Esben Smed sidder på en Christiania-cykel, der er punkteret på det ene hjul, mens en fotograf tager billeder af ham. Journalisten fra ugebladet har ellers bedt ham komme i bil, fordi han spiller bilmekanikeren og biltyven Nicky i DR-serien ’Bedrag’.
Han har ingen bil – og skal heller ikke have det – så det kunne kun blive til en ladcykel, der dog har elmotor. Overskriften blev: »Jeg er så glad for min cykel« med et billede af Esben Smed på sin punkterede Christianiacykel.
»Og så stod der noget med, at Esben Smed er så glad for sin cykel, at man kunne kalde ham Esben Cykelsmed. Sikkert fordi det, jeg fik sagt i selve interviewet var for kedeligt til en overskrift«, siger Esben Smed med en let rysten på hovedet.
»Men jeg hader at cykle«.
Det er sådan cirka det, Esben Smed har lyst til at fortælle om sit privatliv.
Inden vi mødes på en kaffebar i Kødbyen, har pr-bureauet ret usædvanligt spurgt ind til, hvad interviewet skal handle om, for selvom Esben Smed er et relativt nyt ansigt i den danske filmbranche, agerer han i pressen med en dreven kendis’ bevidsthed om, hvad han gider at stille op til.
»Jeg sørger for at sige på forhånd, hvad jeg ikke vil tale om. ’Jeg håber ikke, at I synes, det er for kedeligt, og vi kan sagtens tale om alt muligt andet. Men hvis det handler om, hvad der ligger på mit natbord, er jeg ikke den rette at tale med’«.
Sætter ring om sin uvidenhed
Det kan lyde hårdt, men der er ikke så meget som antydningen af fjendtlighed, når Esben Smed fortæller det. Han er imødekommenheden selv, men der er meget klare grænser.
Han vil til gengæld gerne fortælle om ’Aminas breve’, som – trods alt – er grunden til, at vi mødes. Det er hans første filmhovedrolle, efter han blev landskendt som roden Nicky i DR-serien ’Bedrag’ og John ’Faxe’ Jensen i ’Sommeren 92’, to roller, der gjorde det klart, at han er et af landets mest lysende skuespiltalenter.
I ’Aminas breve’, der er baseret på Jonas T. Bengtssons roman, spiller han Janus, hvis eneste lyspunkt under sin årelange indlæggelse på den psykiatriske afdeling er den brevudveksling, han har med sin klassekammerat fra gymnasiet, Amina.
Da der en dag ikke længere kommer breve fra Amina, sætter Janus sig for at finde hende, hvilket betyder, at han må tage et hovedspring ned i en kriminel underverden samt sit eget plagede sind. Ikke ligefrem noget Esben Smed har erfaring med fra sit eget liv, hvilket betød, at han måtte lave en del research på en psykiatrisk afdeling.
»Det var vildt spændende«, siger han over en kop kaffe og en croissant. Hans øjner lyser op, og han læner sig frem i stolen.
»Og det var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Fordommen er jo Brad Pitt i ’12 Monkeys’, hvor han løber rundt, og der er tremmer for vinduerne. Sådan var det slet ikke. Det var mere et opholdssted. Men der var en masse skjulte regler, som man ikke ser, når man kommer på besøg, og det talte jeg med dem om«.
»Det er faktisk det, jeg synes, er det sjove ved det, jeg laver. Det er sådan jeg går til det. Jeg læser manus en masse gange, og så finder jeg ud af, hvad det er, jeg ikke forstår. Så sætter jeg ring om, og så begynder researchfasen«, siger han.
Forelsket i sit fag
Når Esben Smed fortæller om sit fag, er det tydeligt, at han elsker det. Og at det er en mand, der har ambitioner om konstant at forbedre sig, som sidder på den anden side af bordet. Hvor mange danske skuespillere, der netop har haft deres første hovedrolle i en spillefilm, ville kritisere deres egen indsats over for en journalist med tændt mikrofon?
»Men jeg synes, at man kan se, at jeg har dårlige dage. Nogle steder kan jeg bare selv se, at jeg ikke lige rammer den, som jeg gerne ville. Sådan tror jeg altid, at det vil være. Det er bare svært at sidde og se på sig selv«.
Fordi du er meget selvkritisk?
»Ja«, svarer han straks.
Nogle steder kan jeg bare selv se, at jeg ikke lige rammer den
Esben Smed er fagnørd. Han forklarer udførligt, hvad han elsker ved skuespil og giver uden opfordring selv et eksempel.
I baseballfilmen ’Moneyball’ spiller Brad Pitt den nytænkende Billy Beane, der er manager for holdet Oakland Athletics, og som kæmper for at gennemføre sin moderne taktik, mens Philip Seymour Hoffman er den konservativt tænkende træner, der – i Beanes øjne – bruger de forkerte spillere. Især spilleren Pena er et stridspunkt.
»Brad Pitt siger til Philip Seymour Hoffman, at han ikke skal bruge Pena mere, men Hoffman siger, at det er ham, der sætter holdet. Da han har sagt det, står Brad Pitt bare med et smil på læben og siger, at han har solgt Pena. Philip Seymour Hoffman kigger bare og siger intet. Han har næsten et toneskift i blikket helt uden mimik, men han tænker bare, at Brad Pitt er et røvhul, fordi han har solgt Pena.
Og jeg tænkte bare, hvad skete der lige der. Du skal se det! Det er fuldstændigt sindssygt. Han skifter stemningen i scenen ved næsten ikke at gøre noget«, siger Esben Smed med så flammende øjne, at man skulle tro, at han prøvede at slå en eller anden rekord.
Men når spørgsmålene nærmer sig hans privatliv, bliver de verfet væk – det sker på en sød måde, men også en måde, så det ikke er til at misforstå, at man altså ikke får noget ud at blive ved med at spørge. Oplevelsen med ugebladet på sin Christianiacykel har måske sat sig.
»Jeg er bevidst om, at jeg helst ikke vil optræde for meget i medierne. Jeg kan jo godt lide de ting, jeg laver, og jeg vil gerne være med til at promovere de ting. Jeg vil gerne have, at folk ser filmen, og jeg synes, at vi har lavet et godt stykke arbejde. Dét vil jeg gerne. Men jeg står af, når det skal handle om, hvem jeg er. Det synes jeg ikke er så spændende«.
Hvorfor vil du ikke snakke om det?
»Det er, fordi jeg synes, at det er lidt ligegyldigt«.
Men det siger jo noget om dig som person.
»Jo, men jeg vil gerne tale om mit arbejde, og hvis folk synes, at det er fedt, er det dejligt at høre, hvad folk fik ud af det, og hvad de selv tænker. Men hvad jeg spiser til morgenmad, det kan da ikke interessere folk«.
Okay, så kommer der et rigtigt journalist spørgsmål. Hvilke af de karakterer, du har spillet, ligger så tættest på dig selv?
Esben Smed holder en lang pause. En lang.
»Det er der sgu ikke rigtig nogen af dem, der gør. John Faxe ligger nok ret langt væk, fordi han er fra København og kan spille fodbold«.
Men når folk ser dig som Nicki eller som Janus – begge karakter, der lever på kanten…
»… så vil de også gerne vide, om jeg også har levet til grænsen, og hvor mange biler jeg har stjålet. Eller om jeg er helt modsat og er en dengse. Men det synes jeg bare er helt ligegyldigt, for jeg portrætterer en karakter, og det liv, ser publikum i en kontekst, der hedder ’Bedrag’ eller ’Aminas breve’. Men så er det helt ligegyldigt, hvordan jeg er.
Stramt program
Vi ved dog, at Esben Smed bor i Aarhus med sin kæreste og søn på to et halvt år og endnu et barn på vej, mens næsten alt hans arbejde ligger i København. For tiden spiller han Kong Leontes i Shakespeares ’Et vintereventyr’ på Teater Republique. Det ligger også i København, hvor han har været nødt til at skaffe sig en lejlighed.
»Som det er nu, tager jeg hjem lørdag til Aarhus, og så er jeg sammen med familien søndag og mandag, og så afleverer jeg min søn i vuggestue om tirsdagen, og så tager jeg af sted til København og spiller her hver dag indtil lørdag aften«, siger han.
»Så det er lidt… Det er den situation, der ikke er så sjov«, siger han lakonisk.
Weekenden efter dette interview må Esben Smed endda blive i København, fordi han er nomineret til en Robert-statuette for bedste mandlige birolle i en tv-serie for rollen som Nicky i ’Bedrag’.
Senere på måneden skal han til filmfestival i Berlin, fordi han er kåret som Shooting Star, et mærkat festivalen hvert år sætter på en flok særligt store europæiske skuespiltalenter. Han ender endda med at vinde Robert-prisen, og på scenen i Tivolis Longrescenter ligner han en glad mand.
Men med sådan et program er det ikke så mærkeligt, at han har brug for at fokusere på det, det hele handler om. Skuespillet. Når man ofrer så meget for at leve af sin passion, er det måske ikke så sjovt at skulle fortælle om sine livretter og yndlings-apps.
Cykelhadets arnested
Faktisk kunne der argumenteres for, at hans privatliv er ligegyldigt. Spørgsmålene om skuespillers privatliv tager ofte udgangspunkt i, at det er der, de henter de følelser, de udspiller på lærredet, men det er ikke tilfældet for Esben Smed.
»I det stykke, jeg spiller nu, skal jeg blive ked af det, fordi nogen dør. Før premieren prøvede jeg at få det frem i mig selv, virkelig føle det. Jeg tænkte, hvad nu hvis min søn er død. Men jeg fandt ud af, at det ikke nødvendigvis er det, der gør det. Jeg så i 5A’eren en far, der sad med sin lille søn, der måske var halvandet år, på skødet, og ved siden af sad hans storebror.
Sønnen kigger over på sin storebror, og så smiler han bare og læner sig over for at kramme ham. Og han kan ikke rigtigt nå ham, han er ved at falde ned. Han havde en helt ren følelse af at skulle være tæt på sin storebror, fordi han elskede ham, og det ville han vise med hele sin krop. Så gav de hinanden et kys, og så holdt de i hånd. Og dét billede, det får mig til at tude. Hvis jeg skal bruge tårer til noget, er det det billede, jeg bruger, ikke mit eget barn«.
Men selvom Esben Smed ikke nødvendigvis trækker på personlige erfaringer, når han spiller, og selvom han ikke vil tale om sit privatliv, lykkes det at finde ud, hvorfor han hader at cykle – og derigennem endda en lille smule om hans barndom, hvor hans far var fotograf, og moren var leder af en børnehave.
»Jeg er vokset op på landet på et husmandssted. Jeg havde seks kilometer til skole, som jeg klarede på en mountainbike, for jeg måtte ikke få en racercykel, fordi vi havde grusvej de sidste 200 meter op til vores hus. Mega provokerende at cykle i regnvejr og modvind på en mountainbike.
På et tidspunkt droppede jeg cyklen og købte et par rulleskøjter i ren protest. Til de sidste 200 meter havde jeg mine sko i rygsækken. Så jeg hader at cykle«.
’Aminas breve’ har premiere 9. marts.
Læs også: Interview med Dar Salim – »jeg forventede modstanden, for jeg har mødt den hele mit liv«