’Vaiana’: Endelig en Disney-prinsesse med almindelige kropsmål

’Vaiana’: Endelig en Disney-prinsesse med almindelige kropsmål
4 6
Animationsfilm
Instruktion

Ron Clements, John Musker

Originale stemmer

Auli’i Cravalho, Dwayne Johnson, Temuera Morrison, Jemaine Clement, Rachel House, Nicole Scherzinger

Spilletid

107 min.

Premiere

Den 2. februar

Der var engang, hvor det at være Disney-prinsesse var en temmelig ubekymret profession for topmodels-lækre, animerede ungmøer.

Med Barbie-taljemål, hud så hvid som sne og Pantene-glat hårpragt trippede heltinderne rundt og var dus med himlens fugle og skovens grønne træer, mens de ventede på, at kærligheden skulle finde dem.

Senere ændrede tiderne sig, og prinsesserne måtte til at arbejde for lykken, ja sågar endda redde prinsen et par gange, alt imens de kæmpede en stædig kamp for at få deres gammeldaws fædre til at fatte, at de altså godt kunne stå på egne trodsige ben/finner i en sprød teenagealder (#dummedisneyfar).

Men det var ikke kun prinsessernes fædre, der var efter dem – feminister, forældre og helt almindelige biografgængere syntes i stigende grad ikke, at prinsesserne repræsenterede noget sundt forbillede for de millioner af småpiger, der idoliserede Disneys filmharem.

Prinsesserne var jo stadig for tynde og for tomhjernede, lød kritikken, der ikke lod sig spise af med sporadiske eventyr med etniske, åleslanke hovedroller som ’Pocahontas’, ’Mulan’ eller ’Prinsessen og Frøen’ – om end de fleste var enige om, at de to sidstnævnte trods alt var skridt i den rigtige retning.

Da selv Mattel, den udskældte producent bag både Barbie og selvsamme prinsessedukker, som Disney i årevis havde tjent millioner på, annoncerede, at et udvalg af deres dukker ville få nye, mere diversificerede kropsmål og hudfarver, måtte Disney-prinsessen se sig overhalet af den virkelig verden.

Nu skulle der nye boller på suppen, først med ’Frost’s militantselvstændige isprinsesse Elsa (der godt nok stadig var både snehvid og modelsmækker) og dernæst med den første Disney-heltinde med – gisp – almindelige former: polynesiske Vaiana.

Nu er Vaiana (oprindeligt Moana – navnet er ændret i Europa på grund af copyright-bøvl) så nået danske biografer, og ikke et sekund tænker man over, at pigen med den kronisk filtrede manke skulle være en størrelse for stor til sin nyfundne Disney-prinsessestatus. Alene ideen er komplet absurd, og endnu engang må man slå sig for panden over, at det har taget Disney så lang tid at nå til en begrænset form for accept af animeret ’normalitet’.

Annonce

At hovedkaraktererne i ’Vaiana’, inklusive heltinden, så ikke taler med polynesisk accent (det forbeholdes bipersonerne) er straks en anden uheldig sag. Disney-træerne vokser trods alt endnu ikke ind i himlen.

Vaiana (Auli’i Cravalho) lever en harmonisk tilværelse på en frodig stillehavsø med sit folk, men drømmer inderligt om at udforske det omliggende blå havs lokkende horisont. Da høsten pludselig slår fejl og fiskene forsvinder rundt om øen, drager Vaiana mod sin høvdingefars vilje af sted på en farefuld færd for at finde den lumske halvgud Maui (en ustyrligt frisk Dwayne Johnson) og med hans hjælp genoprette økosystemets balance.

’Vaiana’ fortæller heltindens eget, selvforanledigede eventyr, men udstiller også kærligt sin hovedpersons dumdristige teenageambitioner, når hun uden det mindste kendskab til sejlads bogstaveligt talt kaster sig ud på dybt vand. Nok har havet på Disney-magisk vis ’udvalgt’ Vaiana til færden, men modsat troldkvinden Elsa har ø-pigen ingen andre skjulte kræfter end viljen til at fortsætte fremad for fædrelandets skyld. Og skæbnens luner kan som bekendt teste selv den mest ildfaste sjæl.

Vaiana er et sejt og sjovt bekendtskab, der nok skal gå lige i småpigernes hjerter, men det er den tatoverede spradebasse Maui, der for alvor stjæler billedet og leverer filmens bedste sang, den overdrevent catchy ’You’re welcome’, der fik hele salen af granvoksne filmanmeldere til at vippe med fødderne til pressevisningen.

Det er i høj grad soundtracket og scenografiens maleriske animation, der bærer ’Vaiana’ igennem manuskriptets mere slæbende passager, men hen mod slutningen mærker man alligevel trætheden sætte ind, da historien træder vande rundt om hovedpersonernes lille båd.

Temposkiftene ærgrer, ligesom det for en voksen seer også irriterer, at ’Vaiana’ genbruger vel lystigt fra tidligere Disney-succeser som ’Den lille havfrue’ (ligeledes skabt af ’Vaiana’-instruktørduoen John Musker og Ron Clements) og ’Løvernes konge’: Både Vaianas strenge far, åndelig vejledning af et afdødt familiemedlem og klæge henvisninger til »the voice within« er klassiske Disney-karakteristika, der trænger til en snarlig opdatering.

Dramaturgisk er ’Vaiana’ ikke Disneys mest originale titel, men det er forbistret svært ikke at give efter for underholdningsværdien, når musikken spiller energisk, Vaiana og Maui mundhugges til komisk effekt, og heltinden udstyres med en idiotisk skeløjet kylling som særpræget token prinsesse-kæledyr.

Og så er det altså velkomment, at der for første gang i Disney-prinsessernes historie – gisp x 2 –  ikke er et kærlighedseventyr i sigte.


Kort sagt: 
Disney’s ’Vaiana’ er et flot, men noget formularisk eventyr, hvis heltindes ’normale’ kropsmål ikke råder bod på drømmefabrikkens genbrug fra tidligere animationssucceser. Småpiger vil dog knuselske Vaianas driftighed, og takket være det ørehængende soundtrack og Dwayne Johnsons selvfede halvgud vil forældregenerationen også føle sig tilgodeset.

Læs også: ‘A Series of Unfortunate Events’: Vellykket blanding af Burton og Wes Anderson