CPH:DOX-programmet er ude med et overflødighedshorn af store dokumentaroplevelser

CPH:DOX-programmet er ude med et overflødighedshorn af store dokumentaroplevelser
'Last Men in Aleppo'
Bare rolig: Trods halvandet års pause lever CPH:DOX i bedste velgående og vender stærkt tilbage 16. marts med mere end 200 dokumentarer spredt ud på 10 dage, der udvider din horisont på livet, samfundet og verden.

Der var ingen CPH:DOX i 2016, da festivalen flyttede kalenderplacering fra efterår til forår. Og siden sidste festival, i november 2015, har verden ændret sig radikalt, med Brexit, Trump i Det Hvide Hus og en hastigt voksende populisme.

Behovet for dybdegående dokumentarisk behandling er derfor mere nødvendigt end måske nogensinde før, og årets udgave af den danske dokumentarfestival har da også netop politiske film i højsædet.

Den 15. marts holder festivalen åbningsgalla med den danske Sundance-vinder ’Last Men in Aleppo’, der tager os helt tæt på tre syriske helte, der redder civile fra et bombet Aleppo gennem hjælpeorganisationen De Hvide Hjelme. Til åbningsgallaen vil der samtidig være koncert fra et udvalgt ensemble af syriske musikere.

CPH:DOX’s konkurrenceprogram består af intet mindre end 59 film. I hovedkonkurrencen DOX:AWARD finder man blandt andet ’Cartel Land’-instruktør Matthew Heinemans hypede ’City of Ghosts’ om en gruppe journalister fra Raqqa, der dokumenterer ISIS’ første indtog i byen, den skæve æselfilm ’Do Donkeys Act?’ speaket af Willem Dafoe samt David Lynchs søn Austin Lynchs debutfilm ’Gray House’.

F:ACT Award består af 11 journalistisk stærke dokumentar, hvor der blandt andet bliver sat fokus på medicinalindustriens grumme løgne i ’Cause of Death: Unknown’ og Carne Ross’ rejse fra engelsk diplomat til anarkist i ’Accidental Anarchist’.

Der er fokus på nordiske film i feltet for NORDIC:DOX. I ’Shapeshifters’ følger man en ung indvandrerkvindes rejse mod selvforståelse, i ’Min mor er pink’ tager man med en mor og hendes søn på en intim roadtrip, mens man i ’On the Edge of Freedom’ kommer med op i toppen af skyskraberne med russiske rebeller.

Kategorien NEW:VISION sætter fokus på de kunstnerisk udfordrende dokumentarfilm, mens den nye kategori NEXT:WAVE giver spirende talenters film en chance, heriblandt den iranske doku-fiktionsfilm ’Janbal’.

CPH:DOX har valgt at dedikere et særprogram til politiske bevægelser i samfundet med det store temaprogram ’Power to the People’, der undersøger den stærkt voksende populistiske bevægelse i Europa og USA. Det kommer til udtryk i film som ’Boiling Point’, der følger de politiske spændinger i Finland.

Hvis man mere er til musik og lyd, vil CPH:DOX’ musikprogram utvivlsomt vække interesse. Musikprogrammet byder på 19 koncerter med blandt andre Tindersticks og Lindstrøm, 20 musikfilm om alt fra Major Lazer til Iggy Pop og en masse lyd-tunge events. Desuden kuraterer ingen ringere end Ahnoni – tidligere kendt som frontfigur i ’Antony and the Johnsons’ – et helt program.

Og så er vi her på Soundvenue med til at præsentere en danmarkspremiere på den Oscar-nominerede ‘I Am Not Your Negro’ ved en visning 19. marts, som der er ganske få billetter tilbage til.

Endelig er der – som altid på CPH:DOX – rig mulighed for at feste, med ’Girls are Awesome’-crewet, en disco-fest på Bremen, en technofest på Culture Box og et Final Party med Vice.

Programavisen er landet idag, så du kan få et overblik over de mange film, mens konkurrenceprogrammet kan ses HER.

Du kan læse mere om festivalen og Facebook.

Læs også: CPH:DOX præsenterer det fulde musikprogram for 2017