‘Westworld’-bagmænd skyder fanteori til jorden

‘Westworld’-bagmænd skyder fanteori til jorden

Få serier har som ‘Westworld’ ansporet til fanteorier på nettet. Og nogle vil mene, at ét af seriens problemer var, at stort set alle dens stort anlagte twists og plotudviklinger var gættet i forvejen af ivrige seere.

Der er dog én teori, som hovedforfatterne Lisa Joy og Jonathan Nolan nu skyder til jorden, og den vedrører seriens badass-robot Maeve, spillet af Thandie Newton.

I slutningen af sæson 1 er alt lagt i ovnen til, at Maeve skal stikke af fra ‘Westworld’ for at begive sig ud i den virkelige verden. Men i sidste øjeblik fortryder hun og beslutter sig for at blive i parken for at lede efter sin datter.

Nogle fans har spekuleret i, at det var Maeves robot-settings, der alligevel sparkede ind og fik hende til at blive i parken – hvilket indikerer, at styringen med robotterne er stærkere, end man måske lige havde regnet med.

Men det afviste Nolan og Joy under et panel ved PaleyFest i Los Angeles, skriver The Hollywood Reporter: Maeve tager beslutningen af egen fri vilje, og hun er således fri for parkens slavelignende bånd.

Nolan og Joy fortalte også under panelet, at de har opfundet et nyt produktionssystem, der gør, at de ikke kommer ud for forsinkelser som under første sæson, hvor de måtte sætte produktionen på pause for at finpudse manuskripterne. Nu vil de imidlertid først gå i produktion, når alle manuskripterne ligger helt færdige. Det lyder som en god plan.

‘Westworld’ sæson 2 får dog først premiere næste år.

Læs også: Anmeldelse af hele første sæson ‘Westworld’ – var det bare noget, vi legede?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af