Ryan Gosling går i trekvartlange piratbukser, hvis han har lyst

Ryan Gosling går i trekvartlange piratbukser, hvis han har lyst

En mand får bank midt i et lyskryds i New York. Flere forbipasserende forsøger at stoppe slåskampen eller i det mindste få de to kombattanter væk fra kørebanen. Alle forsøg mislykkes, indtil en mand i blåstribet tanktop, opsmøgede joggingbukser og store overarme myndigt tager styringen.

Den mest aggressive mand smider armene resignerende op i luften, og manden med de opsmøgede joggingbukser får gelejdet kamphanerne ind på fortovet og stoppet slagsmålet.

Det viser sig, at redningsmanden er Ryan Gosling, der tilfældigt er kommet forbi. Optrinnet, der blev filmet og kan ses på Youtube, fandt sted i 2011, og det var netop her, at Gosling var på toppen af sit image som verdens mest cool fyr og eftertragtede mand. Alt, han gjorde, var sejt, og pressen elskede at bygge oven på myten.

I et interview med Esquire faldt journalisten i svime over, hvor fantastisk det var, at Gosling undervejs i interviewet købte slik og elskede de japanske frugtkarameller Hi-Chews. Samme blad lavede artiklen ‘The Ryan Gosling Guide to Being Irresistible’, hvor et af rådene lyder, at man skal være god mod hunde – ligesom Ryan.

Han var blevet en nærmest sagnomspunden udgave af sit eget image, og videoen bekræftede kun den offentlige opfattelse af ham som en drømmefyr, der henkastet gjorde, hvad han havde lyst til, og havde succes med det.

Men siden 2011 har han skruet ned for blusset.

»Jeg ville undgå, at I blev trætte af mig«, siger den nu 36-årige canadier, da vi møder ham i Los Angeles.

Ryan Gosling Gettyimages 5

Foto: Charley Gallay/Getty Images

Hans sagte stemme og indelukkede attitude under hele interviewet antyder dog, at han måske først og fremmest ville undgå at blive træt af sig selv. Som barn mødte han kun begrænsninger i form af læsevanskeligheder, mobning og en streng opdragelse, så måske er det derfor, at han har forfulgt sin lyst så kompromisløst som voksen.

»Det er nærmest per instinkt. Det er ligesom, når man hører en sang og får lyst til at danse uden at vide hvorfor«, siger han, da han skal forklare, hvordan han vælger sine roller.

Smidt ud af skolen

Den Ryan Gosling, der trasker rundt i, hvad der ligner trekvartlange piratbukser, synes at være en langt mere legesyg og søgende, men også en mere melankolsk og sårbar person med forkærlighed for roller som samfundets udskud, end den Ryan Gosling medierne som regel portrætterer.

Den seneste filmudfordring, han har valgt at tage imod, er den mandlige hovedrolle som jazzpianisten Sebastian i ‘La La Land’, der er den længe ventede opfølger til instruktør Damien Chazelles mesterlige trommedrama, ‘Whiplash’.

‘La La Land’ er en pastiche over klassiske Hollywood-musicals fra 50’erne, og Gosling både synger og danser i filmen, hvor han spiller over for Emma Stone. Der burde være masser at tale om, men denne dag skjuler Goslings grå Gucci-jakkesæt kun hans hjemmelavede tatovering af en vareulvehånd, der taber et bloddryppende hjerte, på hans venstre arm. Det kan ikke skjule, at han bestemt ikke har lyst til at lave det pr-arbejde, der er obligatorisk for enhver skuespiller.

La La Land III

Ryan Gosling som aspirerende jazzpianist i ‘La La Land’

»Jeg føler, at jeg er meget heldig, at jeg har mulighed for at lave film, og jeg er meget taknemmelig for at være skuespiller og kunne træffe mine egne valg. Det kan godt være, at der er en negativ side ved det, når man skal forsøge at få folk til at se den film, man har arbejdet på. Men jeg kan ikke klage over det«, siger han.

Hans kropssprog afslører ham dog. Han virker distraheret. Som om han hellere vil være et andet sted. Mange skuespillere nyder opmærksomheden i disse situationer (de er trods alt skuespillere), men ikke Gosling. Han tør først lidt op, da snakken falder på ‘La La Land’s premiere ved Toronto Film Festival i Canada, hvor han er født og opvokset.

»Det var en dejlig aften. Jeg forlod Canada for at flytte til Los Angeles og lave film, og det var skønt at være hjemme med sådan en gave. Det var dejligt at være her med filmen og se den sammen med mit folk«.

Når man er skuespiller, så er alle ens fiaskoer kun personlige fiaskoer

Det er egentligt pudsigt, at Gosling liver op, når han taler om sit hjemland, hvor han voksede op i London i den canadiske provins Ontario. Som stor dreng forsøgte han at tale som Marlon Brando, fordi han ikke syntes, at hans canadiske accent lød sej nok.

»Jeg hadede at være barn«, har han tidligere fortalt. Han blev mobbet i skolen og havde ingen venner, før han blev 14-15 år. Da han havde set Rambo-filmen ‘First Blood’, tog han i første klasse steak-knive med i skole og kastede dem efter de andre børn. Det fik ham smidt ud af skolen, og han måtte ikke se de film, han havde lyst til for sine forældre – kun de pædagogisk opbyggelige film, der var tilgængelige på biblioteket. Han kunne ikke læse og måtte tage receptpligtig Ritalin for at håndtere den ADHD, han fik konstateret.

Med lysten som karrierekompas

Da han efter optrædener ved diverse amatørteatre havde fundet ud af, at han havde lyst til at være skuespiller, flyttede han som så mange andre ligesindede til Los Angeles. Efter eget udsagn fordi han der kunne gøre, som han havde lyst til. Han malede graffiti for sjov en overgang, men hurtigt begyndte de første roller at komme, og oplevelserne til diverse castings i den tid kan ses i ‘La La Land’, der også udspiller sig i showbiz-området af Los Angeles.

»Da vi forberedte os på filmen helt i begyndelsen, fortalte vi en masse gyserhistorier om vores værste castings. Der er en scene i filmen, hvor Emma (Stone, red.) er til en casting, hvor hun er midt i en følelsesladet scene, og så kommer der pludselig en person ind i lokalet, og casteren tager sin telefon og begynder at snakke midt i det hele. Det skete rent faktisk for mig engang, og Damien Chazelle valgte at bruge det i filmen«, siger Gosling, før han selv afmonterer anekdotens betydning.

Drive Gosling fakta
Hvad siger rollerne om Ryan Gosling?

Gosling vælger sine projekter per instinkt, siger han. Men hvad siger fire af hans mest fremtrædende projekter så om ham?

‘Lost River’ (2014)
Der er klare paralleller mellem Gosling og teenageren Bones, der opdager sandheden om sin barndomsby, hvor ham og hans mor kæmper for at bevare deres hus. Filmen er Goslings debut som instruktør og manusforfatter og har en stærk visuel og symbolsk side.

‘Drive’ (2011)
Gosling troner i al sin maskuline vælde fra en ikonisk piedestal, men herfra kan han også se misforholdet mellem de mandlige gangsteres opfattelse af ham som én, der kan køre stærkt, og sit eget ønske om at have nogen at elske. En imagediskrepans, som Gosling i sit virkelige liv har løst flere gange.

‘Blue Valentine’ (2010)
Gosling gemmer sin charme væk og viser et vrag af en mand, der er symbolet på, hvad der sker på den anden side af forelskelsen: Den totale afromantisering af Noah-karakteren i ‘The Notebook’, som Gosling måtte kæmpe for at distancere sig fra for at undgå typecasting.

‘The Believer’ (2001)
Hans første store rolle. Hans egne oplevelser med at være splittet mellem det, man må, og det, man har lyst til, står tydeligt. Den unge jøde Danny udvikler nynazistiske sympatier, og selv om Goslings egen historie selvfølgelig ikke er lige så vild, er der paralleller mellem hans egne og Dannys indre kampe.

»Sandheden er, at når man er skuespiller, så er alle ens fiaskoer kun personlige fiaskoer. Man er jo ikke en kirurg, hvor der er alvorlige konsekvenser. De føles så intense, fordi det er meget personligt, men de er jo ingenting i sammenligning med alle de professioner, hvor det kan være direkte ødelæggende for andre mennesker«.

En af de roller, han fik, var i ‘The Notebook’ fra 2004. Rollen som den fattige, men passionerede Noah, der forelsker sig i og gifter sig med den rige Allie, blev hans svar på Leonardo DiCaprios rolle som Jack i ‘Titanic’. Den katapulterede ham til berømmelse og gjorde ham især populær hos pigerne og producenterne, der gerne så ham lave flere af den slags tårepersere. Filmen åbnede mange døre for ham, men han havnede også i den klassiske fare for at sidde fast i en typecasting, som kan være lige så svær at slippe af med som dobbeltklæbende tape.

Da han dukker op i lyskrydset i New York, siger en kvinde i Youtube-videoen ganske sigende til sin veninde, at »det er ham fra ‘The Notebook’«, selv om videoen er fra 2011, og Gosling i mellemtiden havde været nomineret til en Oscar. I årene efter gik han derfor ind ad de døre, han havde mest lyst til – og det var typisk dem, der førte væk fra den sikre filmsucces. En dag da han sad på en marokkansk restaurant med en ven i Californien, sagde han til kokken, at det var »mad, jeg har lyst til at spise resten af mit liv«.

Der var ingen restauranter med den slags mad i Los Angeles, så i en pludselig indskydelse besluttede Gosling at hyre kokken, og i 2014 åbnede han restauranten Tagine, som han selv gik og satte i stand gennem et helt år.

Hans styrke er, at han aldrig lader sit image stagnere i ensidig maskulinitet. Han tilføjer hele tiden nye nuancer, og derfor bliver han ved med at være fascinerende. Hvis han har lyst til at åbne en restaurant, gør han det, hvis han vil spille i et band, gør han det, og hvis han har lyst til at se stort på modepolitiet og spankulere omkring i New York i trekvartlange piratbukser, gør han det. Ligesom når han vælger roller.

»Når jeg læser manuskripter, har jeg indimellem forsøgt at intellektualisere og tænkt, at jeg var klog i forbindelse med et valg, jeg havde truffet. Men den metode fungerer sjældent for mig. Det fungerer bedst for mig, når jeg gør som med ‘La La Land’, hvor jeg læste manuskriptet om aftenen og sagde ja morgenen efter. Jeg vidste ganske enkelt instinktivt, at jeg skulle medvirke, og det er meget nemmere at træffe beslutninger på den måde«.

Dukkeknepper og så på turné

Efter ‘The Notebook’, da hans navn var lige så varmt som kinderne hos de kvinder, der havde set filmen, drev det instinkt ham til kun at lave fire film de næste tre år – og vælge karakterer, der havde en hård fortid eller var ensomme.

‘Half Nelson’ (2006) indbragte Gosling hans hidtil eneste Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle for rollen som highschool-lærer med et narkoproblem. Herefter fulgte ‘Lars and the Real Girl’ (2007), hvor han med en pjusket snotbremse og strikket sweater indleder et forhold til en sexdukke, han har købt på nettet. Det var ikke rollevalg, mange agenter havde rådet ham til, og efter rollen som forskruet lolitadukkeejer tog han en total filmpause i tre år.

Sammen med vennen Zach Shields dannede han bandet Dead Man’s Bones. Navnet på bandet viser Goslings forkærlighed for knogler og det dystre. Han har dekoreret ægte skeletter i sin lejlighed med lyskæder, der skal ligne nervebaner, og den mandlige hovedrolle i hans semiselvbiografiske instruktørdebut ‘Lost River’ (2014) hedder Bones. Duoen udgav i 2009 deres hidtil eneste album, som de derefter tog på turné med.

Jeg havde skrevet en musical sammen med en ven, og det viste sig at blive den dyreste musical, man kan forestille sig

»Jeg havde skrevet en musical sammen med en ven, og det viste sig at blive den dyreste musical, man kan forestille sig. Det gik op for os, at det ikke ville være muligt for os at producere den. Så vi tænkte, at det ville være billigere at lave et album, og det var det. Vi havde ikke forventet at have et band, men det skete bare, og så tog vi på turné«.

De kunne ifølge Gosling, der gik under kunstnernavnet Baby Goose, ikke spille på nogen instrumenter, så de rev et år ud af kalenderen for at lære det. Musikken er melankolsk og sprudlende, som en blanding af Tom Waits og Arcade Fire. »I get up in the morning, to the beat of the drum / I get up to this feeling, keeps me on the run«, synger Gosling på ‘Lose Your Soul’ på lige dele legesyg og desperat flugt fra sit eget image. På albummet spiller Gosling klaver, guitar og bas, så det måtte være nemt for ham at spille jazzpianist i ‘La La Land’. Eller hvad?

»Jeg troede, at det ville falde mig mere naturligt, end det gjorde. Hvis du husker filmen ‘The Cutting Edge’ (‘Kærlighed på glatis’ fra 1992, red.), hvor en hockeyspiller forsøger sig med kunstskøjteløb, så var det lige sådan… Det var meget sværere, end jeg havde regnet med«.

Ryan Gosling And Emma Stone Hand And Footprint Ceremony

‘La La Land’-holdet samlet: Ryan Gosling, Emma Stone og instruktør Damien Chazelle. Foto: Emma McIntyre/Getty Images

I 2011 kulminerede Goslings karriere kunstnerisk set, da han spillede den nu ikoniske chauffør i Nicolas Winding Refns ‘Drive’, der vandt instruktørprisen i Cannes. De gentog samarbejdet i ‘Only God Forgives’ (2013), og året forinden havde Gosling lavet sin anden film i samarbejde med Derek Cianfrance, ‘The Place Beyond the Pines’.

»Det er lige meget, hvor godt manuskriptet er, eller hvilken rolle jeg skal spille, eller hvem der ellers medvirker. Hvis man ikke tror på instruktøren, og at denne kan lave et godt stykke arbejde, så dur det ikke. Det hele afhænger af dem, og jeg har været heldig det seneste stykke tid at arbejde med instruktører, som jeg anser for at være dygtige«, siger Gosling, hvilket leder tankerne hen på Refn og Cianfrance, der er de eneste instruktører, han har lavet mere end én film sammen med.

De har været de vigtigste instruktører for Goslings karriere, fordi deres film har givet ham kunstnerisk legitimitet. Og måske fordi han ingen venner havde som barn, har han udviklet han et intenst bromance-forhold til begge instruktører, hvilket Refn fik at føle, da Gosling gav han ham en læbesmasker for øjnene af verdenspressen på filmfestivalen i Cannes i 2011.

Men typisk for Gosling er han siden drevet nye veje efter de to ellers så succesfulde samarbejder. Efter ‘Only God Forgives’ valgte han kun at medvirke i en birolle i finanskrisekomedien ‘The Big Short’ (2015) samt den letbenede Shane Black-komedie ‘The Nice Guys’ fra i år.

»Man er nødt til at være selvkritisk. Det er på mange måder sådan, man udvikler sig: Man er nødt til at være kritisk over for sig selv og sit arbejde«, siger han.

Men skal man ikke passe på med at være for selvkritisk?

»Man er nødt til at give konstruktiv kritik, for man kan mange gange være meget hårdere ved sig selv, end andre nødvendigvis vil være det. Men det er vigtigt, at man hele tiden ønsker at udvikle sig og bevæge sig fremad, for ellers kommer man ingen vegne«.

Læs også: Er ‘La La Land’ en sikker Oscar-vinder?