’Gray House’: David Lynch Jr. star bag obskur og flad kunstfilm

’Gray House’: David Lynch Jr. star bag obskur og flad kunstfilm
2 6
Dokumentar
Instruktion

Austin Lynch

Spilletid

75 min.

Premiere

Vises den 21., 23. og 24. marts under CPH:DOX

CPH:DOX. Dvælende optagelser af lysstofrør og en stor klippesten er blandt de sindsoprivende øjeblikke, man præsenteres for i den abstrakte dokumentar ’Gray House’, der hverken formår at vække debat eller fremprovokere følelser.

Det er Austin Lynch, søn af David Lynch, og Matthew Booth, der står bag filmen, og selvom man kan genkende en genetisk forbindelse til David Lynchs abstrakte spillefilm, mangler Austin Lynch et bedre greb om stemning og historiefortælling, før hans talent kan sammenlignes med far.

’Gray House’ består af fem segmenter, der alle tematisk er centreret omkring den amerikanske natur, hvide amerikanere og følelsen af isolation. I tre af segmenterne, der omhandler en fisker, en kvinde i en skov og en kvinde i et hus, bliver der ikke sagt et ord. De to resterende segmenter, der handler om arbejdere på en boreplatform og kvinder i fængsel, er bygget op omkring interviews.

Hvis du kan lide kunstfilm, hvor du selv skal udlede den dybere mening af en svært tilgængelig subtekst, er ’Gray House’ måske noget for dig.

For der er ikke meget hjælp at hente i filmen, der insisterer på at være obskur uden at være interessant. Når det meste af filmen er ordløs, og de ord, der rent faktisk bliver sagt, synes renset for substans, så er det billedsproget, der skal drive historien. Men selvom billederne indeholder symmetri og præcision, fremprovokerer de ikke andet end mild anerkendelse af fotografens øje for billedkomposition.

På olieplatformen beskriver flere arbejdere det fysisk hårde arbejde og ensomheden i at være væk fra familien. Lønnen er dog god, forklarer en af arbejderne, hvilket lægger lidt en dæmper på det sprængfarlige i deres situation. Segmentet, der suppleres af billeder af nattehimlen og spotlys på en boreplatform, ender altså med at være en generel beskrivelse af at arbejde på en boreplatform. Spændende!

I segmentet om kvinder i fængsel forklarer tre indsatte, at det ikke var skræmmende at ankomme til fængslet, og at dagligdagen mest af alt er kedelig. Skiftende optagelser af lysstofrør og lange institutionsgange glider samtidig henover lærredet til monotone keyboardlyde. Trivialiteten er måske nok en pointe i sig selv, men det er også bare… trivielt.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted