(Opdateret 14.30 med ny info om dansk distribution)
Jeg er ikke synderligt optaget af ’X-Men’. Jeg er med på, at flere af filmatiseringerne anses for at være nogle af de bedste superheltefilm til dato, og det er ikke, fordi jeg vil argumentere imod. Jeg steg bare aldrig rigtigt på, og i dag er jeg ramt af superfobi i tredje grad, så alene tanken om at skulle fordybe mig i endnu et Marvel-univers længe har bragt mavesyren ud af kontrol.
Men så kom ’Legion’.
Første afsnit fik premiere i USA i sidste uge, men herhjemmefra skal man foreløbigt have en amerikansk iTunes-konto for at kunne se med (efter sigende kommer den på Viaplay inden for det næste år, men den nærmere premieredato ligger ikke fast).
Og når jeg trods både tekniske og superhelterelaterede barrierer overhovedet gad gøre mig besværet, skyldtes det ét navn: Noah Hawley.
Hawley er en mirakelmager. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at han er amerikansk tv’s største geni lige nu. Det var ham, der skabte et fænomenalt og forløffende selvstændigt tv-værk ud af Coen-brødrenes klassiker ’Fargo’, en bedrift, jeg ville have forsvoret var mulig (Hawley regnede selv med at floppe, hvilket gav ham mod til at eksperimentere vildt). Men tv-serien ’Fargo var, ikke mindst i sæson 2, et overflødighedshorn af sort humor, brillante visuelle ideer og skarpmalede karakterer. En fryd for øjne og ører.
Hawley er snart på vej med ’Fargo’ sæson 3, men indimellem har han lige fundet tid til at lave ’Legion’, og det er ikke et sløset interludium, skulle jeg ellers hilse og sige.
Første episode er slet og ret en af de mest virtuose tv-piloter nogensinde.
I ’X-Men’-universet er David Charles Haller, aka Legion, søn af Professor Charles Xavier (Patrick Stewart/James McAvoy i filmene) og Gabriella Haller. Han er altså mutant – og lider tilmed af personlighedsspaltning.
I serien er det netop en meget psykisk belastet David (en forrygende Dan Stevens fra ’Downtown Abbey’ og ’The Guest’), vi møder. I en slo-mo-montage udspiller de første minutter af afsnittet hele David opvækst, fra cute baby til glad dreng, plaget teenager og rebel without a cause tilsat den kække sang ’Happy Jack’ i et af Hawleys efterhånden karakteristisk overlegne musikvalg.
Sekvensen slutter med dissonante stemmer og et – forsøgt – selvmord, hvor snoren blænder (og brænder) over i en fødselsdagskage, som hans søster har medbragt til ham som voksen mand indlagt på et psykiatrisk hospital.
Får ’Mr. Robot’ til at ligne ’Hedensted High’
Det er bare begyndelsen på Hawleys bravurnummer. En god del af tiden opholder vi os på anstalten, hvor David taler med den skæve sandsigerske Lenny (Aubrey Plaza i sin bedste rolle siden ’Parks and Recreation’) og bliver kærester med den nye, smukke indsatte Syd (Rachel Keller, som spillede Simone Gerhardt i anden sæson ’Fargo’) , der flipper skråt ved ethvert tiltag til fysisk berøring.
I virkeligheden er dette dog også blot et tilbageblik, for i rammehistorien afhøres David af en bureaukratisk agenttype om en hændelse, som afsløres med en hæsblæsende sekvens mod afsnittets slutning. Og både David og seeren har hele vejen igennem svært ved at skelne mellem, hvad der er virkeligt, hvad der er skizofrene illusioner, og hvad der er… mutantkræfter. Ikke helt ulig en anden visuelt overrumplende serie, ’Mr. Robot’, der dog ligner ’Hedensted High’ til sammenligning.
Fortællelagene væver sig ind og ud af hinanden i løbet af episoden, komplekst uden at være unødigt forvirrende, og som i ’Fargo’ brillerer Hawley med de mest utrolige stemnings- og temposkift.
Lyden af et bordtennisbord, et surrealistisk skærminficeret kratlandskab, et eksplosivt kys, et fornøjeligt digresserende Bollywood-musicalnummer (der i øvrigt ikke var planlagt i manuskriptet) og en svimlende romantisk kærlighedshistorie er hovedelementerne i en fortælling, der skiftevis tog pusten fra mig og fik mig til at slå en uventet latter op.
Det er et psykedelisk trip, et subjektivt vanvidsridt ind i en gal eller genial hjerne, forløst så filmisk og idérigt, at man nemt kunne miste blikket for menneskene (eller mutanterne) i centrum. Men Hawley svigter aldrig sine karakterer, og allerede fra første scene på hospitalet, hvor David tager underspillet pis på sin søsters naive tro på, hvor storartet man fejrer fødselsdag på et sindssygehospital, er man med ham.
Det er ikke uden grund, at Indiewires anmelder kalder afsnittet for »et mesterværk«.
Inspireret af Pink Floyd
Hawley har selv beskrevet sin arbejdsmetode sådan her i et interview med Uproxx:
»Det, jeg elsker at gøre, er at lave noget, der ikke føles som en tv-serie. Man skriver ikke til faste kulisser, med andre ord. Historien bevæger sig. Hver uge bevæger historien sig, enten fysisk eller, i dette tilfælde, konceptuelt«.
Hans visuelle bestræbelser begrænser sig da heller ikke til hverken slowmotion-scener eller eksplosioner. Alene setdesignet giver fråde om munden, en brun 60’er-agtig punkvibe i tøj, locations og frisurer tilsat futuristisk teknologi, der på én gang skaber nogle meget specifikke og virkelighedsforvrængende associationer, som man er nysgerrig efter at dykke ned i.
Hawley har fortalt, at Pink Floyds LSD-inducerede ’The Dark Side of the Moon’ var en væsentlig inspiration, og Davids kæreste Syd er da også opkaldt efter bandets Syd Barrett.
Kan den holde kadencen?
Første afsnit ’Legion’ minder én om, at superheltehistorierne ikke behøver se ud, som de gør på biograflærrederne og Netflix, men at det overnaturlige udgangspunkt tværtimod åbner døre for excentrisk, nærmest surrealistisk fortællekunst. For mig at se er det først med ’Legion’, at disse løfter bliver indfriet. Den sprænger superheltegenren i luften indefra.
Marvel gav Noah Hawley frie tøjler og stillede ingen krav om, at historien skulle knytte forbindelser til det eksisterende ’X-Men’-univers. Man fornemmer da også, at hans hjerte først og fremmest ligger i den menneskelige historie om en mand, der går fra at tro, at han er gal, til at finde ud af, at han er begavet med store kræfter.
»Min opgave var at blive inspireret af forlægget og fortælle den historie, jeg ville fortælle med det, i modsætning til at finde en del af tegneserien og sige, ’okay, det her er nummer 320 til 328«, har han forklaret til Variety, og de bærende karakterer rundt om David stammer da heller ikke fra tegneserierne.
Hawley har selv instrueret piloten, og det er næsten svært at forestille sig, at serien kan holde samme kadence i de kommende afsnit, nu hvor præmissen er etableret.
Noah Hawley er en travl herre, og på én og samme tid stod han i spidsen for udviklingen af ’Legion’, ’Fargo’ sæson 3 og den kommende ’Cat’s Cradle’. Han slipper da også tøjlerne en smule allerede ved afsnit to af ’Legion’, som er instrueret af Michael Uppendahl, men man kan trøste sig med, at Hawley brugte samme model på ’Fargo’, som Uppendahl i øvrigt også har instrueret fem afsnit af.
’Legion’ har allerede markeret sig med et af de bedste og mest hæsblæsende pilotafsnit i tv-historien, hvor den deler trofæhylden med serier som ’Breaking Bad’ og ’Lost’. Med en premiere på ’Fargo’ sæson 3 senere på året er det ikke urealistisk, at to af årets bedste serier vil have samme bagmand. Al magt til Noah Hawley.
Læs også: Interview med Noah Hawley – »binge-watching svarer til at få for meget sukker«