Årtusindets bedste film

  • Christian Tafdrup var besat af Trier:

    »Han er grunden til, at jeg laver film«

    Author
    Tekst
    Photo
    Foto Bryan Ach / Getty Images
    Published
  • Skuespilleren var aldrig blevet instruktør, hvis det ikke havde været for Lars von Trier. Her fortæller han meget personligt om sin besættelse af Trier, om dengang han som 18-årig fik ham med i sin kortfilm – og om det nødvendige fadermord.

    Da årets danske filmpriser skulle uddeles, tegnede der sig et klart billede af, hvem der var årets triumfator: Christian Tafdrup. For sin debutfilm som instruktør og manusforfatter, ’Forældre’, modtog han en Robert for årets instruktør, og han fik en Bodilpris for bedste manuskript for historien om det midaldrende ægtepar, der forsøger at genfinde hinanden ved at flytte ind i deres gamle ungdomshybel.

    Men havde det ikke været for Lars von Trier, skulle kapitlet ’2016’ i Danmarks filmhistorie have været skrevet om.

    Christian Tafdrup, der har stemt på ’Dogville’ som årtusindets bedste danske film, havde ikke instrueret film, hvis det ikke havde været for Trier. Her er hans meget personlige fortælling om sin besættelse og siden fadermord på dansk films største nulevende instruktør.

    Kapitel 1. Besættelsen begynder

    »Det er svært for mig at tale om, for Lars von Trier har fyldt vanvittigt meget for mig.

    Jeg havde haft hovedrollen i ’Smukke dreng’ (1993), og jeg ville være skuespiller. Men så blev jeg kopidreng og skraldespandstømmer på Zentropa, og i dag kan jeg se, at havde det ikke været for Lars von Trier, havde jeg ikke forfulgt min drøm om at blive instruktør overhovedet.

    smukke dreng 1993 s

    Christian Tafdrup i ‘Smukke dreng’

    Det var, da jeg arbejdede på Zentropa, at jeg mødte Lars von Trier. Jeg kendte ikke så meget til ham dengang, men jeg kan huske, at der var en historie om, at han havde smidt sin pris væk i Cannes. Så mediebillet af ham var, at han var en god iscenesætter. Jeg var 16-17 år, og så begyndte jeg at se hans film. Jeg kunne låne dem med hjem, og jeg blev virkelig optaget af dem.

    Jeg startede på Zentropa i 1993, før Trier blev den populære Trier. I starten kopierede jeg manuskripter, og jeg kopierede ’Riget’-manuskripterne (1993) og senere ’Breaking the Waves’ (1996). Selvom jeg ikke måtte, tog jeg manuskripterne med hjem og læste dem, og allerede der var jeg sådan ’det her er helt fantastisk’.

    Lokalerne lå nede i Ryesgade i København, og der var ikke særligt mange ansatte, så man støtte på hinanden hele tiden. Og det var så vildt at se ham gå rundt der. Jeg læste de der vilde manuskripter, og siden så jeg så de vilde film, der kom ud af dem, og det gjorde, at jeg blev totalt besat af Trier. Jeg havde et kæmpe ønske om at prøve at lære ham at kende eller bare prøve at snakke med ham.

    I mange år havde jeg drømme om ham om natten. Jeg drømte, at jeg mødte ham nede i Brugsen, hvor han var sød og inviterede mig hjem i sit hus, hvor jeg fik lov at holde hans Bodil. Men fordi jeg havde set de der film, så jeg ham som et geni, og jeg turde ikke nærme mig ham, mand! Jeg var ekstremt nervøs.

    Da jeg så var 18 år, skrev jeg min første kortfilm, ’Kopisten’, der handler om mig selv, der kopierer manusser og drømmer om at være instruktør. Så fik jeg den idé, at det kunne være sjovt, hvis han var med i filmen, og jeg hilste på ham, og han så bare ignorerede mig totalt.

    breaking the waves

    ‘Breaking the Waves’

    Jeg havde i lang tid den idé, men jeg tænkte ’det kan jo ikke lade sig gøre’. Men så var der nogen, der sagde til mig, at jeg jo bare kunne prøve at spørge. Jeg gik i 1. g. og arbejdede på Zentropa hver dag efter skole, og jeg gik i så mange dage og tog mig sammen. Mit hjerte hamrede, hver gang jeg tænkte på at spørge ham, om han ville være med i min film.

    Han er jo bare et menneske, men når man betragter nogen som et geni, får de lidt en gudestatus. Og det gjorde det kompliceret for mig, for jeg var et nervevrag.

    En dag spurgte jeg ham, og så sagde han, ’du kan bare lægge dit manuskript i mit dueslag, så skal jeg nok læse det’. Så jeg lagde mit 20 siders manuskript i hans dueslag, og så gik der nogle måneder, uden jeg hørte noget, og jeg talte ikke mere med ham«.

    Annonce

    Kapitel 2. Det største kompliment nogensinde

    »Der var julefest på Zentropa. Trier sad ovre i hjørnet i en hættetrøje og snakkede med Christian Braad Thomsen, og der var et stort harem af fans i alle aldre, der ville snakke med ham. Jeg stod oppe ved buffeten for at tage noget mad, og så så jeg, at han kom hen til mig, og jeg tænkte ’nej, nej, nej.’

    Og så sagde han, ’jeg har læst dit manuskript, og jeg må sige, at jeg synes, at du skriver nogle utroligt gode replikker’. Jeg kan stadig huske det ordret. Det var den største kompliment, jeg nogensinde havde fået. Så sagde han, ’jeg vil rigtigt gerne være med i din film’.

    kopisten lars von trier

    Lars von Trier i ‘Kopisten’

    Så gik der otte måneder, før det kunne lade sig gøre, selvom det kun tog halvanden time at lave de billeder. Aftalen var, at vi satte udstyret op, og så kom han op på Zentropa en sen aften, og så satte jeg ham ind i, hvad han skulle.

    Han er med i to scener. I filmen står jeg og kopierer, og så kommer han og tager noget kaffe, og så siger jeg ’hej, Lars’. Jeg har blæret mig over for alle mine venner med, at jeg kender ham rigtig godt, men jeg har aldrig snakket med ham, og så tager jeg mod til mig. Og så kigger han bare på mig, som om jeg er nobody. Senere i filmen er der nogle piger, som skal op på Zentropa, og jeg står med dem i en mærkelig position i en elevator, og så kommer han ud og tænker, ’sådan en idiot’.

    Han ville ikke have, at der var et filmhold, så jeg gik, efter at jeg havde sat ham ind i scenerne. Så det var hans assistent, Casper Holm, der optog det, og så klippede vi det ind i filmen. Så vi har ikke stået over for hinanden. Jeg instruerede Trier, og så instruerede Casper ham, da der blev optaget. Bagefter så jeg råbåndene, og han var sindssygt sød og generøs og lavede sjov med det. Han lavede takesene enormt mange gange.

    For mig var det helt vildt stort, at jeg som totalt amatør, 18 år gammel, spørger verdens største filminstruktør, om han vil være med i min film, og det vil han så godt, fordi han synes, at manuskriptet er godt. Det er generøst. Det ville være det nemmeste i verden at sige ’desværre, det kan jeg ikke.’ Men han tog det alvorligt.

    Se scenen ved 3.14:

    Sidenhen har jeg snakket med ham flere gange, og han har rost filmen rigtigt meget, og jeg var runner på ’Dancer in the Dark’. Så det blev lidt mere normalt, og i virkeligheden er han bare enormt sød.

    Men min historie med Trier er meget voldsom, og jeg kan huske alle de gange, vi har snakket sammen, og hvad vi har snakket om«.

    Kapitel 3: Det nødvendige fadermord

    »Dengang var jeg lidt irriteret, fordi jeg syntes, at han lavede det ene mesterværk efter det andet. Efter han havde vundet Den Gyldne Palme for ’Dancer in the Dark’ (2000), kan jeg huske, at han sagde, at nu havde han ikke flere ideer, han var helt blank. Så tænkte jeg ’heldigvis, så er der andre, der kan komme til’. Så gik der et par år, så lavede han ’Dogville’.

    Man bliver nødt til at gøre op med sine idoler for at finde sin egen stemme. Der ligger et fadermord i det. På en måde ville jeg lave film på grund af ham, på en måde ville jeg ikke lave film på grund af ham. Fordi jeg aldrig ville komme i nærheden af ham, og så kunne det være ligegyldigt. Det var meget martrende at have ham som idol.

    Så for nogle år siden tænkte jeg, ’nu vil jeg prøve at synes, at Trier er dårlig, så jeg kan finde min egen stemme’. Men jeg kan mærke, at hvis man vil lave noget, der skal kunne noget mere end at have en god historie, skal man også have et filmisk greb og ville undersøge noget, der ikke er gjort før på film. Trier er en formmester. Det er jeg ikke personligt, men jeg kan mærke, at jeg er ekstremt præget af, at de film, jeg bedst kunne lide som teenager, var dem, han lavede.

    Jeg arbejdede på Zentropa hver dag fra 1993-2000, og til og med ’Dogville’ har jeg dyrket Lars von Trier som en besættelse. De sidste fem-syv år har jeg givet helt slip og ikke været så interesseret i at se hans film. Jeg har ikke syntes, at de var så interessante, og hans film har ikke været lige så stærke siden ’Dogville’.

    dogville

    ‘Dogville’

    Nogle af hans seneste film virker lidt som en form. Måske kan man savne lidt hjerte i dem og savne glimtet i øjet og legen og de filmiske virkemidler. De virker lidt mere som en stiløvelse, som en stor kunstner, der bare er blevet lidt ældre.

    Det har måske noget med mig at gøre – at jeg prøver at lave det her fadermord.

    Men det er også fantastisk at have en instruktør som ham gående rundt i Danmark. Han er afgørende for filmkunsten i hele verden og vil stadig være relevant, når han ikke er her mere. Og der kan jeg godt savne, at der er flere, der tør gå i hans fodspor. Eller at klimaet herhjemme opfordrer til det.

    Det er ligesom, at han er en ener, og alle andre filmmagere roder stadig rundt i en suppedas af film, der spiller på de sikre heste. Han er jo den store inspirator for min generation, men der er ikke nogen, der har det samme mod som ham til at være helt ligeglad og gå sin egen vej, koste hvad det vil«.

    Læs også: Lars von Trier om Årtusindets Bedste Film – »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«

    Læs også: En suveræn nummer ét – derfor er ‘Dogville’ så god, og sådan blev den til

    • Årtusindets 25 bedste danske film

    • Årtusindets 50 bedste udenlandske film

  • Streaming uden afbrydelser

Stem på årtusindets bedste film

Giv din mening til kende

Peg på din favoritfilm fra perioden 2000-2017 – en dansk såvel som en udenlandsk – i felterne her til højre. Vi trækker lod om 1 x Samsung 40" 4K UHD Smart TV og 2 x Apple TV 4, doneret af vores temapartner Hiper, blandt alle deltagerne. Resultatet offentliggøres 24. april.