægger den godt ud – forvent store ting. Lægger den mindre godt ud – bered dig på potentielle overraskelser.

2. Kan Jimmy Kimmel hæve sig over middelmådigheden?

Et af de store problemer for Oscaruddelingen i nyere tid har været at finde en form, der virker appellerende for yngre seere, der er opdraget med en mere hektisk og en mindre hygge-højtidelig form for tv. De fornyelser, man har introduceret op gennem 00’erne, har som regel kun fået lov til at stå ét år, hvorefter man vender tilbage til den gamle form eller prøver noget helt tredje.

Værtsrollen afspejler det vadested, Oscar står i. Vælger man en rendyrket komikertype, risikerer man at udvande eller fjerne fokus væk fra begivenhedens historiske gravitas, dens (berettigede, om man vil) pomp og pragt. Vælger man en hyggeonkel-type som vært, står man med det modsatte problem: Så virker showet som en stiv, bagudskuende genopførelse af slidte ritualer fra en eller anden imaginær storhedstid i midten af det forrige århundrede.

GettyImages-EmmaMcIntyre-EmmaStoneRyanGosling

Foto: Emma McIntyre/Getty Images

Vi må nok efterhånden indstille os på, at Oscarværtsrollen er blevet et one-off-gig i moderne tid. Vi kommer ikke til at se en ny Bob Hope, Whoopi Goldberg eller Billy Crystal, der år efter år vender tilbage og skaber (en form for) magi simpelthen ved at gentage deres egne lune rutiner.

Jimmy Kimmel er et ganske typisk valg, i den forstand at han repræsenterer en form for brobygning mellem det ukontroversielle og all-American-agtige på den ene side og det komisk potente på den anden. Han er ikke en type valg, der formentlig får ret mange op i det røde felt af bar forventning, omvendt er det ikke urimeligt at forvente, at han kan formå at skabe en god stemning, men også levere tilpas syrlige indspark undervejs til, at stemningen blandt de forsamlede millionærer ikke bliver for selvhøjtidelig eller selvfed.

Kimmel er en outsider i den forstand, at nok er han rig og hvid som flertallet af de andre i forsamlingen, men han repræsenterer hverken Hollywood eller filmmediet. Han er fra den mindre fine tv-verden. Det sammenstød kan resultere i akavet distanceblænderi eller befriende drilleri (det er for eksempel en balance, Golden Globes ramte så overmåde fint med Tina Fey/Amy Poehler-konstellationen).

Annonce

3. Dræberne protesttalerne alle tilløb til sjov og ballade?

Det er en gammel traver, at Hollywoodeliten befinder sig på lang afstand af gennemsnitsamerikaneren, når det kommer til politiske holdninger og værdispørgsmål. Den holdningskløft har nok aldrig været større end i år, hvor Amerika synes mere splittet end i mange år. Spørgsmålet er naturligvis hvor meget valget af – og den første måned under – præsident Trump vil præge aftenens taler.

Man kan godt frygte, at det vil blive et meget dominerende tema, måske i en sådan grad, at det per default vil komme til at virke som en politisk ladet handling at undgå at forholde sig politisk i sin takketale. Forstået på den måde at en anti-politisk tale i virkeligheden vil blive modtaget som et politisk statement i betydningen: »Jeg støtter Trump ved ikke aktivt at tale imod hans politik«.

Jimmykimmel

Jimmy Kimmel

Det kan virke fjollet og overdrevet, men i en aktuelt opgejlet politisk-korrektheds-kultur, som den Hollywood er underlagt (som en del af det såkaldte ’liberale Amerika’), er der en reel risiko for, at mange af talerne vil føle sig presset til i det mindste at opføre et lille, afsluttende ritual under devisen: »Nå ja, og lige til sidst: Fuck Donald Trump« (sagt med lidt andre ord, naturligvis).

4. Hvordan vil ’La La Land’-holdet tackle vindertalerne i en følsom situation?

Det er tydeligt, at ’La La Land’-kampagnen har skelet nervøst til den verserende tidsånd i fase to af Oscarsæsonen, hvor filmens klare frontrunner-status er blevet mødt af et forudsigeligt kritisk hylekor.

Jo mere politiseret Oscar bliver, jo mindre er det en fordel for ’den hvide mands våde Hollywood-fantasi’ kontra ’den sorte, virkelighedsnære og socialt bevidste underdog’ (i skikkelse af ’Moonlight’). Emma Stone og Damien Chazelle lagde derfor vægt ikke på det, der splitter os, men det, der samler os, da de holdt deres BAFTA-takketaler forleden. Der er ingen tvivl om, at det budskab er noget, kampagnetyperne havde plantet i munden på deres frontfigurer. Var jeg den eneste, der lagde mærke til, i hvor høj grad Emma Stone var sig pinagtigt bevidst, at det, hun havde fået at vide, hun skulle sige, var præcis så forlorent, som det netop var planen, at det ikke skulle fremstå?

Mit bud er, at Stone og Chazelle og filmens producere vil underspille den politiske og sociale dimension, som de betonede til BAFTA, eftersom de – i det øjeblik de står oppe på podiet – er meget bevidste om, at de ikke længere behøver tænke fremad, altså bruge talen som led i en samlet kampagneindsats (BAFTA som et delmål på vej mod slutmålet: Oscar).

Oscaruddelingen er sin egen årlige, kunstigt oppustede boble, hvor virkeligheden udenfor kan bringes i spil eller ignoreres alt efter, hvad der nu lige passer ind i fortællingen. Jeg tror, ’La La Land’-holdet vil gøre klogest i at ignorere Trump- og anti-Trump-fraktionerne, undgå enhver tale om sorte og hvide film eller jazz som en sort kunstart, som man er glad for, man fik ’lov’ til at ’hvidvaske’, og i stedet bare lade glæden ved at vinde komme så frit og spontant til udtryk som muligt.

Så, kære Emma Stone: Du er klart mest bedårende, når du ikke virker som en nikkedukke eller en marionet for alskens spin.

5. Vil presenterne sørge for lidt tiltrængt pep?

Hvis nu takketalerne udvikler sig til en paralyserende omgang anti-Trump-tirader og dermed forvandler filmkunstens festaften til en parade af utroligt rige menneskers firkantede politiske slogans, kan man i det mindste sætte sin lid til, at et nøje udvalgt allstar-cast af presenters vil kunne holde stemningen oppe og – hvem ved? – bringe et smil eller to frem på læben.

Blandt årets presentere finder vi Amy Adams (der forhåbentlig nyder, at hun for en gangs skyld ikke er nomineret og derfor kan tillade sig at have a fun night out), Riz Ahmed, Javier Bardem, John Cho, Dwayne Johnson (der er så venlig at give os noget af sin dyrebare tid, så arbejdet på hans magnum opus, den angiveligt 160 minutter lange ’The Fate of the Furious’, må sættes på standby!), Felicity Jones, Leslie Mann, Janelle Monáe (som man per definition aldrig kan få nok af), David Oyelowo, Emma Stone, Charlize Theron (er hun ikke presenter hvert år?), Halle Berry og Scarlett Johansson.

Janelle Monáe

Janelle Monáe i ‘Hidden Figures’

På papiret er det en god blanding af store, etablerede stjerner og spændende stjerneskud. Det synes endvidere, som om Akademiet har gjort sit hjemmearbejde ved at præsentere et i sandhed mangfoldigt cast. Der er både sorte, latinoer, asiater og en god portion kvinder.

Mangfoldigheden rækker dog kun langt: Ganske typisk for Oscar i nyere tid er det, at personer over 60 (ja, over 50, for den sags skyld) ikke synes at få lov til at optage tv-tid. Man vil tydeligvis ikke risikere, at de yngre tv-seere kommer til at kede sig over synet af ældre mennesker, som de måske ikke kender, og som i øvrigt ligner en kunstig glamour-version af deres egne forældre eller bedsteforældre.

Hvis presenterne fungerer som et sigende mikrokosmos på, hvordan diversitetsproblematikken udfolder sig i Hollywood anno 2017, kan vi slå fast: Den mest udsatte minoritet er ældre mennesker. Erfaring er ikke et plusord.

Læs også: Vores endelige forudsigelser – de vinder Oscar-priserne på søndag

Læs også: ’Under sandet’-instruktør Martin Zandvliet om Oscar-oplevelsen: »Jeg havde ikke troet, det betød noget – men det gør det«

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.