Årtusindets bedste film

  • Den mest undertippede danske film på årtusindlisten beviser,

    at komedier kan være kunst

    Author
    Tekst
    Published
  • Dagur Karis ’Voksne mennesker’ er netop blevet kåret som den 15. bedste danske film siden 2000, selvom mange måske dårligt nok kender den. Filmen med Jakob Cedergren som døgenigt og Nicolas Bro som aspirerende fodbolddommer er et mesterværk, der burde have fået en langt større betydning for dansk film. Det skriver manuskriptforfatter Mads Rosenkrantz Grage.

    I en tid, hvor danske komedier slagtes af anmelderne, mens pøblen valfarter til kasseapparaternes stemmeurner efter mere, større, vildere, er der noget skønt i at tænke tilbage til en tid før superheltefilm og streamingtjenester, til en tid, hvor en film kunne tillade sig at være skæv. Være sin egen. Tage chancer. Få publikum til at føle, tænke, undres, klukke, elske.

    Sådan en film er ‘Voksne mennesker’, der kom ind på en overraskende flot 15. plads på listen over de bedste danske film siden årtusindskiftet i Soundvenues store afstemning, og som velsagtens er en af de eneste film på listen, som mange ikke kender endsige har set.

    Egentlig hedder den ‘Dark Horse’, og hvorfor filmen fik en dansk titel, kan jeg kun spekulere over, men begge titler er vidunderlige. For mig vil den nu altid være ‘Voksne mennesker’, for det er en udpræget dansk film, selvom den er instrueret af den tavse islænding Dagur Kári.

    Filmens primære kilde til komik er nemlig netop kluntethed og misforståelser omkring det danske sprog. Det er især i dialogen, at ’Voksne mennesker’ er genial. Det er en såkaldt mumblecore med kontrastrig, håndholdt sort-hvid og jazztrommer, der ville gøre ’Birdman’ misundelig.

    voksne mennesker 7

    ‘Voksne mennesker’

    Jeg må indrømme, at jeg ikke var en af de betalende biografgæster, da den kørte på det hvide lærred. Og at jeg ikke så den færdig, første gang jeg satte dvd’en i afspilleren. Jeg er en forstadsknægt, der har nemmere ved at se Van Damme-film end russisk realisme. Og dens sort-hvid-billeder og indforståede komik lugtede prætentiøst. Jeg tror muligvis, jeg faldt i søvn til den et par gange, så lidt indtryk gjorde den ved første møde, og jeg var overbevist om, at det sagde mere om filmen end om mig.

    Bedst i det banale

    Det var først mange år senere, da jeg gik på Filmskolen på manuslinjen, og en klassekammerat tvang mig til at se ‘Voksne mennesker’, indtil jeg holdt af den, at jeg forstod kvaliteterne i dens underfortalte komik.

    Jeg måtte se den ad flere omgange og følte mig som en plebejer over, at jeg ikke forstod den gennem de første mange gennemsyn. Så selvom jeg i dag mener, at det er et kanoniserbart mesterværk, skulle jeg lige lære at holde af filmens acquired taste. I en grad hvor jeg ofte skammer mig over min egen uformåen udi at skabe originale komiske motiver og scener, men i stedet falder i klichéen.

    Klichéen virker, fordi den ikke skurrer ved troværdigheden, det er en fuldt ud accepteret version af virkeligheden, som gør, at vi hurtigt ’køber’ en idé. Jeg ville ofte også foretrække, at filmskabere faktisk gik lidt mere efter klichéen i stedet for at have et brændende ønske om at være originale og overraskende. Den dag i dag har jeg stadig et had/kærlighedsforhold til ‘Voksne mennesker’, for dens quirkyness kammer til tider over, og jeg ville ønske, at den turde stå mere ved sin egen banalitet, for det er netop i det banale og virkelighedsnære, at den er allerbedst.

    Ikke desto mindre finder jeg mig selv i mit arbejde som manuskriptforfatter igen og igen med en scene, der nok fungerer, men med et spørgsmål rumsterende i hovedet: »Hvorfor helvede er det her lort ikke lige så godt som ’Voksne mennesker’?«

    Det er der formentlig mange forklaringer på, men når man som jeg ikke kan acceptere den, der ligger lige til højrebenet, nemlig at jeg ikke besidder en matchende dybde og talent, så er jeg jo nødt til at reflektere lidt over det. Så det har jeg gjort, med nysgerrig beundring og en snert af professionel misundelse.

    Cameos med komiske genier

    Vi erfarer fra første frame, at filmen ikke er en typisk komedie.

    Vi befinder os i et sort-hvid-univers med verfremdung-kapitelskilte a la »Daniel vs. Systemet«. Filmen åbner på hovedkarakteren, døgenigten Daniel (Jakob Cedergren), som sidder til møde med en mand fra kommunen, en opknappet Mikael Bertelsen, der tålmodigt forsøger at forklare Daniel, at han er i problemer, fordi han kun har tjent 40 kroner de sidste fire år. »Snakker vi nu A-honorar eller B-honorar?« spørger Daniel. »Det kommer an på, hvor du har tjent de 40 kroner henne«.

    voksne mennesker 2

    ‘Voksne mennesker’

    Daniel forklarer sin manglende indtægt med, at han har været kæreste med en supermodel. Han kan ikke oprette en bankkonto, og han kan ikke have sit cpr-nummer nogen steder, for så tager de hans penge. Scenen lukker på ordvekslingen:

    »Har jeg forstået det rigtigt, at jeg skylder 40 kroner?« hvortil Bertelsen svarer deadpan: »Nej, du har tjent 40 kroner«.

    Bertelsen er den første af en lang række af cameos af komiske genier, der desuden tæller Bodil Jørgensen, Anders Hove, Nikolaj Kopernikus, Kristian Halken og Gramse Spektrum-drengene Simon Bonde og Peder Pedersen. Alle leverer pragtpræstationer af underspillet komik, der er designet til at få dig til at være på nippet til at le, men hele tiden holder igen for at bevare tonen og troværdigheden.

    Der er ingen, der forsøger at underholde eller telegrafere punchlinen til publikum. Der er på papiret ofte tale om et castingmæssigt overkill, men det kræver stor komisk indsigt at spille komedien småt, som Dagur Kári dikterer.

    Ville gøre Chaplin misundelig

    Bertelsen sender Daniel ud i verden med en mission om at få et job, inden der er gået to uger. Her ville en typisk komedie sende Daniel direkte på jobjagt med en masse sjove optrin til følge. Men ‘Voksne mennesker’ er, som sagt, ikke en typisk komedie, og Daniel er ikke en typisk filmkarakter, der følger en cookie-cutter vej til en uundgåelig udvikling.

    I stedet får vi den første af mange små poetiske scener. Daniel kommer ud fra kommunekontoret iført headset og luden attitude, klippet til klassisk musik. Straks går han over i en skraldespand og finder en flaske. Er han hjemløs flaskesamler? Nej, han går ind på en tankstation og tanker benzin i flasken. Er han så fattig, at han stjæler benzin? Nej, Daniel går ind i butikken og betaler med lidt for få mønter og får rabat.

    voksne mennesker

    ‘Voksne mennesker’

    Derefter videre ud på gaden hvor hans mikroskopiske Fiat 500 holder demonstrativt på tværs midt på gaden. Daniel tanker bilen op og kører væk. Han drejer ulovligt til venstre, hvilket får en politibil til at følge efter og hive ham ind til siden, alt sammen foregår lydløst, for Daniel har headset på og hører intet andet end den smukke klassiske musik.

    Da betjentene gør klar til at lægge Daniel i håndjern, giver han tegn til, at de skal vente to sekunder, og præcis to sekunder efter slutter musikken og Daniel tager sit headset af, og reallyden overtager. Daniel er kunstner og æstetiker og er ligeglad med loven. Alt sammen fortalt i en stumfilmsagtig chase, som ville gøre Chaplin misundelig.

    Annonce

    Form er en formalitet

    På mange måder er Daniels bedste ven, Morfar (spillet af Nicholas Bro, der nærmest aldrig har været bedre), dog fortællingens egentlige hovedperson. I hvert fald den katalyserende karakter, der vil noget og driver handlingen, mens slackeren Daniel bare bliver trukket med. Hvis ikke Daniel havde Morfar, så ville der aldrig ske noget.

    Morfar er pissetræt af altid at skulle betale for Daniel og er endnu mere træt af, at Daniels problemer altid bliver løst af, at en eller anden kommer med løsningen.

    Som da Daniel mangler et sted at bo, og sekundet senere får tilbudt 200 kroner i timen sort for at være forsøgskanin på søvnklinikken, hvor Morfar arbejder.

    Morfar er jomfru, men efter eget udsagn kun, fordi han er meget kræsen, og det første han tænker på, når han forelsker sig i en pige, er, om de nu er den perfekte genkombination (en noget dobbeltmoralsk holdning, Nicholas Bros fysik taget i betragtning). I virkeligheden er Morfar panisk angst for kvindekønnet, et faktum han som en klassisk komisk karakter er fuldstændigt blind overfor.

    Morfar drømmer om at blive DBU-dommer, og derfor har han en sygelig besættelse af love og regler. Han har efter eget udsagn alle de rigtige ingredienser: Høj moral, evnen til at skelne rigtigt fra forkert. Nu mangler han bare »autoritet og at håndtere stresset ved verbale nederlag«. Og så skal han i form, men »form er en formalitet«.

    Cedergren er intens og ægte desperat

    Morfar er hemmeligt forelsket i bagerpigen Franc (Tilly Scott Pedersen), som egentlig hedder Francesca, men det lyder for dramatisk. Morfar har en naiv forestilling om, at Franc vil elske ham tilbage, hvis han bestiller grovboller i stedet for snegle. Men da hun rent faktisk åbner munden og siger »jeg elsker dig«, går Morfar i panik og løber ud af butikken.

    Daniel, der jo vil have sin snegl, går ind i bagerbutikken og møder bagerpigen. Det viser sig, at hun er skæv på svampe, og hun bliver bortvist og fyret, så pludselig må Daniel køre hende hjem. Franc bor i et lille skørt asymmetrisk hus i skyggen af nogle højhuse. Daniel putter hende i hendes pigeværelse med hjerter på tapetet og betragter hende sove, mens han klipper negle med hendes tre-i-en’er. Det er et unikt meet cute, der vender alle konventionerne om et første møde mellem unge elskende på hovedet.

    Ikke desto mindre skaber det voldsomme problemer i Daniels og Morfars relation, for Morfar føler, at han kom først. Daniel har overtrådt en af de uskrevne regler i venskab, men som han siger: »Hun var på svampe morfar… Jeg kørte hende hjem, det var bare det… Slut kabale«. Lidt ordblind er man vel.

    voksne mennesker 1

    ‘Voksne mennesker’

    Vi erfarer desuden også, at den fattige kunstner Daniel bliver smidt fra hus og hjem. Hvilket ikke siger så meget, for han bor til leje i en trailerpark. Men ikke desto mindre har han verdens ondeste bolighaj, en diabolsk Pauli Ryberg, som på overfladen tilbyder croissanter og godt kan lide kunstnere, men som bag om ryggen får sin femårige datter til at sælge Daniels ejendele på et loppemarked under sloganet »vores priser er som cherrytomater, små men faste«.

    Pigen har et tørklæde om hovedet og har klædt sig ud som en voksen dame, fordi hun leger butik. Det hele er gennemført absurd og burde udfordre publikums suspension of disbelief, men det er ingen leg for Daniel, det er dødsens alvor, og Cedergren spiller så intenst og ægte desperat, at man føler smerten. Det viser sig endda, at Daniel kun skylder 500 kroner.

    Morfar nægter at hjælpe Daniel i hans boligsøgning, og Daniel opsøger sin far i form af en fadølsbællende, brovtende Anders Hove, der iført hawaiiskjorte spiser traditionel dansk mad med sin ven Allan (en underspillet Kristian Halken iført alle former for tern) og understreger, at Daniel ikke får en krone. Men Daniel forklarer, at han er i kontakt med et modelbureau, og at det vist skulle give ret godt.

    Daniel forlader samtalen slukøret. Først nu erfarer vi, at han rent faktisk tog bilen, da han fra førersædet af sin Fiat spørger faren, der sidder i førersædet af sin egen bil, om han må komme hjem, erfarer han, at faren har lejet værelset ud til netop Allan. Daniel kan heller ikke sove på sofaen, fordi de er kommet ind i en rigtig god rytme derhjemme. Hvad end det betyder. Det bliver elegant underfortalt, men det er i hvert fald et relativt dysfunktionelt far/søn-forhold.

    Distancen mellem far og søn er forstærket af mængden af glas og metal imellem dem. Daniel ender naturligvis med at sove i sin mikroskopiske Fiat.

    Komikken forstås med tilbagevirkende kraft

    Her ville en typisk dansk komedie få Daniel ud og skaffe nogle penge ved at begå et heist eller få et job eller et eller andet gøgl. Men ‘Voksne mennesker’ tager en helt anden drejning.

    Den transformerer sig pludselig til en multiplotfortælling, der sammenvæver to skæbner, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre. Daniel, der lever på kanten af samfundet, og en depressiv dommer ved navn Jason (Morten Suurballe). Vi møder Dommeren i et interview på en søvnklinik, hvor han forklarer, at han »ikke fungerer optimalt« (med et uforklarligt stærkt tryk på »op«).

    Hvorfor vi pludselig skifter point of view, får vi ikke svar på. Dommeren virker så mystisk udeforstående som karakter, at man først ikke forstår hans funktion. Burde det ikke være Daniel, der meldte sig som prøvekanin på søvnklinikken, når nu han mangler penge? Det ville en ‘normal’ komedie jo gøre. Er Dommeren i virkeligheden Daniel i et parallelt univers? Daniels indre dommer eller den mand, han kunne have været, hvis han tog nogle andre valg i livet? Det får publikum heller ikke svar på, for pludselig er vi tilbage i vante rammer, da Dommeren skal ud til morfar og lave en aftale.

    voksne mennesker 3

    ‘Voksne mennesker’

    Dommerens og Daniels skæbner krydser kun ganske kosmetisk, så man sidder konstant som tilskuer og prøver at greje, hvorfor denne dommer også har en plotlinje. Det føles gemacht, sløset og udygtigt fortalt, men i takt med at historierne tager fart, forstår vi, at de to mænd er forbundne rent tematisk.

    Dommeren er Daniels diametrale modpol. Hvor Daniel hopper over, hvor gærdet er lavest, og bryder alle former for love og moralkodekser, har hele dommerens liv været præget af at tage de rigtige beslutninger for samfundet og sin familie. Og nu møder vi dem i et skelsættende moment i deres liv, hvor Daniel beslutter sig for at være noget for andre og finde en familie, og Dommeren beslutter sig for at være egoistisk og forlade sin familie.

    Det hele er så subtilt fortalt, da de to mænd krydser færd på et toilet i Kastrup Luthavn og går ud til hver deres familie, men med hver deres agenda og byttede fortegn. De er dybest set den samme mand, fanget hvert deres sted i den cyklus, det er at være menneske. Barn som voksen. Det viser sig, at det, man først antog som sløset og udygtigt, i virkeligheden er mesterligt.

    Og det er sådan, ‘Voksne mennesker’ skal ses. Som et lille mesterværk, som hele tiden sakser setuppet, så du først forstår scenernes komik og rette sammenhæng med tilbagevirkende kraft. Om denne sikkerhed i vidensdistribution lå allerede i manusarbejdet eller er blevet til i klipperummet, skal jeg ikke kunne sige, men det er imponerende.

    Burde ikke fungere

    Den tredobbelte fortælling krydres uimodståeligt med diverse komiske tableauer, som da Daniel og Morfar spiller fodbold. Bortset fra at de ikke spiller sammen. Daniel spiller, og morfar dømmer. Det huer ikke Daniel, som notorisk er dårlig til at følge reglerne. De clasher over et indirekte frispark, som Daniel af gode grunde ikke kan spille til en anden, fordi han spiller alene. Daniel sparker direkte på overliggeren og får rødt kort. Hele scenen er holdt i én stor indstilling og føles improviseret, legende og let.

    Filmens egentlige hovedplot handler om trekantsdramaet mellem Morfar og Daniel, der begge forsøger at kurtisere den yndige Francesca, men det er primært et trekantsdrama i Morfars bevidsthed, for han har ikke en chance – de to andre er smaskforelskede.

    voksne mennesker 4

    ‘Voksne mennesker’

    Hjemme hos Francesca bliver Daniel mødt af hendes mor, en råflirtende Bodil Jørgensen. Franc redder Daniel fra sin mors liderlige greb og hiver ham med op på pigeværelset, hvor de for første gang taler sammen, uden hun er skæv på svampe. Det er et udvidet meet cute, for hun kan intet huske fra deres første møde. Og det er også her, vi erfarer, at Franc taler med den cuteste udefinerbare accent (Tilly Scott Pedersen er halv skotte).

    Hun er på mange måder klichéen på en Manic Pixie Dream Girl, designet til at frembringe følelser i sådan en slacker-kunstnertype som Jakob (og manusforfatter Rune Schjøtt og instruktør Dagur Kári – hvis man motivforsker lidt). Ikke desto mindre er det ret magisk og cute. Det er især sødt, da de er på deres første date på en café, og Daniel er så syg af forelskelse, at han hallucinerer en flok elefanter uden for caféens vinduer. Eller også går der rent faktisk nogle elefanter derude af en eller anden uforklarlig grund, men faktum er, at kameraet ser det, og Daniel ikke tillægger det nogen værdi. Det er uhøjtidelig magisk realisme, som vi ikke når at dvæle ved.

    Samtidig finder Morfar sig på en improviseret date med Francs cougar af en mor, der byder på Barcardi Breezers. Og da Morfar siger »tak for dejlig mad«, afbryder hun med et »skal jeg sætte vand over«, som er så kælent og liderligt, at den jomfruelige Morfar må synke en klump.

    På en måde er det hele så skævt og over the top, at det slet ikke burde fungere, men det gør det, fordi spillestilen er afdæmpet og realistisk og undgår punchlinen til fordel for den ægte følelse. Det kunne de nyere komedier lære lidt af.

    Mere nybølge end Adam Sandler

    Det bliver løbende mere og mere tydeligt, at plottenes forbindelse er mere tematisk betonet end kausal. Vi er vant til, at fortællinger følger en logisk årsag-/virkningsstruktur, og derfor er ‘Voksne mennesker’ en mere udfordrende komedie, der har sakset alle de kedelige traditionelle scener og konstant vender flosklerne på hovedet.

    Det går desværre alt for godt for de unge elskende, så der ryger lidt emotionelt grus i maskineriet. Franc fortæller, at hun er gravid. Hendes mor trøster varmt: »Det er da ikke så slemt. Det er bare en lille narkose og så se nogle videofilm i nogle dage«. Hun er slet ikke parat til at blive mormor.

    voksne mennesker 5

    ‘Voksne mennesker’

    Man kunne gå ind i enhver scene og analysere personinstruktionen, men dette er det bedste eksempel på, hvor dygtigt det er. En mindre bemidlet instruktør ville have instrueret scenen mere 1:1 og telegraferet, at moren ikke ville have, at hendes datter fik barnet, men Dagur Kári og Bodil Jørgensen holder afsløringen af morens intentioner helt ude af hendes spil, så det skurer mod ordene, der kommer ud af hendes mund.

    Det er mesterligt og umuligt at se på skrift, det kræver en symfonisk forståelse af komik.

    Dagur Karis leg med filmsproget er dybt original og viser, at komedien sagtens kan være kunst, hvis blot man har ambitionen om andet end tre grin i minuttet.

    Filmen har mere tilfælles med fransk nybølge end Adam Sandler’sk slapstick og formår både at være både romantisk, nostalgisk og foran sin tid. Det er på papiret ikke en tilgængelig film, men så snart strimlen starter, og dens organiske pladespilleragtige kvalitet snurrer derudaf, er det umuligt ikke at forelske sig i den lille legesyge perle.

    Det er en tragedie, at ‘Voksne mennesker’ aldrig blev startskuddet til en dansk nybølge af mumblecore og magisk realisme, som burde have været den retmæssige arving af dogmefilmenes succes.

    Læs også: Christina Rosendahl gør status på dansk film siden årtusindskiftet: »Jeg gad godt se en dansk ’Borte med blæsten’«

    • Årtusindets 25 bedste danske film

    • Årtusindets 50 bedste udenlandske film

  • Streaming uden afbrydelser

Stem på årtusindets bedste film

Giv din mening til kende

Peg på din favoritfilm fra perioden 2000-2017 – en dansk såvel som en udenlandsk – i felterne her til højre. Vi trækker lod om 1 x Samsung 40" 4K UHD Smart TV og 2 x Apple TV 4, doneret af vores temapartner Hiper, blandt alle deltagerne. Resultatet offentliggøres 24. april.