Ridley Scott genopliver rygtet om en ‘Gladiator 2’

Ridley Scott genopliver rygtet om en ‘Gladiator 2’

Ridley Scott er snart aktuel med sin efterfølger til 1979-hittet ’Alien’ med ’Alien: Covenant’. Og på trods af at det er 35 år siden, den første ’Blade Runner’ fik premiere, kan vi også se frem til efterfølgeren på den i år, instrueret af Dennis Villeneuve med Scott som producer.

Ridley Scott har desuden længe arbejdet på en efterfølger til en anden af sine store film, ‘Gladiator’. Der er bare den forhindring, at Russel Crowes karakter Maximus døde i slutningen af filmen fra 2000.

Scott blev spurgt ind til efterfølgeren under den aktuelle South by Southwest Film Festival i Austin: »Jeg ved hvordan jeg skal bringe ham tilbage. Jeg havde en snak med studiet – ’men han er død’. Men der er en måde at få ham tilbage på«, svarede han ifølge Entertainment Weekly og tilføjede, at man selvfølgelig skulle overkomme den udfordring, at Russel Crowe er blevet 17 år ældre. Tilsyneladende er det dog ikke en prequel, der er i tankerne.

Tilbage i 2013 kunne Nick Cave fortælle, at han havde fået muligheden for at skrive manuskriptet til ’Gladiator 2′ og beskrev plottet sådan her:

»[Maximus] tager til skærsilden, da han er sendt derned af guderne, der er ved at dø i himlen, fordi der er denne ene gud, som er denne Kristus-karakter, nede på jorden, som bliver populær. De mange guder er ved at dø, så de sender Gladiator tilbage for at dræbe Kristus og hans følgere«.

Det lyder temmelig syret, og Nick Caves manuskript blev da heller aldrig til en film, måske fordi de ville give den titlen ’Christ Killer’. Men nu er der måske håb om at gense den slåskampkyndige gladiator.

Læs også: Nyt klip fra ’Alien: Covenant’ tager dig igennem hele følelsesregistret