’Tower’: En gribende fortælling om USA’s første skoleskyderi

’Tower’: En gribende fortælling om USA’s første skoleskyderi
5 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Keith Mailands

Spilletid

96 min.

Premiere

Vises 17., 19. og 24. marts under CPH:DOX

CPH:DOX. I dag er skudmassakrer nærmest hverdagskost i nyhedsstrømmen – så sent som torsdag eftermiddag breakede en historie om en 17-årig gymnasieelev i Frankrig, der åbnede ild mod sine medstuderende og sårede adskillige.

Sådan var det ikke tilbage i 1966. Der er noget rørende over det chok, som moderne tids første skoleskyderi på University of Texas forårsagede i Austin, hvor en studerende en varm sommerdag kravlede op i universitets tårn og skød løs på de forbipasserende.

Med en blanding af animation, arkivklip og interviews genskaber Keith Mailands dokumentar ‘Tower’ den tragiske begivenhed, der blev et uskyldstab i USA.

Filmen undlader at tildele gerningsmanden opmærksomhed, men fokuserer på ofrenes historier. I en mosaik af vidnesbyrd deler en håndfuld mennesker deres minder fra dagen: Det unge avisbud, der bliver ramt på sin rute, en nysgerrig førsteårsstuderende, der tager hen på campus for at se, hvad der er los, og politimanden, der ender med at få ram på gerningsmanden.

Den mest gribende beretning kommer fra Claire Wilson, en højgravid studerende, der bliver skudt som den første på vej til undervisning med sin kæreste. Han bliver dræbt på stedet, mens hun ligger såret og udsat midt på den glohede asfalt i over en time. Mens hun kan mærke sin baby stoppe med at bevæge sig – hun mister barnet – hører hun folk rundt om hjørnet diskutere og opgive at redde hende af begrundet skræk for selv at blive ramt.

Men så tager en anden ung kvinde, Rita Starpattern, affære, spæner ind og lægger sig ved siden af Claire og engagerer hende stædigt i en samtale for at holde hende ved bevidsthed. Det er et af de mest rørende momenter af medmenneskelighed, jeg mindes at have set på film.

Maitland har rekonstrueret begivenhederne med skuespillere i den alder, personerne havde i 1966, og ved hjælp af den såkaldte rotoskopteknik tegnet oven på optagelserne. Resultatet er en levende og ekspressiv animation, der virker mindre konstrueret end traditionel rekonstruktion og skaber en nødvendig distance til de blodige begivenheder. Farverne er holdt i sort-hvid afbrudt af et stænk af farver: Ritas orange hår, baggrunden, der bliver rød, når skuddene rammer.

Maitland skildrer begivenhederne med en neglebidende spænding, men udpensler ikke tragikken eller voldsomheden. De stærkeste øjeblikke indtræffer, da massakren er overstået, og filmen skifter fra animationen til at vise interviewpersonernes virkelige ansigter. Her ser og hører man virkelig de spor, som et traume af den karakter sætter i et menneske.

Rammes man af kynisme over for vor tids tilsyneladende uendelige katastrofeberetninger om skyderier og terrorhandlinger, er ‘Tower’ den rette medicin. En følelsesmæssigt ødelæggende fortælling, der skildrer det enkelte menneskes heltemod, tab, overlevelse, skyldfølelse og traume og derved minder os om, at hvert et liv har betydning.


Kort sagt: 

Den animerede dokumentar ‘Tower’ genskaber på gribende og sober vis det første skoleskyderi i USA på University of Texas i 1966 fra de overlevende ofres synspunkt. En usædvanlig stærk fortælling om hverdagsmod, tab og traume og en desværre aktuel mindelse om de grusomme handlinger såvel som konsekvenserne for hvert enkelt menneske.

Læs også: De 15 mest opsigtsvækkende film på årets CPH:DOX-festival