’Under sandet’ holdt op mod Oscar-konkurrenterne – på kvalitet og vinderchancer

’Under sandet’ holdt op mod Oscar-konkurrenterne – på kvalitet og vinderchancer
'Under Sandet'
Martin Zandvliets efterkrigsdrama skal forsvare de rødhvide faner, når Oscar-priserne uddeles på søndag. Men har den en chance mod de fire andre kandidater i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film? Vores filmredaktør rangerer dem fra mindst god til bedst – og vurderer, hvem der vinder.

5. ’The Salesman’

Hvordan er den?
Asghar Farhadi laver ikke dårlige film. Punktum. Den iranske instruktør er en utrolig filmbegavelse med sublim sans for menneskelige relationer, hvilket han har bevist mesterligt i film som ’Elly’, ’Nader og Simin’ og ’Fortiden’.

Når det så er sagt, synes jeg, at ’The Salesman’ er hans svageste film. Plottet kredser om et par, Rana og Emad, der begge er skuespillere i en teateropsætning af Arthur Millers ’En sælgers død’, og som tvinges til at flytte, da deres bygning er i nedstyrtningsfare.

Efterhånden står det klart, at der har boet en prostitueret i deres nye lejlighed, og da en af hendes kunder kommer forbi, fører det til en episode, der sætter sig som en kile i Rana og Emads forhold.

Som altid skaber Farhadi flot suspense ud af karakterernes forhistorie og fortielser, ligesom hans analyse af de iranske klasseforhold er lynende intelligent. Men ’The Salesman’ er mere tematisk og plotmæssigt diffus end hans øvrige film, som i langt højere grad end her får enderne til at mødes.

Kan den vinde?
For få uger siden blev den anset som chanceløs (mange Oscar-akademimedlemmer har formentlig set ’Nader & Simin’, som vandt i 2011, og vil næppe være i tvivl om, hvilken der er bedst).

Men så blev Asghar Farhadi ramt af Donald Trumps muslim ban, og selvom han siden fik en særtilladelse til at entrere landet for at komme til Oscar, afslog han i solidaritet med sine landsmænd. Siden har ’The Salesman’ nærmest været den eneste film fra den ikke-engelsksprogede kategori, som har fået omtale. Og en stemme på den persisksprogede film kan ses som et politisk signal til Trump. Den kan meget vel gå hen og vinde.

4. ‘En mand der hedder Ove’

Hvordan er den?
Svenske Hannes Holms bidrag er en livsbekræftende, sød film om en krakilsk gammel enkemand, Ove, der forcerer sine selvopfundne regler i nabolaget med hård og uforsonlig hånd. Samtidig forsøger han ihærdigt at begå selvmord.

Livet kommer dog i vejen, særligt i form af iranske Parvenah, der flytter ind over for med sine børn og sin mand, hvis ti tommelfingre efterlader rum for, at Ove (nødtvungent) træder til, når Parvenah har brug for praktisk assistance.

Filmen er nært beslægtet med ’gnaven gammel mand’-fortællinger som ’About Schmidt’ og ’Gran Torino’, men gudskelov bliver det aldrig så sødsuppet sentimentalt, som man kunne have frygtet ved første møde med den pastelfarvede æstetik og klicheprægede grundhistorie. I flashbacks udrulles Oves livshistorie, og vi får en stærk humanistisk forståelse for, hvorfor dette menneske er blevet, som han er – sammen med velgørende spydige stikpiller til en yngre generation, der ikke kan skifte pære i en lampe, om så deres liv afhang af det.

Det er ofte oprigtigt sjovt og rørende, og så leverer Rolf Lassgård sin måske bedste præstation siden ’Sange fra anden sal’.

Kan den vinde?
Sverige lignede længe en stærk outsider. ’En mand der hedder Ove’ er måske ikke den film, der har høstet den største festivalanerkendelse eller kritikerros – modsat de film der har domineret kategorien den seneste årrække (som ’Amour’, ’Den store skønhed’ og ’Son of Saul’).

Til gengæld lyder efterretningerne fra amerikanske Oscar-insidere som Indiewires Anne Thompson, at det er filmen, der går renest ind hos mange af akademimedlemmerne. Den er umiddelbar, elskelig og humoristisk, hvilket er en klar fordel, når mange stemmeberettigede ser filmene på screeners i hjemmebiografen, hvor distraktionsmulighederne modsat i en biograf er mange.

Mange Oscar-medlemmer er selv ældre mænd, og man skal ikke underkende, at en film som ’En mand der hedder Ove’ kan gå lige ind. Stemmer de med hjertet, kan Hannes Holm og Sverige meget vel løbe med prisen. Der er dog samtidig en risiko for, at mange medlemmer ikke vil finde den kunstnerisk nybrydende nok.

3. ’Tanna’

Hvordan er den?
Bentley Dean og Martin Butlers film er en vild bedrift, ja, faktisk historisk. Det er den første film, der udelukkende er optaget på den lille ø uden for Australien, Vanuatu, hvor et af verdens sidste uberørte stammefolk bor. Faktisk havde de medvirkende aldrig set et kamera – eller en film – før ’Tanna’.

Filmen er dog ikke en dokumentar, men en ’Romeo & Julie’-historie om to unge elskende, der kommer i klemme i en strid mellem to konkurrerende klaner. Det er således også en film, der handler om, hvordan stammens ældgamle traditioner – såsom tvangsægteskab – skal udvikles uden at blive udvandet.

’Tanna’ er smukt filmet i de overvældende naturomgivelser med bjerge og spruttende vulkaner, og den giver et vitalt og spændende antropologisk indblik i et præ-civilatorisk samfund, som det er svært at forestille sig eksisterer i dag.

Som medrivende drama halter den måske en smule, og kærlighedshistorien opererer i nogle skabeloner, der ville have faldet til jorden, hvis rammen ikke var så enestående.

Kan den vinde?
Det korte svar: Nej. ’Tanna’ har ikke den hype, der skal til, og mange akademimedlemmer vil formentlig finde den en anelse uengagerende, særligt de mange, der ser den via screeners derhjemmefra.

2. ’Under sandet’

Hvordan er den?
Martin Zandvliets andenverdenskrigsfilm vandt både Bodil og Robert, og her på siden belønnede vi den med fem fortjente stjerner.

Historien om de purunge tyske krigsfanger, der sættes til at rydde miner på den jyske vestkyst – og sergenten (Roland Møller), der overvinder sit sitrende tyskerhad – gør noget meget sjældent i dansk sammenhæng: Forener det episke og intime, det thriller-agtigt spændende og det dybt humanistiske.

Indimellem skurrer manuskriptet, særligt i åbningens karikerede skildring af Sergent Carl Leopolds aggressive vrede. Men det er bagateller – ’Under sandet’ er en flot, skræmmende og medrivende film med utroligt stærke skuespilpræstationer i de bærende roller.

Kan den vinde?
På mange måder ligner ’Under sandet’ en arketypisk Oscar-vinder i denne kategori, hvor humanistiske krigsfilm historisk har klaret sig godt med sejre til film som ’Livet er smukt’, ’No Man’s Land’ og senest ’Son of Saul’.

Der er gode chancer for, at mange akademimedlemmer – som et anonymt medlem, der har ytret sin mening til The Hollywood Reporter – kan lide filmen, og dens budskab er da også hyperaktuelt i disse Trump-tider.

Alligevel virker den som en mindre sandsynlig Oscar-vinder. Filmen fylder simpelthen ikke så meget i Oscar-samtalen som særligt ’Toni Erdmann’ og ’The Salesman’, og det kan også tælle ned, at en (endnu bedre) krigsfilm vandt sidste år.

Men denne kategori er notorisk uberegnelig, og ’Under sandet’s chance er, at den formentlig deler vandene mindre end de film, som ellers regnes for favoritter.

1. ’Toni Erdmann’

Hvordan er den?
Maren Ades films kvaliteter er blevet fremhævet utallige gange, også i vores seksstjernede anmeldelse. Det er en film, som med sin historie om en aldrende musiklærer, der via dårlige practical jokes prøver at komme ind på livet af sin karrierekørende datter, ikke ser ud af specielt meget – uanseeligt filmet og med en på papiret simpel og udramatisk historie.

Men der er så meget vid og fornemmelse for menneskelige interaktioner i forholdet mellem far og datter, at filmen tager røven på én – kulminerende i det utroligt morsomme sidste akt, der sender én ud af biografen med slidte lattermuskler og måske en lille tåre i øjenkrogen.

Kan den vinde?
’Toni Erdmann’ var længe storfavorit som den film blandt de fem, der har fået langt mest kritikerros og buzz siden verdenspremieren på Cannes i maj. Nu er feltet mere åbent. Hvilket fører os frem til konklusionen.

Så… hvem vinder?

Den gode nyhed er, at alle fem film holder høj kvalitet. Den dårlige er, at kategorien er svær at spå om. Eller… måske er det egentlig også en god nyhed?

Nå, ikke flere overspringssætninger: Skulle jeg smide min opsparing på én af filmene, bliver det ’Toni Erdmann’.

De seneste fem år er det filmen med mest filmkunstnerisk hype, der har hjemtaget prisen. Og selvom Maren Ades film måske ikke er et helt så indlysende filmisk mesterværk som ’Son of Saul’, ’Den store skønhed’, ’Ida’, ’Amour’ og ’Nader & Simin’, så har den gennem næsten 10 måneder haft et momentum, ingen af de øvrige kan hamle op med.

Bedste ikke-engelsksprogede film er kategorien, hvor akademimedlemmerne ofte synes at ville demonstrere, at de er kloge nok til at forstå den højere (europæiske) filmkunst, og ’Toni Erdmann’ vil utvivlsomt få mange stemmer alene på dens rygte som et fortræffeligt kunstværk.

Der er jo ingen garantier for, at medlemmerne har set alle filmene, og det er trods alt ikke den kategori, akademimedlemmerne må formodes at gå mest op i. Ikke så meget som os, i hvert fald.

Læs også: Mændene overtrumfer kvinderne i de Oscar-nominerede film, viser undersøgelse

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.