’DRIB’: Underholdende mediesatire om provokerende nordmand

’DRIB’: Underholdende mediesatire om provokerende nordmand
4 6
Dokumentar
Instruktør

Kristoffer Borgli

Medvirkende

Amir Asgharnejad, Brett Gelman, Adam Pearson, Annie Hamilton.

Spilletid

90 min.

Premiere

Vises 18., 21. 23. og 25. marts under CPH:DOX

CPH:DOX. Los Angeles er lige dele besnærende pittoresk og klingende hul i Kristoffer Borglis tjeppe metadokumentar ’DRIB’.

Med tungen placeret vel præcist i kinden tager den norske instruktør gas på reklamebranchens utrættelige jagt på nuets ’det’. I ’DRIB’ personificeres ’det’ af den virkelige videokunstner og komiker Amir Asgharnejad, der hjemme i Norge bedst er kendt for at provokere med Hitler-mustache og få tæsk på gaden i Oslo. Det sidste sker i et videoklip, der gik viralt, men som faktisk viste sig at være iscenesat af netop Kristoffer Borgli som en del af kortfilmen ’Internet Famous’.

Ja, historien om folkene bag ’DRIB’ er indviklet nok i sig selv, men alligevel intet at sammenligne med selve filmen. Titlen henviser til en opdigtet energidrik. Opdigtet, fordi Borgli og Asgharnejad ikke måtte bruge eller henvise til den virkelige energidrik, som Asgharnejad prøvefilmede for i Los Angeles tilbage i 2014 som mulig stjerne i deres kommende reklamekampagne.

Brandet, som vi her kalder DRIB, havde udset sig den virale nordmand med det dumdristige gå-på-mod som kantet frontfigur i jagten på den unge, købestærke målgruppe af mænd. De var bare ikke klar over, at alt, hvad Asgharnejad foretog sig, var iscenesat ned til mindste detalje.

Sammenstødet er uundgåeligt, men turen dertil er særdeles underholdende og ikke så lidt spiddende i sin mediesatire.

’Drib’ er sammenstykket af interviews med Amir Asgharnejad, der genfortæller sine oplevelser i Los Angeles til Kristoffer Borgli i instruktørstolen. De to kender allerede hinanden indgående, så selv filmens i udgangspunkt mest rene, dokumentariske scener har fra start et lag af iscenesættelse over sig. Dernæst kommer hele Asgharnejads møde med det amerikanske reklamebureau, der fra start til slut er rekonstrueret med skuespillere i de forskellige roller. Dog med undtagelse af Asgharnejad, der ’spiller’ sig selv.

Han flankeres først og fremmest af Brett Gelman (birolle-aktuel i ’Fleabag’), der spiller en desperado af en reklamemand med vigende hårlinje og dollartegn i øjnene. Som praktikanten Cathy med hang til euforiserende stoffer er Annie Hamilton filmens sødmefulde indslag. Asgharnejad lader paraderne falde og betror hende sin hemmelighed: Alt er iscenesat. Så griner de, sniffer noget rødt pulver gennem en rullet pengeseddel og skyller efter med sovepiller og champagne.

Næste morgen er Cathy væk og tvivlen begynder at nage. Hvad nu hvis hun afslører ham? Men vil han ikke gerne afsløres? Amir Asgharnejad ved det vist knap nok selv, og hans iboende vægelsind iscenesætter ’DRIB’ formidabelt. På en gang øretæveindbydende flabet og søvngængeragtigt ligeglad.

Scenerne udspiller sig i de solrige Hollywood Hills, i luksuriøse hotelværelser og kreative mødelokaler. Fiktionsillusionen er umådeligt lækkert skudt. Borgli er musikvideo- og reklameinstruktør, og filmens visuelle udtryk låner med stor gevinst fra disse genrer.

Men bedst som du lever dig ind i fortællingen om den norske joker, der lige ved og næsten er ved at tage røven på de dyre reklamedrenge, bryder Borgli og Asgharnejad illusionen. Asgharnejad kan ikke blive ’i karakter’ som sig selv, glemmer replikker og skal igen og igen skyde scener om.

Her flyder ’DRIB’ nærved over i metareferencer og tangerer den selvfedme, den i samme åndedrag satiriserer over.


Kort sagt:
Kristoffer Borgli og Amir Asgharnejads metakultursatire ’DRIB’ er en vild og virkelig røverhistorie fra reklamebranchen om en komikers pinlighedsderoute. Stiløvelsen er sjov, men også en tand for selvbevidst.

Læs også: De 15 mest opsigtsvækkende film på årets CPH:DOX-festival