’All Governments Lie’: Et hug i nyrerne på medierne

’All Governments Lie’: Et hug i nyrerne på medierne
4 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Fred Peabody

Spilletid

90 min.

Premiere

Vises 16., 21. og 24. marts under CPH:DOX

CPH:DOX. Mener han virkelig det? Sådan har du med garanti tænkt mere end én gang efter at have læst et af Trumps mange tweets, hvor han tydeligvis løj. Om seertal, folkemængdens størrelse ved hans indsættelse, Obamas aflytning af hans Trump Tower.

Og er du født efter Berlinmurens fald, vil du måske endda tro, at den højaktuelle diskussion omkring falske nyheder og løgnagtige regeringer er et nyt fænomen. Det er ikke.

»I’m not a crook«, sagde Præsident Nixon i 1973 og benægtede alle forbindelser til Watergate-skandalen. Året efter måtte han træde af, da det viste sig, at han faktisk havde tråde til skandalen. »What we’re giving you are facts«, sagde udenrigsminister Colin Powell, inden USA gik i krig på en løgn. I 2013 blev James Clapper, daværende efterretningsdirektør, spurgt, om NSA indsamler informationer om millioner af folk. Clapper så ned i bordet og svarede »no, sir«, hvilket – som Snowden-lækkene afslørede – må siges at være en sandhed med modifikationer.

Dokumentarfilmen ’All Governments Lie’ sætter de seneste måneders debat om falske nyheder, løgne og ekkokamre ind i en historisk kontekst. Det post-faktuelle samfund har ændret spillets regler på ny, og Brexit og Trump er en realitet. Tilliden til pressen styrtdyrker, af gode grunde: Journalister tages i at fifle med sandheden, våbenfabrikanter betaler for at fordreje krigsnyhederne, og olieindustrien sponsorerer rapporteringen af klimaforandringer.

Men hvem kan man stole på, når autoriteterne lyver?

’All Governments Lie’ er ikke bleg for at pege på, hvem du fremover bør lytte til: Den frie presse – og mere konkret undersøgende journalister og dokumentarister som Michael Moore, Jeremy Schahlil og Glenn Greenwald.

Michael Moore sammenligner de uafhængige journalister med hunden Toto fra ’The Wizard of Oz’, der nysgerrigt trækker i gardinet og dermed afslører, hvem virkelig er bag den store, magtfulde troldmand: en lille, midaldrende og bange mand.

Det er dog en smule ironisk, at ’All Governments Lie’ til tider virker som en skjult reklame for nogle af disse uafhængige, undersøgende journalister og dokumentartister. Filmen har så travlt med at fremstille dem som de eneste helte, der kan forhindre demokratiet i at smuldre, at virkeligheden bliver stærkt forenklet. Ligesom en slags tv-shop, hvor alle konkurrenter udelukkende producerer elendige produkter.

De journalister, der går op i sandheden, ender som et problem for medieledelserne, og de bliver således fyret, påstår filmen. Så mainstream-pressen vil aldrig være til at stole på. Det vil de nok blive kede af at høre på The New York Times.

Men der er måske en vis sandhed i, at mainstreammedierne hovedsagligt er interesseret i at servere nyheder, der kan indtages som en cheeseburger: hurtigt og nemt. Dokumentaren er således en interessant dissekering af pressens rolle, som er mere aktuel end nogensinde før.

Og så kan man jo vælge at leve efter Michael Moores tommelfingerregel: Start med den antagelse, at magtfulde folk lyver. Det er muligvis ikke alle, der lyver. Men det er deres job at bevise, at de fortæller sandheden.

Læs også: De bedste fester, events og talks under CPH:DOX – fra Animal Collective til ‘O.J.: Made in America’