’Generation SoMe’: DR3-satire spidder alt fra elitedateren til hipster-aktivisterne
Alle kort på bordet: Når jeg poster et profilbillede på Facebook, skal jeg konstant kæmpe mod en impuls til at tjekke antallet af likes. Og når jeg synes godt om et opslag, er det sjældent uden at tænke over, om det ser godt ud, at jeg synes godt om det.
Jeg hader, når det sker, for det gør mig til et produkt af den generation, jeg aldersmæssigt hører til, et folkefærd af like-jægere, som sociologer uden indpakning har stemplet som narcissistisk.
Det er den generation, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag navngiver ’SoMe’ efter den skamredne forkortelse for sociale medier og med tryk på ’me’. Selvforherligelsen får næring i et univers, der i sit tunnelsyn mod selfieskærmen gør op med det heliocentriske verdensbillede og sætter jeget i centrum af solsystemet.
I DR3-serien ’Generation SoMe’ tematiseres det i seks segmenter: En elitedater begraver sine flirts i selvglad trivia, to hipster-aktivister vil hellere kværulere og pege fingre end at indsamle penge, et par perfektionistiske iværksættere bralrer op om 12-taller, startups og andre præstationer, en omvandrende selfiestick har 365 karrieredrømme om året, en kvinde parerer omverdenens afvisninger med selvbedrageriske forestillinger om sit eget værd, og en cyklist råber ad ’pøblen’ på sin skånselsløse færd mod et vigtigt møde.
Alle har de en forvrænget virkelighedsopfattelse til fælles, en ukuelig hævdelse af egne ’dyder’, der i mødet med omverdenens berettigede skepsis kun muterer – som en flok mini-Trumps, der blot skråler deres løgne højere stillet over for fakta.
Rudbæk og Zuschlag spidder deres generationsfællers grænseløse selvoptagethed, men harmen trumfer nysgerrigheden i en sådan grad, at den beskedne spilletid på seks gange ti minutter føles lang. Det, der mangler, er variation, en afvigelse fra de faste sketchsceners grundforløb, der kan teste SoMe-’stjernernes’ selvbedrageriske prisme og måske finde en flig af den dybt moderne usikkerhed, som narcissismen i virkeligheden er et svar på.
Det er befriende at se elitedateren (skarpt og sjovt spillet af Zuschlag) på skælvende grund, da hans kvindelige spejlbillede kastrerer ham retorisk, men ellers følger sketchene en rigid dramaturgi, der udelukker ethvert overraskelsesmoment.
De to aktivister møder den samme simple velgører, der får tørt på, selfie-jobjægeren får en drøm, der knuses, inden hun finder smilet frem igen, og iværksætterne konkurrerer på cv og karakterudskrifter, inden deres magelige tredjehjul udstiller dumheden med et mic drop.
De seks afsnit er så identiske, at hvis man har set det første, har man set dem alle. Groft sagt.
Som satire er ’Generation SoMe’ bedre som udlevering end underholdning, og flere sketches vægter karikatur over komisk finesse. Omvendt har Rudbæk og Zuschlag set, hørt og udholdt de typer, de skildrer, og de formidler fint indignationen i deres mimik og kropssprog, utilnærmelige facader af selvhævdelse.
Om ikke andet kan udleveringen tjene som et slag i solar plexus på en generation, der på visse fronter har fortjent det.
Kort sagt:
Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk giver SoMe-æraens narcissister en kærkommen kæberasler, men de seks sketches mister hurtigt deres brod, fordi de nægter at afvige fra deres grundformel.
Læs også: Anmeldelse af DR3’s ‘Anton 90’