KOMMENTAR. Da vi for et par uger siden lancerede vores store fokus på de bedste film siden årtusindskiftet med den måske lovlig megalomane titel Årtusindets Film, anslog jeg højtravende, at listerne ikke kun skulle bruges til at se tilbage, men også til at pege frem.
Når man stopper op og reflekterer over, hvad der virkelig har betydet noget de seneste år – det være sig inden for livet såvel som kunsten – er det også en måde at fæstne blikket på, hvad man mener, de kommende år skal bestå af. Man evaluerer for at kunne reagere og skabe forandring, hvis man er kørt fast.
Top 50 over de bedste udenlandske film og top 25 over de bedste danske var set med cineastiske øjne måske relativt forudsigelige. Om end det altid er interessant at se, hvem og hvilke film der bliver glemt, og selvom mange af yderpladserne er besat af semioverraskende titler, er det stadig de store, anerkendte instruktører, der dominerer.
Men når man kigger på det filmudbud, der normalt er på biografernes plakater, er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor langt det ligger fra de film, der af 115 danske filmfolk er blevet hædret som dem, der står virkelig tilbage.
Og her snakker jeg ikke som sådan om kvalitet, for det giver sig selv, at alle film ikke kan være lige så gode som verdens bedste (well, d’oh), men måske mere om ambition, om hensigt.
Ét eksempel er film bygget på virkelige begivenheder eller kendte forlæg. Det er en kendt sag, at man i Danmark såvel som udlandet satser mere og mere på film, der får ekstra brændstof på motoren af sit kendte udgangspunkt – om det så er Jussi Adler-Olsens bøger eller Anden Verdenskrig.
Men kigger man på den danske liste, er der kun to film, der bygger på kendte romanforlæg – ’Kunsten at græde i kor’ og ’Submarino’ – mens kun én (dokumentarfilmene fraregnet) er baseret på virkelige hændelser, nemlig ’Under sandet’.
På den udenlandske liste tegner sig et lignende mønster: Hanekes ’Pianisten’, ’No Country for Old Men’ og ’Ringenes herre’ bygger som de eneste på bøger, der havde et brand i forvejen, mens ’Zodiac’ vel er den eneste titel, der kan siges at være blevet hjulpet en smule på vej af publikums bekendtskab med begivenhederne bag.
Det er selvfølgelig en banal pointe, at originale historier er mest… originale. De enten brister eller bærer hele vejen til toplisterne.
Men det er stadig tankevækkende, at de film, der overlever tidens tand, er værker, der er tænkt og fortalt med stor kompromisløshed. Ikke at listen er fyldt med fire timer lange film i sorthvid og uden megen dramatik (det er kun ’Hesten fra Torino’), men fra ’There Will Be Blood’ til danske ’R’ er der et tydeligt, radikalt blik og en dristighed bag de fleste af de projekter, der er blevet stemt ind. Der er en enestående vision bag, hvilket i øvrigt for manges vedkommende også har begunstiget dem ved billetlugerne – det er få af filmene, der er blevet egentlige flops.
Man kan ikke fornægte, at filmverdenen også er en markedsplads, og at selv den største auteur i Trier- og Haneke-klassen har brug for kolde kontanter for at forløse idéerne. Men det er lidt ligesom de evige eksistentielle huskesedler fra folk, der på dødslejet mest af alt fortryder, at de arbejdede for meget: Det er simpelt, men alligevel en fejl vi begår én efter én som lemminger på vej ud over bjergsiden.
Det samme gælder filmen: Hvorfor laver vi dem? Hvorfor snakker vi om dem? Hvorfor er de vores dyrebare tid værd?
De kan fungere godt som hjernedød underholdning, jovist, men det er vel næppe den slags, der sidder fast hos nogen som helst mennesker, uanset smag? Vis mig det menneske, der har ’Pirates of the Caribbean 3’ som sin yndlingsfilm.
Vi husker de film, der udfordrer og overrasker os. Ikke nødvendigvis fordi de sprænger filmsproget i luften, så vi ikke fatter en skid (det er kun dig, ’Mulholland Dr.’). De kan bare gribe og imponere os i usædvanlig grad. Som ’Boyhood’, ’Lost in Translation’ eller ’De andres liv’, der alle er med blandt de 20 første på den udenlandske liste. Eller ’Pusher 2’ og ’Bænken’ blandt de danske. Nogle er mere mainstream og ligefremme end andre, men om stort set alle de i alt 75 film på listerne kan man sige: Lige akkurat det, den film gør, har vi ikke set før – og slet ikke bedre.
Nogle film på listerne er romantiske, nogle er voldelige, nogle er actionpakkede, nogle er kryptiske, nogle er renfærdige som et Haiku-digt. Nogle er på farsi, nogle på spansk, nogle på svensk. Men de har alle sammen det tilfælles, at de ikke taler publikum efter munden, men tør forfølge deres egen stil for at trykke på en nerve, hvor vi ikke er blevet masseret før.
Big business eller ej – når vi ligger på dødslejet er det den slags film, vi ville ønske, vi havde set flere af. Det er værd at huske, mens vi stadig har noget af årtusindet tilbage at leve i.
Tjek alle vores artikler i Årtusindets Film-temaet HER, inklusive analyser, essays, anbefalinger, statistik og interviews med folk som Lars von Trier, Joshua Oppenheimer, Mads Brügger, Louise Mieritz, Roland Møller, Christina Rosendahl, Christian Tafdrup og Aske Bang.
Læs også: Årtusindets 50 bedste udenlandske film
Læs også: Årtusindets 25 bedste danske film
Læs også: Komedier, kvinder og større instruktører dømt ude af årtusindlisten