’The Unforgiven’: En krigsforbryders higen efter tilgivelse

’The Unforgiven’: En krigsforbryders higen efter tilgivelse
3 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Lars Feldager Petersen

Spilletid

75 min.

Premiere

Vises den 20., 22. og 25. marts på CPH:DOX

CPH:DOX. Er der nogle handlinger, der ikke kan tilgives? I Lars Feldager Petersens ‘The Unforgiven’ forsøger Esad Landzo at opnå soning for sine gerninger som 18-årig fangevogter under borgerkrigen i Eksjugoslavien. Krigsforbryderdomstolen i Haag dømte ham til 15 års fængsel. Nu har han afsonet, men kan ikke bare vende tilbage til livet.

»Jeg er død indeni«, fortæller han sin psykolog. Han plages af skyld, men også af sine fortids forbrydelser ved ikke at kunne få et arbejde eller flytte hjem til Bosnien. Han beslutter sig til at opsøge de ofre, han torturerede og ydmygede, og hvis venner han slog ihjel, og sige undskyld.

Esad er en svær karakter at sympatisere med. Måske er det udtryk en følelsesmæssig lammelse, måske er instruktøren ikke nået tæt nok på, men jeg har svært ved at greje, om han virkelig angrer dybt nede i sjælen, eller ‘bare’ gerne vil videre med sit eget liv. Han fortæller, at han har det værre nu, end da han modtog sin dom. »Dengang vidste jeg, at jeg var skyldig og ville gerne straffes. Nu vil jeg gerne føle mig normal«, siger han.

Han fortæller også, at han har gået i terapi, uddannet sig og arbejdet med sig selv. Alligevel synes han ikke at være nået frem til et svar på, hvad der fik ham til at handle som han gjorde som en ung mand. I starten af filmen undrer han sig over, hvor ondskaben i ham kom fra og analyserer sig frem til, at magtfølelsen gjorde ham høj. »Jeg var en helt. Før krigen vidste ingen, hvem jeg var. Det er ligesom alkohol«, siger han til kameraet.

Men da han tilbage i Bosnien står over et af ofrene, siger han, at han ikke ved, hvorfor han gjorde det.

Undskylder han for ofrenes eller sin egen skyld? Og hvad skal ofrene bruge hans undskyldning til?

Det stærkeste i filmen er ikke portrættet af Esad, som vi aldrig kommer helt under huden på, men scenerne med de ofre, som først i interviews og siden i møderne med Esad gør klart, at de ingen intention har om at tilgive ham. Manglen på humanistisk forløsning er hård, men stærk.


Kort sagt:

‘The Unforgiven’ kommer aldrig tæt nok på eksfangevogteren Esad til, at man for alvor kan engagere sig i hans kvaler med at leve med sin fortid, men i hans møde med sine ofre fra Balkan-krigen opstår en spændende diskussion om tilgivelse.

Læs også: De bedste fester, events og talks under CPH:DOX – fra Animal Collective til ‘O.J.: Made in America’