Instruktøren bag ’Venus – let’s talk about sex’: »Mange unge piger tænker ikke på, at de også må stille krav i sengen«

Instruktøren bag ’Venus – let’s talk about sex’: »Mange unge piger tænker ikke på, at de også må stille krav i sengen«
Mette Carla Albrechtsen til højre, Lea Glob til venstre
En lang række unge danske kvinder blotlægger deres sexliv i dokumentaren ’Venus – let’s talk about sex’, der får premiere i dag. For en af instruktørerne bag, Mette Carla Albrechtsen, startede det hele med de spørgsmål, hun stillede til sin egen seksualitet. Og det kulminerede i starten af optagelserne, hvor hun brød sammen efter at have lyttet til en 20-årig kvinde, der havde gjort sig erfaringer, hun ikke selv havde været i nærheden af.

»Hvordan ser begær ud for dig?«

»Hvad er dine fantasier?«

»Har du nogensinde fået en orgasme?«

Det er bare nogle af de spørgsmål, som en række unge kvinder svarer ærligt på i Mette Carla Albrechtsen og Lea Globs aktuelle dokumentar ’Venus – let’s talk about sex’.

De to instruktører satte sig for at undersøge, hvad kvindelig seksualitet egentlig er. Ikke for at finde det endegyldige svar, men for at få en forståelse af, hvad der sker inde i helt almindelige pigers hoveder, når det kommer til seksualitet.

Mere end 100 unge reagerede på et opslag og besøgte Albrechtsens køkken for at dele ud af deres historier. Det var egentlig ment som research til et større interaktivt webprojekt, der skulle sætte fokus på kvindelig seksualitet, men nu er det i stedet blevet til en dokumentarfilm. Historierne kunne nemlig sagtens stå for sig selv.

Den 36-årige Mette Carla Albrechtsen har før beskæftiges sig med unge, seksualitet og køn, blandt andet i dokumentarerne ’XY Anatomy of a Boy’ og ’Vanilla’. Men rejsen med ’Venus’ har været en ekstraordinært følelsesladet oplevelse, der flere gange har fået hende til at stoppe op og reflektere over hendes kvindelighed og begær.

Faren for at blive kaldt omgangsluder

Har I skabt ’Venus’ med udgangspunkt i jeres egne oplevelser?
»Vi startede med os selv, da det var det, vi havde til rådighed. Vi tilbragte en hel sommer, hvor vi lavede en opgørelse over en slags erotisk kapital, helt fra da vi var børn med alle de tanker, der var forbundet med det. Vi begyndte at tage billeder af os selv og af hinanden. Det var som at få vækket en sovende del af sig selv.

venus 3

Jeg begyndte at se mig selv og min krop, så der begyndte at ske nogle ting. For hvis man tager nok billeder af sig selv, bliver man på en måde objektiviseret, og det gjorde, at jeg fik en afstand til min krop, som jeg ikke har haft før. Så lige pludselig kunne jeg kigge på den og for første gang tænke: ’Gud, jeg ser sgu da meget godt ud’. Det var hel vildt underligt, at det var dét, det gjorde. Vi fik en større kærlighed til os selv. Jeg tænker, at man burde give alle kvinder sådan et kursus«.

Hvornår oplevede du i dine yngre år, at der blev talt om sex og begær?
»Jeg oplevede, at der ikke blev talt om det. Det er nok forskelligt, om ens forældre har talt med én. Jeg husker ikke rigtigt at have talt med mine forældre. Det var mere ved at finde en tegneserie eller læse bøger. Det var, som om sex var tabubelagt. Da jeg voksede op, handlede det meget om, at man som pige skulle passe på sit rygte, og hvis folk vidste, at man havde sex, skulle man passe på, at man ikke blev en omgangsluder.

For mig gjorde det bare, at jeg ikke gjorde noget, jeg var helt lammet af skræk. Det hele byggede meget på forestillinger, og det tror jeg også, at det gjorde for drengene – de her forestillinger om, hvordan man agerer, når man engagerer sig i en seksuel eller erotisk situation«.

Annonce

At være et erotisk væsen

Tror du, det har forandret sig i dag?
»Jeg har indtryk af, at den yngre generation er meget mere åbne. Kønnet er lidt flydende, og man må godt have en femkant. Men det har nok mere været min egen udvikling, jeg har fokuseret på, og jeg har forsøgt at smelte de to poler sammen: Hvem jeg er som menneske, og hvem jeg er som erotisk væsen, og hvordan kan jeg stå ved mit begær, hvor jeg føler, at det er okay. Og det er måske den rute, mange søger efter«.

venus 2

Har filmen været en form for identitetsrejse for dig?
»Ja, faktisk, for seksualiteten og driften er et af de stærkeste instinkter, vi har, og jeg tror bare grundlæggende, at hvis den del ikke fungerer, er der en stor del af dig selv, der halter.

I nogle af de første optagelser talte vi med en pige omkring de tyve år, og efter optagelserne brød jeg sammen. Hun havde prøvet alt muligt og var kommet frem til, at det måske i virkeligheden ikke var det fedeste, så hun havde oplevet en stor udvikling i at have prøvet alle de her ting. Jeg sad et sted, hvor jeg ikke havde prøvet ret meget, så jeg følte mig faktisk diskvalificeret til at lave den her film, fordi jeg ikke følte, at jeg vidste, hvad jeg snakkede om.

Selvom jeg havde lyst til det, var det enormt smertefuldt, fordi jeg sad over for en 20-årig, som på en eller anden måde var nået længere i sin udvikling, end jeg var. Det var et ret vildt øjeblik, det kan jeg næsten ikke være i«.

Hvordan har filmen ændret dit syn på kvinder?
»Det er kvindeidealet, som vi piller lidt ved – hvordan kvinden er blevet fremstillet gennem kulturhistorien, kvindeidealet, der er skabt af mænd, som vi forsøger at leve op til. Det passer meget godt med mit grundspørgsmål: Hvordan er man en rigtig kvinde? Jeg var en tomboy, da jeg voksede op, og man kunne ikke se, at jeg var en pige, før jeg ramte puberteten.

Så der ramlede hele min identitet, for det var ikke gangbart at ligne en dreng mere. Jeg tænkte: ’Fuck, jeg bliver nødt til at lære, hvordan man er en pige’, og det var lidt traumatisk, for det var aldrig faldet mig ind, at jeg bare kunne være mig selv«.

Swingerklubber, underkastelse, polyamori

Hvorfor synes du, at emnet er vigtigt i dag, hvor vi vel trods alt er nået langt med frigørelse og ligestilling?
»Ja, det er i hvert fald den historie, vi fortæller os selv. Men indadtil tror jeg ikke på, at det passer. Det er ikke min erfaring, når jeg har talt med alle de her kvinder. Jeg tror, at der er et behov for at revurdere den tanke. Vi synes, at der er en ulighed, som er værd at kigge på. At så mange kvinder – sikkert også mænd – ikke har det godt med sig selv i seksuelle situationer.

Hvordan kvinder bliver fremstillet, i det store billede, er også ret unuanceret – og når man først har fået øje på det, er det over det hele! Lige fra politikere, der bliver dømt på deres tøj i stedet for deres meninger, til fiktionsfilm med klicheramte koner, der har tre replikker. Men vi havde ikke lyst til at gøre vores film politisk, vi ville gøre den menneskelig«.

venus 6

I fokuserer meget på kvindens ret til nydelse. Ser du det som et samfundsproblem, at der ikke er mere opmærksomhed på den?
»Det er i hvert fald ikke noget, der er blevet snakket om i mange år. Vi spurgte en pige, om hun kunne huske sin første orgasme, og hun svarer: ’Ja, og så fandt jeg ud af, at det også kunne handle om mig’. Hun er slet ikke klar over, hvad det er, hun siger. Hun havde ikke engang tænkt tanken, at det kunne handle om hende. Og det synes jeg er ret interessant.

Jeg synes, at den måde, de fortæller historierne på, siger enormt meget om vores samfund. Mange unge piger tænker ikke engang på, at de har et behov, at de også må nyde og turde stille krav i sengen. Og det, tror jeg, hænger vildt meget sammen med, hvad man for eksempel ser i film, hvor det tager otte sekunder. Det afspejler ikke virkeligheden«.

I de seneste fem år har der været en form for seksuel revolution, hvor kvinder som Lena Dunham har gjort det okay at have ’grim sex’ – altså vist, at sex ikke er pussenusset og pænt. Føler du også, at der er sket en udvikling?
»I arbejdet med filmen havde jeg en fornemmelse af, at de unge er mere okay med nogle ting – i forhold til skammen. Én havde sex med nogle venner for at prøve det først, og det ville aldrig være faldet mig ind. Det eksisterede ikke, at man bare kunne have sex med nogle venner. Man skulle have en kæreste og nogle stearinlys, ellers var man en luder. Dér er der sket noget.

Nogle af dem, vi ikke har med i filmen, fyrede den også virkelig af med deres erotiske liv: swingerklubber, underkastelse, polyamori og alt muligt. Så jeg tror egentlig, mange gør ret meget, hvor jeg tænkte: ’Shit jeg er kedelig’. Og jeg kan da også godt selv se, at der er kommet væsentligt mere fokus på det i det offentlige rum med sådan noget som ’Girls’«.

Følelsen af at være forkert

Hvorfor tror du, pigerne medvirkede?
»Af samme årsag som vi ville lave filmen. Lea og jeg lavede den, fordi vi selv havde nogle ting, vi ville finde nogle svar på. Selvom pigerne siger, at det har været pisse grænseoverskridende, har de haft de samme spørgsmål eller følelsen af, at der er noget, der ikke hænger ordentligt sammen. Jeg tror, de har følelsen af, at det har været svært, men at de gerne ville bidrage med deres stemme. Og vi sagde meget eksplicit, at det her virker kun, hvis vi er mange. Det er kollektivet, der tæller«.

venus 4

I ville starte en dialog?
»Ja, og direkte pege på, at vi mangler et sprog for de mere nydelsesagtige aspekter af vores liv, så det ikke kun handler om, hvordan man ikke bliver gravid eller ikke får en kønssygdom. For hvordan taler man om det, hvis det faktisk også er dejligt? Tænk bare på, at mange kvinder – inklusive mig selv – ikke engang ved, hvad de skal kalde deres kønsorganer. Det synes jeg er meget symptomatisk for den divergens, der er mellem, at vi efter sigende skulle være det her meget frigjorte samfund, men måske ikke rigtigt er det indadtil«.

Hvilken forskel håber du, at filmen gør?
»Jeg håber, at den kan afhjælpe folk med en forkerthedsfølelse, som jeg synes har været meget gennemgående for dem, vi har talt med. Det er næsten ligegyldigt, om man har for lidt eller for meget sex, følelsen af at være forkert har været ret gennemgribende.

For mig er filmen på en måde et værk, som låner folk nogle ord, som de måske har haft svært ved at formulere. Jeg håber, at den gør, at man pludselig kan sige nogle ting, som man ellers ikke har vidst, hvordan man skulle sige. Der har været ældre kvinder, der har set den, som har sagt: ’Jeg har ikke engang selv stillet mig de spørgsmål, og det gjorde så ondt, at jeg aldrig har tænkt over de her ting’. Det synes jeg har været rørende«.

Læs også: ’Venus – Let’s Talk About Sex’: Blussende kvindekinder i overrumplende ærlig dokumentar