Lyt til Soundvenue Filmcast: Provo-filmen ’Elle’ og Disney i liveaction-klæder

Lyt til Soundvenue Filmcast: Provo-filmen ’Elle’ og Disney i liveaction-klæder

Den ene film starter med en brutal voldtægt. Den anden med landsbyidyl, sang og dans.

Paul Verhoevens ’Elle’ og den nye udgave af ’Skønheden og Udyret’ kunne dårligt være mere forskellige, men ikke desto mindre er de begge på plakaten i den nye udgave af Soundvenue Filmcast.

’Elle’ med Oscar-nominerede Isabelle Huppert er en af årets mest kontroversielle film, som vender rape revenge-genren på hovedet, og som konstant overrasker i sin skildring af voldtægtsofferets reaktionsmønstre. Men er det ren provokation, eller er der en mening med de uforudsigelige twists?

Det mundhugges vært Martin Bunk, filmredaktør Jacob Ludvigsen og anmelder Lise Ulrich om, men endnu større uenighed er der faktisk om nødvendigheden af Disneys store satsning på liveaction-udgaver af deres gamle klassikere. Er det vellykket nostalgi og store eventyr for en ny generation eller en reaktionær cashcow, og hvordan fungerer Emma Watson som skønheden i den nye film?

Panelet er ikke just på bølgelængde, men en Disney-quiz, an- og afbefalinger samt taler til nationen kan til gengæld skabe god stemning i studiet.

Soundvenue Filmcasts temamusik er som altid komponeret af Jonas Colstrup.

Abonnér på Soundvenue Filmcast via iTunes – eller lyt til den nye udsendelse HER.