’S-Town’ transcenderer true crime-genren og fornyer podcastmediet

’S-Town’ transcenderer true crime-genren og fornyer podcastmediet
5 6
Podcast
Skaber

Brian Reed

Spilletid

Otte afsnit a 50-60 minutter

Premiere

Hele sæsonen kan høres via din podcast-app

Der er stærke ’Twin Peaks’-allusioner i første afsnit af ’S-Town’, den nye podcast fra folkene bag ’Serial’ og ’This American Life’.

I en lille, landlig by fyldt med træer, originaler og dunkle hemmeligheder har rigmandssønnen Kabram Burt brovtet af at have tævet en anden mand ihjel og fået mørklagt mordet af sin magtfulde familie, som ejer det lokale savværk. I hvert fald ifølge urmageren John B. McLemore, der kontakter ’This American Life’-redaktionen for at få dem til at efterforske sagen.

Godt nok virker John ikke som det mest troværdige vidne. En patologisk pessimist og paranoiker, som går for at være den lokale landsbytosse og evindeligt rabler alenlange, vredledne tirader af sig om klimaforandringer og den epidemiske dekadence, han ser overalt i Shit-Town, Alabama, som han har omdøbt sin hjemby Woodstock til.

Men… derfor kan han vel godt have ret?

Med det afsæt præsenterer ’S-Town’ sig selv som endnu et true crime-mysterium i ånden efter ’Serial’ og alle de epigoner af vekslende bonitet, som er fulgt i dens slipstrøm. Men så gør den noget andet, noget uventet. Ligesom ’Twin Peaks’ bruger ’S-Town’ sine mysterier som et skalkeskjul for seriens egentlige hensigt, som er at portrættere et miljø og nogle mennesker, som medierne sjældent møder med den solidaritet, der ses her.

Det er let at overse, men ’Serial’ og slæng forholder sig faktisk ret ortodokst til detektivgenren og dens doktrin, og true crime-fortællingerne drives først og fremmest frem af en suspense forankret i ét centralt spørgsmål: Whodunit? ’S-Town’ stiller nogle helt andre spørgsmål, som handler om livet, og hvorfor vi hver især vælger at leve det, som vi gør. Bevares, serien har også sine mysterier – en mordgåde og en begravet guldskat eksempelvis – men efterhånden forputter de sig i den kalejdoskopiske fortællings mange lag.

Annonce

Brian Reed, seriens vært og fortæller, ankommer til Shit-Town, undskyld: Woodstock, med den antropologiske nysgerrighed, som er blevet et adelsmærke for ’This American Life’. Han er en interesseret og empatisk interviewer, og man tvivler ikke på hans tåres ægthed, når han i tredje afsnit reagerer stærkt på en vending i historien, der også virker frapperende på lytteren.

Som fortæller lader han sig drive med af livets lune og tilfældigheder og tager os med på lange afstikkere og omveje. Sat over for ’Serial’s stramme spændingskurve er ’S-Town’ løsere i leddene og ikke lige så elementært spændende. Dens fortælling flyder mere viljeløst frem, og jo, der er padlende passager undervejs. Til gengæld forlener denne spontanitet ’S-Town’ med en umiddelbarhed og uforudsigelighed, så man konstant overraskes, når historien går i nye, uforudsete retninger, eller når det pludselig går op for én, hvor engageret man er gået hen og blevet i disse ejendommelige menneskers liv og levned.

Særligt John B. McLemore er en fantastisk figur, der synes taget ud af en fiktion. Ved første øjekast ligner han en komisk karikatur på sumpens sure særling, der bor sammen med moar og slår om sig med eder og konspirationsteorier. Men efterhånden viser han sig at gemme på en mangfoldighed af hemmeligheder under sin slidte, forvaskede T-shirt og på sin enorme jord, hvor han har anlagt en imposant hæklabyrint med 46 mulige løsninger, og hvor hans 13 hunde løber løse omkring og bor i et hundehus, som faktisk bare er et hus.

På den måde leger ’S-Town’ hele tiden med lytternes fordomme og følelser, som da en karakter, man er kommet til at sympatisere med, uden blusel bralrer ud med sine planer om at kappe fingrene af en mand, som har stjålet fra ham.

Selv fylder Brian Reed hverken for meget eller for lidt som lytterens øjne og ører i Shit-Town. Han er synlig nok til at berige beretningen med sine beskrivelser og betragtninger, men ikke så synlig, at han kommer til at skygge for historien. Reed er alt for solidarisk med sine karakterer til at overeksponere sin fish out of water-rolle og gøre sig selv til hovedperson, sådan som mangt en Sarah Koenig-kopist har gjort sig skyldig i.

I den forstand vidner ’S-Town’ om, at podcastfortællingerne er på vej ud af puberteten og midt i en modningsproces, som kan minde en hel del om den udvikling, tv-serien har været igennem de sidste 20 år – ja, måske siden netop førnævnte ’Twin Peaks’. Holdet bag siger selv, at de denne gang har skelet til romanens digressive fortællestruktur, og netop romanen udgjorde forlægget, da HBO i 1990’erne omkalfatrede tv-serien med hidtil usete dybder og nuancer i både miljø- og persontegning.

Om ’S-Town’s true crime-transcenderende fortælling får samme vidtrækkende indflydelse, er nok trods alt tvivlsomt. Men man har vel lov at håbe.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Læs også: Den ene true crime-podcast efter den anden går i en utilgivelig etisk fælde