’Dengang i maj’: Morricone trækker de største stik hjem i nyt krigsdrama
’Dengang i maj’ er et pænt og nysseligt heltekvad tilegnet de millioner af franskmænd, der blev drevet på flugt ned igennem deres eget land, da Tyskland invaderede Frankrig i maj 1940. Med summende Stuka’er om ørerne og skydeglade tyskere på lur sneglede hestevognstrukne karavaner fra det landlige Nordfrankrig sig igennem det idylliske, majlune landskab.
Båndet mellem far og søn er stærkt – ikke mindst i krigstid. August Diehl spiller den tyske kommunist og modstandsmand Hans, der i filmens åbningsscene må flygte med sønnen Max i al hast, da Gestapo banker på. Året er 1939, og de to tager flugten til Frankrig, der endnu ikke har erklæret Nazityskland krig. De slår sig ned i en lille landsby i nord, hvor særligt byens borgmester Paul, krokonen Mado og den unge skolelærerinde Suzanne (en stærk præstation af det nye talent Alice Isaaz) byder dem varmt velkommen.
Da krigen bryder ud, arresteres Hans imidlertid. Han kunne jo risikere at være tysk spion. Derfor er lille Max – sammen med resten af landsbyens beboere, men uden sin far – nødsaget til flygte mod Dieppe længere sydpå, da den tyske Wehrmacht strækmarcherer taktfast ind i landet 10. maj 1940. Først da bomberne falder over byen, rømmes fængslet. Hans undslipper bombardementet og må nu, flankeret af en badass skotsk delingsfører, kæmpe for at blive genforenet med sønnen.
For instruktør Christian Carion er der tale om et meget personligt filmprojekt. Filmen er tilegnet hans mor, der selv var en ung pige blandt dem, der flygtede dengang i maj. Hendes historie, såvel som et væld af andres, har dannet grundlag for Carions manuskript. Måske derfor kommer ’Dengang i maj’ til at fremstå episodisk. Som et kludetæppe af melodramatiske scener løst stykket sammen af den ene utrolige tilfældighed efter den anden.
Den gamle maestro Ennio Morricone står bag filmens musik, som Carion med yderst gavmild hånd strør ud over fortællingen. Om man kan lide den tilgang eller ej, er en smagssag, men det kan ikke diskuteres, hvorvidt Morricones klassiske mol-melodier, grædende violiner og svulmende crescendoer hiver i hjertestrengene. Den 88-årige mesterkomponist kan sit håndværk til fingerspidserne, og ’Dengang i maj’ trækker sine største, emotionelle stik hjem takket være ham.
Det er ikke første gang, Christian Carion beskæftiger sig med krig på film. ’En dag uden krig’, der var nomineret blandt de bedste udenlandske film til Oscar-uddelingen i 2006, fortalte den utrolige, men sande historie om en enkelt aftens våbenstilstand – selve julenat – under Første Verdenskrig. Den simple fortælling om fraternisering blandt fjender var en film fuld af finesse og humanistisk tankegods. ’Dengang i maj’ rummer langtfra samme, smukke klarhed. Men i en replik som »alle militærkirkegårde ligner hinanden« skinner den franske instruktørs lavmælte protest trods alt igennem.
Mest sigende er det måske, at det er de kornede, dokumentariske optagelser, der indleder og afslutter ’Dengang i maj’, som gør størst indtryk. Ganske uden påklistrede, dramatiske vendepunkter eller rørende musikledsagelse. De stumme billeder af nedbøjede franskmænd på flugt gør det nemt at forstå, hvorfor Christian Carion har følt sig kaldet til at filmatisere sine landsmænds dramatiske eksodus.
Kort sagt:
Retræten er et sjældent belyst krigsemne på film, men franske Christian Carions behandling er simpelthen for flakkende episodisk, drivende melodramatisk og fuld af utrolige tilfældigheder til, at ’Dengang i maj’ kan kaldes egentligt vellykket. Men maestroen Ennio Morricones musikledsagelse sørgede alligevel for, at mine tårer fik frit løb.
Læs også: ’Nocturama’: Spændingsmættet terrortogt gennem Paris