’La La Land’: Gosling og Stone funkler i lidt for passionsløs Oscar-favorit

4 6
Spillefilm
Instruktion

Damien Chazelle

Medvirkende

Ryan Gosling, Emma Stone, J.K. Simmons, Rosemarie DeWitt, John Legend

Spilletid

128 min.

Premiere

Den 23. februar

Så er den her: Filmen alle har snakket om i månedsvis, og som – måske – gør rent bord ved årets Oscar-uddeling på søndag som den ledende titel i feltet med imponerende 14 nomineringer.

Bare 32-årige Damien Chazelles ’La La Land’ danser ind i danske biografer med en enorm hype i kjoleslæbet og en moderne klassikerstatus, der allerede synes slået fast med syvtommersøm.

Men er de mange roser under stepskoenes såler fortjente?

Mia (Emma Stone) er en ud af tusinde håbefulde unge skuespillerinder i L.A., som farer fra den ene frugtløse audition til den næste i håbet om en strålende karriere i spotlysets skær. Gennembruddet lader vente på sig, men en dag slår det til gengæld gnister på en anden front, da Mia støder ind i jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling).

Det er ikke just kærlighed ved første blik: Mia dagdrømmer i sin bil i morgentrafikken, Sebastian dytter irriteret af hende, hun giver ham arrigt fingeren.

Ah, young love!  

Senere mødes parret tilfældigt igen og forelsker sig over karriereambitioner og en fælles længsel efter at dele den ensomme vej mod stjernerne med en ligesindet. Om Mia og Sebastian klikker på et dybere plan er mere uklart og skal da også senere være med til at teste kærligheden.

Sebastian spiller generisk loungemuzak på en tacky restaurant, hvor ejeren, spillet af JK Simmons, hader alting jazz (et morsomt nik til Simmons’ Oscar-vindende rolle som musiklærer i Chazelles ’Whiplash’), og den unge mand er dagligt ved at brække sig ned i tangenterne af lede. Han vil åbne en autentisk jazzklub, men fristes økonomisk af vennen Keiths (John Legend) tilbud om at spille med i et poppet rockband.

Ligesom Mia famler Sebastian efter at fremelske sit artistiske udtryk i L.A.’s overfladiske drømmefabrik, hvor film- og musiknostalgien fra Hollywoods gyldne æra på den ene side dyrkes som religiøs og intellektualiserende referenceramme for alles ambitioner og på den anden side trædes usentimentalt under fode af kommercielle interesser og effektivisering – som når en af byens ældste jazzklubber pludselig forvandles til en ’samba og tapas-bar’ til Sebastians store forargelse og den eneste rolle, Mia får et callback på, er til en tomhjernet ungdomsserie.

På denne vis er ’La la land’ både en hyldest til filmbyen, den er optaget i, og et kritisk stik i siden på det moderne Hollywoods manglende kunstneriske ambitioner, hvis brug-og-smid-væk-kultur knuser unge talenter på et generisk samlebåndsskafot.

Det er et velkendt budskab, som musicalen er skræddersyet til: Da talefilmen gjorde sit indtog med ’The Jazz Singer’ i 1929, blev musicalgenren Hollywoods mest populære eksportvare overnight. Musicalen lokkede på overfladen med letbenet eskapisme og romantik til fejende soundtracks, men de mest mindeværdige titler i genren, som mesterværket ’Singin’ in the Rain’, stak altid dybere end som så, med samfunds og metakritik lurende lige under den technicolor-brillante farveladefacade.

Sponsoreret indhold
Portræt af Carcels kreative direktør Louise van Hauen
Hun fortæller om sin proces og kampen for at gøre det "godt nok". Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Handlingsforløbene forblev dog overvejende lovey dovey, så det var nyskabende, da den franske instruktør Jaques Demy i 1960’erne gav Hollywood-musicalformen et socialmagiskrealistisk twist og sløjfede den kronisk lykkelige slutning i film som ’Pigen med paraplyerne’.

I ’La La Land’ har Chazelle i den grad hentet inspiration fra Demy, men hvor forbilledets musicals var tematisk rodfæstede i tungsindig, fransk 60’er-eksistentialisme, der stod i interessant kontrast til filmenes farvestrålende billedside, er ’La La Land’ et mere glat spejlprodukt af sin karrierefikserede samtid, der hverken fremstår helt så fortryllende eller nytænkende, som man havde ønsket sig af et moderne take på genren.

Filmen opleves som et fatamorgana af englenes by: Billedtableauerne er så omhyggeligt iscenesatte og belyste, at det er vanskeligt at se, om det er en location eller et studie, Mia og Sebastian bevæger sig rundt i. En effekt, der fint illustrerer duoens egne skabelonforestillinger af Hollywood som en imponerende kulisse, men som også fravrister ’La La Land’ sjæl og stoflighed.

De mange filmiske referencer i ’La La Land’ stopper ikke ved Demy, og musicalsfans vil notere sig hyldester til alt fra ’Singin’ the Rain’ (selvfølgelig) til Disneys ’Tornerose’. Chazelle har imidlertid også skelet til andre kendte films scenografiske portrætter af L.A., og ’La La Land’s åbningssekvens, en spontan dansefest på en motorvej midt i den værste myldretid, sender tankerne lukt tilbage til den fatalistiske L.A.-krimi ’Falling Down’, hvor hovedpersonen Michael Douglas i første scene også sidder fast i en endeløs bilkø.

Som en billedlig antitese til Douglas’ frustrerede nedsmeltning stiger bilisterne i ’La La Land’ ud af deres køretøjer og leverer et overenergisk, næsten manisk storsmilende show: »Tak til solen! Tak til L.A.!«

Optrinnet er underholdende, men mangler det ekstra drys uimodståelig filmmagi, der skal få en til at smide armene over hovedet i euforisk begejstring. Koreografien virker en tand for stram og selvbevidst, og også Gosling og Stone stepper mere mekanisk end legende let, som talte de takter højt undervejs.

Der er umiskendelig god kemi mellem de to hovedroller (’La La Land’ er som bekendt deres tredje film sammen efter ’Crazy Stupid Love’ og ’Gangster Squad’), men parrets rapport forbliver af den venskabeligt tuttenuttede slags frem for egentlig sexet.

Det gør tiltrækningen svær at købe, og endnu mere problematisk er det, at Stones karakter er markant underskrevet i forhold til Goslings Sebastian, hvis motivationer publikum får et langt bedre indblik i end ingenuestereotypen Mia, der tilsyneladende bare gerne vil være kendt.

Favoriserer Chazelle sin maskulint mulende jazzpianist? Eftersom den musikelskende instruktør nu har begået sin tredje spillefilm med en (mandlig) jazzmusiker i centrum, er konklusionen nærliggende.

Heldigvis er Stone bedre end sine hule replikker, og en scene, hvor Mia synger hjertet ud i en særlig skæbnesvanger audition, giver gåsehud takket være skuespillerindes indlevelse og fantastisk ekspressive øjne, der her rummer al den skrøbelige usikkerhed og desperate håb, enhver drømmer har tumlet med i jagten på flygtig accept.

De minutter alene er Stones Oscar-nominering værd, og øjeblikket føles befriende ægte i en film, der nok er en visuel lækkerbisken og et mangeårigt hjertebarn for Chazelle, men som også paradoksalt selv mangler noget af den passion og personlige originalitet, den beskylder Hollywood for at have glemt.


Kort sagt:
Ryan Gosling og Emma Stone er skønne i forgrunden for L.A.’s rosenrøde solnedgange, men duoens pardans kan ikke camouflere, at ’La La Land’ mangler originalitet: I sin iver efter at læsse på med visuelle hyldester til kendte film glemmer instruktør Damien Chazelles at sætte sine unikke fingeraftryk på sin egen.

Læs også: Historien bag ’La La Land’: Seks år, 1900 klaverdemoer og skuespilstjerner på et afbud

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.