’Kong: Skull Island’ er et monstershow forklædt som Vietnam-film
Historien om King Kong er den klassiske fortælling om udyret, der ender med at dø, fordi menneskene bliver bange for det, de ikke forstår.
I filmversionen fra 1933 siger figuren Carl Denham, at »det var skønheden, der slog udyret ihjel«, for kæmpeaben forsøgte jo bare at beskytte den smukke Ann Darrow, og han indser, at det var forkert at rive den unikke skabning væk fra sit hjem for at gøre ham til underholdning i New York.
’Kong: Skull Island’ er ikke en King Kong-film. Det er en monsterfilm med kæmpeaben King Kong, og det er tilsyneladende næste skridt på vejen i skabelsen af et delt univers, hvor King Kong kan møde andre klassiske monstre i episke showdowns. Forvent en ’King Kong vs. Godzilla’ inden for en overskuelig årrække.
Den første halvdel af ”Kong” udspiller sig som en Vietnam-krigsfilm til tonerne af Jefferson Airplane, Black Sabbath og Creedence Clearwater Revival. Året er 1973, og en fyr påstår at have fundet en ø »hvor myte og videnskab mødes«. Nu skal den kortlægges. Krigen er netop slut, men General Packard (Samuel L. Jackson) er mere end villig til en mission mere. Jungleeksperten Conrad (Tom Hiddleston) overtales også til at tage med, og det står klart, at filmen prøver at være en slags popkulturel udgave af ’Apocalypse Now’.
Det lykkes noget af vejen. Scenen, hvor helikopterne bryder igennem tordenskyerne til den skjulte ø og bliver mødt af synet af den majestætiske Kong i modlyset fra den nedgående sol, er et fedt trip. Den store abe vil naturligt nok beskytte sit revir og behandler krigsmaskinerne som gammelt service i det muntre køkken.
De overlevende spredes i mindre grupper rundt på øen, og herfra mister historien lidt energi. Generalen vil hævne sine mænd, og han har napalm nok til selv at tro på det, men han bliver aldrig en rigtigt interessant skurk. Jeg fik fornemmelsen af, at de havde klippet replikken ud, hvor Samuel L. Jackson siger: »I’ve had it with this motherfucking ape on this motherfucking island«, fordi det alligevel ville være for dumt.
Men så var der til gengæld ikke så meget tilbage til at gøre skurkerollen mindeværdig.
På heltesiden formår Tom Hiddleston heller ikke at overbevise os om, at han har karisma til at bære en actionfilm. Han er heldig, at kæmpeaben tager fokus fra hans farveløse portræt. Den eneste mindeværdige karakter leveres af John C. Reilly som en økulret pilot fra Anden Verdenskrig, der har overlevet i King Kongs rige i 28 år.
I en monsterfilm skal netop monsteret helst være mere interessant end menneskene, hvis primære funktion er at være i fare og/eller blive ædt, kylet væk eller trådt flade. Alligevel er det ærgerligt at man i ’Kong: Skull Island’ er så ligeglad med, hvem der dør, og hvem der får lov til at være med i den næste film. Især fordi producerne også stod bag ’Godzilla’ fra 2014, der med ’Rogue One’-instruktøren Gareth Edwards i spidsen var et seriøst bud på en revitalisering af genren.
Men i sig selv er King Kong et mere interessant monster end den lidt endimensionelle Godzilla, og der er ingen tvivl om, at effektfirmaet Industrial Light and Magic leverer et spektakulært skue. ’Kong: Skull Island’ hæver sig ikke op til mere end at være underholdende halløj på monsterøen, men det er også nok til at få filmens små to timers varighed til at flyve afsted.
Kort sagt:
Du skal tage til Skull Island for at se vilde monsterkampe. Filmen fungerer som en småtosset Vietnam-krigsfilm, bare med kæmpedyr som fjenderne. Hvis du til gengæld håbede på at få en klump i halsen over det misforståede monster, så bliver du skuffet. Der er ikke meget skønhed over udyret.
Læs også: ’I Saw the Light’: Tom Hiddleston brillerer i doven film om Hank Williams