’Pornocracy’: Øjenåbnende film tager os med bag facaden på Pornhub og Redtube

CPH:DOX. Ovidie er en tidligere fransk pornostjerne. Nu er hun aktivist og kæmper for mere gennemsigtighed i den globale sexindustri og ikke mindst for bedre rettigheder for de mange kvinder, der arbejder som pornomodeller.

I ’Pornocracy’ tager hun os med ind bag facaden i pornobranchen, og det er bestemt ikke for børn. Ovidie rejser blandt andet til Prag, Berlin, Hamborg og New York og taler med producenter og skuespillere i en industri, der det seneste tiår har forandret sig fundamentalt.

I kølvandet på finanskrisen er der blevet vendt op og ned på alting. Hvor pornofilmene før blev sendt ud på dvd, foregår alt nu på online-streamingtjenester som Pornhub og Youporn. Og selv om tallene for streaming af porno worldwide er svimlende høje – der tales i filmen om 100 milliarder streams om måneden – så betyder de mange visninger af filmene på nettet bestemt ikke, at pornoskuespillerne har fået bedre forhold.

Ovidie besøger eksempelvis en lejlighed i Budapest, pornoens hovedstad i Europa, hvor et produktionsselskab huser en håndfuld unge kvinder, der arbejder som pornoskuespillere, men også tilbyder live sex-cam-streaming. Kvinderne taler indbyrdes om, at forholdene er blevet stadig mere voldelige, og at deres mandlige medskuespillere er om muligt endnu mere brutale end før.

Alting skal nu være vildere og vildere, mere hardcore. I en sekvens siger en af de østeuropæiske kvinder til en ret slesk porno-fyr, at hun »aldrig har haft tre mænd oppe i sig på en gang«, men at det kan de måske godt finde ud af. Mens en anden af kvinderne, da hun af fyren bliver spurgt, hvor mange hun bedst kan lide, koket svarer: »fem på en gang«.

Kvinderne udveksler også erfaringer om brug af gode cremer, hvis de er ømme, ligesom vi får at vide, at andre kvinder i branchen bliver bedøvet, så de ikke mærker smerter, når de skal have analsex.

Det er grove løjer, Ovidie opruller på sin tur rundt i branchen. Vi lærer, at produktet – altså selve pornofilmene – er blevet totalt devalueret, i og med at alt er tilgængeligt på nettet. Samt at mange film bliver distribueret videre af internet-pirater, og at der ingen restriktioner eksisterer nogle steder. Hvilket så igen betyder, at børn under den seksuelle lavalder faktisk så let som ingenting kan få adgang til al den porno, de vil.

Ovidie fortæller også, at produktionsselskaber i branchen bukker under på stribe for så at blive erstattet af nye, skruppelløse, mafialignende organisationer, der lægger pornofilm ud gratis på nettet og griner hele vejen ned til banken på grund af de formuer, der hentes hjem på bannerannoncer.

Her bliver ’Pornocracy’ virkelig interessant. Den tidligere pornoskuespiller Ovidie taler blandt andet med journalister på det tyske medie Die Welt, som har forsøgt at opklare, hvilke typer (mænd) der tjener alle pengene i branchen.

Det viser sig, at en tysk mand ved navn Fabian Thylmann har gjort lynkarriere ved at købe snart sagt alle de store ’hubs’ op. Hans konglomerat er baseret i Luxembourg og har afstikkere til Cypern og Canada og endda forbindelser til Wall Street. På et tidspunkt nævnes det, at hans forskellige porno-sites har halvt så mange brugere, som Facebook har. Så får man en ide om, hvor stort et marked der her er tale om.

Ovidie er ikke den første dokumentarinstruktør, der har kastet sig ud i at vise de usle tilstande i de nederste lag af pornobranchens fødekæde. Det har eksempelvis danske Nicole N. Horanyi gjort i ’Naked – dagbog fra Porn Valley’. Ikke desto mindre er det fortsat spændende stof.

»Hvad bliver det næste«, spørger Ovidie på et tidspunkt i filmen, mens hun tænker højt om forholdene for de kvindelige pornoskuespillere. Hun svarer selv:

»Hæmorider? Døden?«