‘True Detective’ sæson 3 rykker pludselig nærmere – prominent forfatter tilknyttet

‘True Detective’ sæson 3 rykker pludselig nærmere – prominent forfatter tilknyttet

Selvom sæson 2 fejlede på de fleste parametre, har HBO hele tiden holdt en dør på klem for, at Nic Pizzolatto kunne lave en tredje ombæring af serien, der gjorde ham til tv-verdenens hotteste guldfugl efter sæson 1.

Beskeden fra HBO synes at have været, at Pizzolatto har frie hænder, men at de ikke vil forcere tingene – som de måske nok kom til at gøre med sæson 2, der blev produceret på en brøkdel af den tid, det tog for Pizzolatto at koncipere den første omgang.

Pizzolatto har en toårig kontrakt med HBO, men foreløbigt har alt tydet på, at den ville udmønte sig i noget helt andet end en fortsættelse af ‘True Detective’. Og i august meddelte kanalens chef Casey Bloys, at de ikke havde den rigtige idé til sæson 3, men at de var åben over for at lade en anden skrive med Pizzolatto som supervisor.

Nu ser det imidlertid ud til, at der for alvor er ved at komme skub i sæson 3. Ifølge Entertainment Weekly har Pizzolatto skrevet de første to afsnit, og nu er en anden prominent serieforfatter kommet med om bord i form af David Milch. Milch er især kendt som manden bag ‘Deadwood’, og man kan godt læse ansættelsen som lidt af en støttepædagog for Pizzolatto, der har ry for at være enerådig på grænsen til det ukonstruktive.

Man kan godt have sine bange anelser, om to store forfatteregoer, der er vant til selv at stå i spidsen, kan finde fælles fodslag, men lykkes det, kan det blive godt nyt for ‘True Detective’ sæson 3.

Intet er sikkert endnu om seriens fremtid, men sæson 3 synes i hvert fald at være rykket et skridt nærmere.

Læs også: Nic Pizzolatto laver Perrry Mason-reboot med Robert Downey Jr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af